Spring navigationen over og gå direkte til indhold

LEV: 'Velfærd først' gælder også for mennesker med udviklingshandicap

Mette Frederiksen afholdt i dag sin første åbningstale som statsminister, da Folketinget officielt åbnede. Regeringens ønske om at styrke velfærden fyldte en hel del i talen, men handicapområdet blev ikke nævnt med et ord - bekymrende mener landsformand for LEV, Anni Sørensen.

NYHED

Der er blev talt om trivsel, omsorg og om varme hænder i statsministerens åbningstale i Folketinget i dag. Flere gange nævnte Mette Frederiksen, at denne regering sætter velfærden først – hvilket sandsynligvis også bliver et af hovedtemaerne, når regeringen i morgen fremlægger sit finanslovudspil. Det er dog bekymrende, at handicapområdet ikke blev nævnt i statsministerens åbningstale, påpeger landsformand i LEV, der dog roser talen og regeringen for det øgede fokus på at styrke kernevelfærden:

 - Selvom det på mange måder var en sympatisk tale, er jeg naturligvis som formand for LEV bekymret over, at handicapområdet her kort før offentliggørelsen af regeringens finanslovsudspil var fuldstændigt fraværende i statsministerens tale. Jeg er enig i, at velfærd skal komme først – men det gælder også for mennesker med udviklingshandicap – det er også kernevelfærd”, pointerer Anni Sørensen.

Genopretning kan ikke vente
Statsministeren lagde i sin tale også vægt på, at de midler, som regeringen planlægger at bruge på mere velfærd, sandsynligvis ikke vil blive opdaget og mærket af danskerne – i hvert fald ikke til at begynde med.

- Selvom vi bruger flere milliarder. Selvom vi ruller skæve skattelettelser tilbage. Selvom vi i stedet bruger pengene på uddannelse, sundhed og børn – så er udfordringerne så store. At mange slet ikke vil opdage det. I får med andre ord den ærlige version. Vi har kun taget det første skridt. Og der er lang vej. Men det første skridt betyder, at vi er i gang. Skridt for skridt. Aftale for aftale. Finanslov for finanslov”, pointerede Mette Frederiksen fra talerstolen.

Om det udtaler Anni Sørensen:

- Jeg håber ikke, at Mette Frederiksen med denne forventningsafstemning dermed indikerer, at genopretningen af handicapområdet bliver udskudt på ubestemt tid. Som de mange casehistorier i pressen i den senere tid har vist, så har de mangeårige besparelser på handicapområdet omfattende negative konsekvenser for rigtig mange danskere. Handicapområdet kan ikke tåle flere udsættelser – her er der akut brug for en genopretning!", udtaler Anni Sørensen.

Læs mere
Læs hele statsministerens tale her

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.