Jan Skou-Nielsen - Bisidder

Af Camilla Overgaard Nielsen, udviklingskonsulent i Lev

Hvad går dit frivillige arbejde i Lev ud på?

- Bisidning i Lev kommer i stand ved, at familien henvender sig til rådgivningen med en problemstilling. Ud fra den dialog Levs rådgivning har med familien, vurderer rådgiverne, om familien kunne have gavn af en bisidder i deres sag. Efterfølgende bliver jeg så kontaktet og får at vide, hvad problemstillingen går ud på, hvad det er, familien har brug for bisidning til, og bliver spurgt, om jeg vil påtage mig opgaven. Siger jeg ja, får jeg et telefonnummer og et navn. Derefter ringer jeg familien op og aftaler et formøde med dem. På formødet kan jeg spørge ind til, hvad det hele drejer sig om. Hvad det er, familien gerne vil. Og hvordan vi kan komme fra A til B. Ud fra det lægger vi en strategi for forløbet. Jeg spørger også, om jeg må blande mig på det møde, hvor jeg skal med som bisidder. Det må jeg som regel godt, så jeg har mulighed for at supplere det, familien selv siger. Derfor er det formøde også enormt vigtigt. For det giver dig mulighed for at komme godt ind i problemstillingen og få familiens vinkel på det, så du ikke bare sidder som bisidder til mødet uden at kunne bidrage med noget. Det er vigtigt. Det er det i hvert fald for mig.

- Mødet, hvor de gerne vil have en bisidder med, kan handle om alle mulige ting. Det kan være et møde med en kommune, en institution, et bofællesskab eller et værksted eller noget i den stil. Bagefter evaluerer vi på mødet, og hvad der blev besluttet, og så er opgaven for mig som bisidder faktisk slut. Det er et kort forløb med et formøde, et møde og en evaluering.

- Hele formålet med det forløb er selvfølgelig at løse det problem – et eller flere – som familien står med. At løse det på en måde, så vi får to vindere ud af det i stedet for en taber og en vinder. Selv om vi har nogle ønsker, når vi går ind til mødet, så lykkes det kun, hvis vi har den anden part med. Hvis den anden part ikke synes, at det er en god idé, jamen så bliver tingene jo ikke til noget. Så det vil sige, at man skal gøre modparten til sine medspillere, man skal ikke have dem som modspillere. Det rykker ingenting. Det er min erfaring som bisidder. Og det er også noget af det, som formødet går ud på. Nemlig at vi sammen bliver indstillet på, at vi skal rykke, og at det kan vi ikke gøre alene. Det bruger jeg meget tid på at tale igennem med familien inden mødet.

 

Hvordan kom du i gang med dit frivillige arbejde i Lev?

- Jeg har kendt Lev de sidste 40-50 år, fordi jeg har arbejdet inden for området. Først som amtskonsulent og efterfølgende i en kommune i handicapafdelingen. Da jeg blev pensioneret, lå det derfor lige til højrebenet at ringe til Lev og spørge, om de kunne bruge sådan en som mig. Og så blev jeg inviteret til et interview, og efterfølgende fik jeg at vide, at det mente de godt, at de kunne.

Hvor længe har du været frivillig?

- Jeg har været i gang i ni år nu. Og jeg er meget glad for det! Jeg synes, det er enormt livsbekræftende at kunne bruge lidt af den erfaring, man har fået i sit arbejdsliv, til gavn for andre. Det er dejligt.

Laver du det samme nu, som da du startede?

- Ja, det gør jeg egentlig. Selvom jeg kan mærke, at pengene bliver færre og færre inden for området. De skal løbe stærkere både sagsbehandleren, der får flere sager, og pædagogen, der får færre timer med personen med udviklingshandicap. Alting bliver strammet op, så pengene er ikke, hvad de har været, og det går jo ud over alle.

- Er der så forskel på de problemstillinger, jeg møder, fra jeg startede som bisidder og så til nu? Det handler jo også om kommunikation og forventninger. Noget med forventningsafstemning. Og det skal alle parter være bedre til. At sige, hvad er vores opgave som pårørende, og hvad er institutionens eller dagtilbuddets eller botilbuddets opgave. Der skal man være HELT præcis! Og hvis man ikke kommunikerer det helt klart ud, så kan der godt ske noget, som ikke er så godt. Og så bliver man usikker, og så kan man få brug for en bisidder. Så i det øjeblik økonomien strammer til, så vil der nok naturligt være en stigning i behovet for bisidning. For der er noget, som ikke længere vil kunne lade sig gøre, når et område rammes af besparelser.

- Meget af det, vi har med at gøre som bisiddere, handler også om systemforståelse. Fordi hospitalsvæsenet har ét system, og socialforvaltningen et andet og undervisningsforvaltningen et tredje og så videre. Så det er fint som bisidder at have kendskab til de forskellige systemer, som man løber ind i og kunne gennemskue dem. For de pårørende – forældrene – de kigger jo ikke på systemer. De kigger på deres barn og undrer sig over, hvorfor man ikke gør sådan og sådan? Men det kan være, at det er et andet system, der har ansvaret for netop det. Hvis så en repræsentant fra det ene system siger, at det har familien ret til, men det er et andet system, der skal bevilge indsatsen - ja, så kan der nemt opstå kommunikationsbrister og konflikter.

