DeStenrigeUdviklingshæmmede.jpg 17.12.2014

De stenrige udviklingshæmmede?

En gruppe af pårørende og ikke mindst en række medarbejdere i botilbud har længe talt for, at det var urimeligt, at kommunerne ikke længere kunne opkræve mennesker med udviklingshæmning brugerbetaling for ledsagelse, for de har jo penge nok. Den holdning er i mange tilfælde ikke rigtig. Men den har forvirret politikerne godt og grundig.

Jeg modtager jævnligt henvendelser fra pårørende og medarbejdere i botilbud,som er frustrerede over den klarhed, der nu er kommet om kommunernes mulighed for at opkræve brugerbetaling i forbindelse med støtte og ledsagelse til fritidsaktiviteter, på ferier mv. ”Hvorfor må udviklingshæmmede dog ikke få lov at betale?”; ”Hvad er der dog galt i, at udviklingshæmmede betaler for medarbejdernes løn, når nu de har så mange penge til overs?” Og så videre.

I en kronik i Dagbladet Politiken den 9. oktober forklarer Tine Boysen, der arbejder i et bosted for udviklingshæmmede sågar, at denne gruppe førtidspensionister brænder inde med deres mange penge, fordi en masse regler forbyder kommunerne at opkræve betaling for den hjælp og ledsagelse, som de har brug for. ”Mange udviklingshæmmede svømmer i penge, men ved ikke hvad de skal bruges til,” skriver kronikøren ligefrem – og hendes anbefalede løsning på dette problem er at lade udviklingshæmmede betale en slags handicap-skat på udflugter og ferie.

Hvad med alle de økonomisk trængte?
Jeg kan ikke genkende billedet af stenrige førtidspensionister, der brænder inde med en formue, fordi kommunerne ikke kan få lov til at forlange brugerbetaling for den nødvendige støtte og ledsagelse. Selvfølgelig findes der udviklingshæmmede, som er mere velhavende end andre – for eksempel hvis de har arvet en formue fra deres forældre. Men en førtidspension er altså ikke en indtægt, man bliver rig af.

Men faktisk får jeg også en del henvendelser fra forældre til typisk yngre udviklingshæmmede. De befinder sig ofte i en vanskelig økonomisk situation, hvor budgettet ikke kan nå sammen.

For nyligt fik jeg eksempelvis en henvendelse fra en mor til en ung kvinde med udviklingshæmning. Moderen havde fulgt debatten om den kommunale brugerbetaling på hjælpen i forbindelse med ledsagelse og var bekymret over udviklingen. Hun forklarede mig, at hendes datters budget efterlader hende med ”... et beløb på maksimum 800 kroner pr. måned til tøj, sko, frisør, ferier, forlystelser mm.(...) Dette beskedne rådighedsbeløb er den eneste mulighed, min datter har for at spare op til ferier mm. Hvordan skulle hun dog kunne betale for lønnen til en ledsager? Skulle hun være så heldig at få bevilliget ledsagertimer, kommer næste udfordring: Hvor skal hun finde pengene til at betale for egen og ledsagers aktiviteter?”

1.700 kroner til alt det løse
Den bekymrede mor medsendte sin datters aktuelle budget, og det er en kontant dokumentation for de økonomiske vilkår, som en stadigt større gruppe unge med udviklingshæmning befinder sig i.

Huslejen i det kommunale botilbud, som er opført efter almenboliglovgivningen, løber op i hele 6.500 kroner månedligt. Hertil kommer udgifter til forsikring, rengøring, kostbetaling (såkaldt madservice, leveret af kommunen) og licens på i alt næsten 5.000 kroner månedligt.

De helt basale udgifter for denne unge kvinde løber altså op i cirka 11.500 kroner månedligt. På en førtidspension efter de ”nye regler” fra 2003, betyder det, at der – inklusiv boligsikring – er under 3.000 kroner tilbage til resten, hvilket i denne unge kvindes tilfælde eksempelvis indbefatter en række andre helt fundamentale udgifter til for eksempel medicin, skoindlæg, specialtandpleje og fodterapeut (samlet over 1.000 kroner månedligt), samt opsparing til boligrenovering.

Tilbage er omkring 1.700 kroner, som skal dække udgifterne til betaling af toiletartikler, tøj, fritidsaktiviteter, ”lommepenge”, transport med videre.
Og hvis det stod til de mange fortalere for lovliggørelsen af kommunernes brugerbetaling på ledsagelsen til udviklingshæmmede, så er det også i dette beskedne restbeløb, at opsparingen til de 18.-20.000 kroner til den årlige sommerhusferie skal findes. Det tror jeg, de fleste må kunne indse ikke er realistisk.

Flere økonomisk pressede udviklingshæmmede
Den unge kvinde er langt fra alene – stadigt flere yngre udviklingshæmmede befinder sig i denne økonomiske klemme mellem en lav pension (samt lav boligsikring) og ekstremt høje boligudgifter. Huslejen på de 6.500 kroner månedligt, som i dette tilfælde, er ikke en ekstrem situation – jeg har adskillige gange set huslejer, der nærmer sig de 9.000 kroner – vel at mærke for mellem 45-60 m2 i et bofællesskab opført efter almenboliglovgivningen.

Denne gruppe økonomisk pressede førtidspensionister er stigende – der vil gradvist komme en større andel på pensionen efter reglerne fra 2003, og vi må også regne med, at stadig flere får bolig i en nyere almen bolig, hvor huslejerne har et voldsomt højt niveau, som jeg har skitseret.

Dermed kommer der også stadig flere, som umuligt kan finde pengene til den handicap-ekstraregning for en udflugt eller en ferie, som man har været så begejstret for mange steder.

Hvis brugerbetalingen blev lovliggjort, ville denne gruppe blive efterladt helt uden disse muligheder. Ganske hurtigt ville vi få knæsat et princip om, at ledsagelse og støtte til alt andet end det, som lige akkurat er nødvendigt for at holde dig i live, det er et brugerbetalingsanliggende – og omfanget og niveauet af brugerbetaling ville fortsætte med at stige. Det tror jeg, ingen kan være tjent med, hvis vi kigger lidt længere end den førstkommende sommerferie.

Den pædagogiske brugerbetalingsflanke
Derfor har det også været en underlig oplevelse, at se den ene pædagog efter den anden komme med dybfølte beklagelser over brugerbetalingens afskaffelse. I en hidtil uset solidaritet med kommunernes økonomichefer har nogle pædagoger insisteret på at få lovliggjort brugerbetalingen – ”... for kommunerne har jo ikke råd”. Jo flere gange man gentager denne (i øvrigt helt forkerte) påstand, jo mere sand fremstår den.

Det man kunne kalde ”den pædagogiske brugerbetalingsflanke” i debatten har bestemt ikke gjort det nemmere for os i LEV at argumentere for, at der må findes en holdbar politisk løsning. Det har skabt en betydelig forvirring hos mange politikere om, hvorvidt det nu ikke er en helt fin løsning, at udviklingshæmmede opkræves brugerbetaling på deres hjælp og ledsagelse.

Det har hverken været i mennesker med udviklingshæmnings eller pædagogernes interesse.

Kommentar af Sytter Kristensen i LEV 8 december 2014

Familiekurser - efteråret 2018

Familiekurser - efteråret 2018