shutterstock_397271077.jpg Foto: Shutterstock 24.04.2019

Ændrede magtanvendelsesregler vedtaget

Folketinget vedtog i går lovforslaget om ændring af servicelovens magtanvendelsesregler på voksenområdet. Vedtagelsen markerer afslutningen på et forløb med en debat om nogle af de helt grundlæggende principper i samfundets behandling af mennesker med udviklingshæmning og andre indgribende handicap

Nogle af de vedtagne regelændringer er bekymrende, hvilket LEV anførte i sit høringssvar på lovforslaget. Det drejer sig blandt andet om en vis lempelse af kriterierne for personalets anvendelse af fysisk magt, som LEV mener, er ubegrundet.

Men LEVs landsformand, Anni Sørensen, mener, at det er afgørende at huske på, hvad der var udgangspunktet for den lovændring, som nu er en realitet. Regeringens oprindelige udspil til revision af magtanvendelsesreglerne var proppet med det ene mere absurde forslag efter det andet. Og langt, langt de fleste af de forslag blev hældt af brættet i forbindelse med de politiske forhandlinger.

- De vedtagne lovændringer er meget langt fra regeringens udspil forud for forhandlingerne. Udspillet indeholdt fundamentale rettighedsangreb, svækkelse af sårbare borgeres retssikkerhed og svækket myndighedskontrol. Det kæmpede vi hårdt i mod, og heldigvis blev det ikke til noget. Jeg er især lettet og glad over, at fokus på forebyggelse af magt og en konsekvent myndighedskontrol er fastholdt med de ændrede regler, siger Anni Sørensen.

Voksne med udviklingshæmning udgør klart den største del af den gruppe mennesker, som kan blive berørt af magtanvendelsesreglerne. Derfor var det også naturligt, at LEV engagerede sig i debatten – både med politikerne på Christiansborg, med de faglige organisationer og i offentligheden. LEVs landsformand havde blandt andet et større antal debatindlæg i diverse medier, og hun optrådte i flere radio- og tv-udsendelser om emnet.

- Debatten om magtanvendelse var vigtig – men den var også svær. Det er ingen lette løsninger, og det er fyldt med dilemmaer, når vi taler om personalets omsorgspligt, pædagogik og magtanvendelse. Men debatten var blandt andet vigtig, fordi den var med til at minde os om, at god faglighed har afgørende betydning for, om vi behandler sårbare mennesker med respekt og værdighed. Det er noget af det, som vi må tage med os i den fremadrettede debat om styrkelse af det specialiserede socialområde, siger Anni Sørensen.

De ændrede magtanvendelsesregler træder i kraft den 1. januar 2020, og her er det afgørende, at Børne- og Socialministeriet sørger for, at der sker en omhyggelig understøttelse af reglerne i den konkrete praksis i botilbud mv. Det blev der sat penge af til i forbindelse med indgåelsen af den politiske aftale.

Ryk med relationerne

Ryk med relationerne