- Nogle gange siger jeg til formøderne, at sagsbehandleren jo ikke møder på arbejde hver dag for at lave et dårligt stykke arbejde. Alle vil jo gerne gøre deres arbejde godt og få anerkendelse, så egentlig har vi et fælles udgangspunkt. Som pårørende vil man gerne have, at der er gode betingelser for personen med udviklingshandicaps  trivsel og udvikling. Det vil pædagogen og den kommunale sagsbehandler sådan set også gerne. Så bag ved konflikterne ligger der en fælles målsætning, man skal finde frem.

Hvilken betydning har det, at dit frivillige arbejde handler om mennesker med udviklingshandicap?

- Altså, der er udviklingshandicappede i min egen familie, så jeg har det tæt på. Og så har jeg stor kærlighed til hele arbejdsområdet omkring udviklingshandicappede. Så det har stor betydning for mig, at det handler om mennesker med udviklingshandicap. At den erfaring, jeg har samlet op over de sidste fyrre år i mit arbejde, kan bruges af andre. Så man føler, at det har værdi, og at man bidrager. Man er ikke bare pensionist. Altså hvis andre kan få glæde af den erfaring, jeg har oparbejdet, så er det da hammergodt!

Hvad bringer du ind i dit frivillige arbejde?

- Erfaring fra et langt arbejdsliv. Men egentlig kunne jeg også godt tænke mig at nævne, at jeg tilbage i 80’erne sad med i en lille arbejdsgruppe, hvor vi stiftede Danmarks første friskole for mennesker med udviklingshandicap. Hvis du havde et normalt barn, så kunne du dengang som nu vælge at sende dit barn på en socialistisk friskole, en katolsk friskole, en Steinerskole, en folkeskole og så videre. Du kunne vælge en række forskellige friskoler alt efter hvilken indstilling, du havde som forældre. Men hvis du havde et udviklingshandicappet barn, så kunne du ikke vælge. Så var der kun ét tilbud, og det, syntes jeg, var meget uretfærdigt. Men i foreningen Herta lykkedes det os at lave en friskole for udviklingshandicappede inspireret af Rudolf Steiners pædagogik, som havde nogle betragtninger omkring mennesker med udviklingshandicap, som vi syntes var gode. Vi kunne dog ikke kalde det en friskole dengang, men måtte kalde det et ”daghjem med formaliseret hjemmeundervisning” for at det kunne gå igennem. Det var nok arbejdet med at stable den skole på benene, der fik mine øjne op for, hvor meget man skal kæmpe (som forældre til et barn med udviklingshandicap, red.), og den forståelse bringer jeg med, når jeg bisidder.

Hvad giver det dig at være frivillig i Lev?

- Det giver mig en glæde at møde alle de mennesker, jeg får lov til at møde. Fordi det er nogen vildt dejlige og engagerede mennesker, der som forældre har arbejdet et helt liv med udviklingshandicap.

- Selvfølgelig er det ikke hver gang, at tingene lykkes. Der er nogle gange, hvor man ikke rigtigt kan bidrage, fordi nogen ikke kan bruge den viden, man har. Jeg kan jo have nogle idéer om, hvilken vej de skal gå, og den vej vil de ikke gå. De vil fastholde deres eget spor, og det, mener jeg måske, er en blind vej. Og så må man jo bare trække sig tilbage, for det er dem, man skal betjene, det er ikke min forfængelighed. Derfor bliver formødet også så vigtigt, for det møde skal jo forebygge uenigheden om, hvilken vej vi skal gå. Så vi går vejen sammen, det er jo det, der er kundskaben som bisidder.

Kan du fortælle om en situation, hvor du oplevede at gøre en forskel?

- Jeg kan ikke give dig et konkret eksempel, men glæden ved at lave en evaluering bagefter, hvor familien siger til mig som bisidder: ”Ved du hvad, det var sørme godt, at Lev havde en bisidder. Det var dejligt, at du var her”. Det er rigeligt! Det er livsbekræftende. At man gav dem den tryghed ved at være der. Men jeg vil også sige, at man som bisidder i Lev får noget forærende bare ved hjælp af navnet Lev. Der er stor respekt for Lev alle steder, og det er min oplevelse, at det bidrager til at få en løsning på plads.

Har du et godt råd til andre frivillige eller personer, som overvejer at blive frivillige i Lev?

- Jeg har i hvert fald to tidligere kollegaer, som også er blevet bisiddere i Lev, og jeg tror, at de nyder det lige så meget som mig. Så rådet er vel, at man kontakter Lev, hvis man overvejer at kaste sig ud i rollen som bisidder.

- Mange af os, der er bisiddere i Lev, har jo arbejdet et helt liv med udviklingshæmmede på en eller anden måde. Der er en kærlighed til dem, der sådan er lidt skæve. Så har man det sådan, er der meget at hente som bisidder i Lev.