Tina Pihl Aalestrup og Sarah Greve, Rosenvængets Skole.jpg Foto: Anita Graversen 19.11.2019

En stemme i livet

Kendskab til kommunikationsmidler og så selvkørende som muligt kommunikationsmæssigt. Det har alt sammen højeste prioritet på Rosenvængets Skole i Viborg. Digitale redskaber og billedkommunikationsbøger bliver brugt side om side. Men når børnene forlader skolen, er der risiko for, at nogle af deres færdigheder langsomt glider ud, fordi det prioriteres lavere i deres videre liv.

Af Arne Ditlevsen

At kunne kommunikere er at få indflydelse på eget liv. Det er et helt basalt behov, og måske et af de allervigtigste. For mange med udviklingshandicap er det imidlertid ikke en selvfølge at kunne spørge om, hvad der er til aftensmad eller fortælle, hvad man har oplevet i skolen i dag. Af de cirka 70 elever på specialskolen Rosenvængets Skole i Viborg har tre ud af fire kommunikationsproblemer og omkring 30 procent kan ikke tale.

Derfor har man også prioriteret, at kommunikation og kommunikationshjælpemidler er vigtigt. Det kan både være digitalt og i form af low techredskaber som billedkommunikationsbøger og lignende. Det vigtigste er, at elevernes selvstændighed bliver styrket – også på længere sigt.

Indsats i forhold til den enkelte elev
Mange, for ikke at sige alle eleverne på Rosenvængets Skole, har brug for alternativ og supplerende kommunikation – ASK i daglig tale. Det er betegnelsen for de mange måder, man kan kommunikere på, hvis talen ikke er så udviklet.

For alle elever bliver der lavet en indsatsbeskrivelse, hvor deres kommunikative evner sættes i forhold til de metoder og hjælpemidler, som skolen råder over.

Det fortæller Tina Pihl Aalestrup. Hun er lærer på skolen og har sammen med lærer Sarah Greve og skolens talepædagog Lene Nielsen ansvaret for kommunikationsdelen.

- Indsatsbeskrivelsen laver vi i samarbejde med netværket omkring eleven. Vi samarbejder ikke kun med forældrene, men også det faglige personale: Hvordan oplever de behovet? Og om muligt inddrager vi også eleven, siger Tina Pihl Aalestrup.

Tina og Sarah oplever nogle gange, at forældre ønsker, at deres barn lærer at bruge en iPad til kommunikation. Det hjælper de også gerne med, hvis og når det ud fra deres erfaring og viden om kommunikation giver mening.

- Vi lader os ikke forblænde af det. Vi er opmærksomme på udfordringerne. For eksempel er det nødvendigt at indtænke elevens fysiske og kognitive kompetencer ud fra tidligere erfaringer, og man kan jo heller ikke tage digitale løsninger med på badeværelset eller ud i regnen. Hele tiden er vores fokus bredt på kommunikation. De digitale hjælpemidler må aldrig stå alene, nogle gange er det måske bedre med en stor bog at bladre i, fortæller Tina Pihl Aalestrup.

Tonsvis af apps
De to lærere bliver jævnligt kontaktet af leverandører af diverse apps og programmer.

- Der er tonsvis af apps og programmer. Men vi har været nødt til at være kritiske. Vi kan ikke tilbyde alt, siger Tina Pihl Aalestrup. Hele tiden følger de dog udviklingen, for det er vigtigt for de to lærere at holde den faglige fane højt. Der var en periode, hvor vi hoppede lidt rundt på teknologibølgen. For man blev jo nærmest fodret med, hvor godt teknologi er, men det kan ikke stå alene. Er low tech-løsninger som PODD-bøger bedst i situationen, bruger vi det.

Barnet skal også være klar til at håndtere hjælpemidlet. Nogle forældre gør det til noget, som skolen skal lære børnene. Men gøres hjælpemidlet ikke til et fælles sprog, som hele barnets netværk er aktive brugere af, dør det hurtigt.

I samarbejde med kontaktlærer og kontaktpædagog fastsætter Tina og Sarah mål for kommunikation.

Planerne bruges for eksempel i forbindelse med elevernes dansk og matematikfaglige programmer. Inddragelse af nye teknologier sker altid i dialog med pårørende.

Af konkrete programmer bruger de blandt andet E-PODD, som er valgt, fordi man på skolen i forvejen bruger PODDbøger, samt Communicator. Begge de digitale systemer bruger ikoner og er billedstøttende. Der findes mange andre programmer, der kan nogenlunde det samme, men på Rosenvængets Skole har man altså valgt de to.

Kommunikation skal prioriteres
De to kommunikationslærere gør et stort arbejde for at sikre, at børnene får gavn af de kommunikationsmidler, de bruger i skolen – også på lidt længere sigt. De laver blandt andet en præcis beskrivelse af elevernes kommunikationsevner og de kommunikationsmidler, de har lært at bruge. Alt det er tilgængeligt for eksempelvis UU-vejledere og bosteder, så det kan blive taget med i børnenes videre liv. Det foregår dog ikke altid problemløst.

- I en skoleverden er der andre traditioner for at se på kommunikation med eleverne. Der bliver jo kommunikeret bare for at kommunikere. Når børnene går videre fra folkeskolen til voksenlivet, slipper vi dem, det relationelle har vi ikke. Desværre hører vi mange gange, at de kommunikationsløsninger, barnet har lært at betjene, ikke vedligeholdes og ikke bruges i praksis. Det er problematisk og trist, mener Tina Pihl Aalestrup. Hun fortsætter:

- Der burde være et mere overordnet fokus. Behovet er der. En tegnbruger kan jo havne i et miljø, som ikke bruger tegnsprog. Så falder den evne bort. Nogle gange hører vi fra andre tilbud, at de ikke har ”en til en hænder”. Det har vi heller ikke, men vi har prioriteret, at kommunikation og kommunikationshjælpemidler er vigtigt. Jeg er klar over, at det kan være et stort arbejde at være opdateret på viden om kommunikation og kommunikationsløsninger. Men det er også et ledelsesmæssigt ansvar at prioritere det på lige fod med mange andre ting i hverdagen.

Tina Pihl Aalestrup slutter af:

- Der burde være et mere overordnet fokus på vigtigheden af kommunikation – behovet er der.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 7, 2019

Familiekursus for børn med handicap i alderen 3-5 år

Familiekursus for børn med handicap i alderen 3-5 år