Susanne B. Andersen - kredsformand i Lev Viborg

Af Camilla Overgaard Nielsen, udviklingskonsulent i Lev

Hvad går dit frivillige arbejde i Lev ud på?

- En lille del af det er at være formand for bestyrelsen i Lev Viborg. Altså at sørge for bestyrelsesmøder, sørge for at tage punkter op på dagsordenen, som er aktuelle, og som er nærværende for den kommune, vi nu bor i. Det er et vigtigt arbejde, men det er det, jeg bruger mindst tid på faktisk. Det, jeg bruger mest tid på som Lev formand, er at tegne eller bane vejen for den gruppe, vi nu repræsenterer i Lev, altså mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. Det gør jeg i Udsatterådet og Handicaprådet. Hvis der eksempelvis diskuteres handicapparkeringspladser i Handicaprådet, gør jeg opmærksom på, at der jo er en gruppe mennesker, som aldrig kommer til at køre i bil selv, og de skal også kunne komme rundt i byen. Det er jo ikke ond vilje, men en manglende viden om den gruppe Lev repræsenterer, som gør, at mennesker med udviklingshæmning ikke altid tænkes med.

- Der er to ben i Lev-arbejdet. Det politiske arbejde, som udover at repræsentere Lev i Udsatte- og Handicapråd og være i dialog med kommunen generelt, kan handle om at kommentere et læserbrev i avisen, selv skrive et osv. Det andet ben er mere kulturelt. For eksempel at sørge for at mennesker med udviklingshæmning også får en festivaldag under Snapstinget, Viborgs festuge, eller sørge for at der er aktiviteter på tværs af institutioner og bosteder. Sørge for at man mødes. - Derudover er der det seneste års tid kommet et tredje element med i Lev-arbejdet, som handler om diverse henvendelser fra medlemmer og andre pårørende, der undrer sig over noget og søger svar hos Lev, det vil altså i Viborg sige mig. Nogle gange må jeg henvise til Levs rådgivning, men ellers forsøger jeg at agere brobygger i forhold til kommune eller personale. I første omgang tænker jeg jo, at det er de involverede, som skal snakke sammen. Og hvis det er svært, går jeg måske med til mødet. Men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er en ekstra sagsbehandler i Viborg Kommune. Jeg vil til gengæld gerne bidrage til at finde en løsning. Så det jeg kan, det er at drikke kaffe med den pågældende, og så kan jeg sige, ”ved du hvad, jeg synes godt nok du har meget at slås med her. Jeg tænker, at hvis det var mig, så ville jeg bede om at få noget hjælp til det og det, og så ville jeg ringe til Levs rådgivning.” Altså, hjælpe folk med at få tingene placeret. Jeg drikker meget kaffe med nogen!

Hvordan kom du i gang med dit frivillige arbejde i Lev?

- Jeg var i sin tid med til at starte Havredal Gl. Skole i Karup, som er en landbrugsskole drevet af Ligeværd. Da Kasper, min søn med udviklingshandicap, var helt lille, kunne jeg jo godt se, at der var noget med ham. Og den forening, der sagde mig mest, var Ligeværd. I forbindelsen med opstarten af Havredal havde Ligeværd brug for at lave en lokalafdeling i Viborg. Jeg var omkring 25 på det tidspunkt og kom med i bestyrelsen med det samme. Det var nogle sindssygt engagerede mennesker, der var med til at starte den skole op. De rejste til Bruxelles for at hente penge og var i Folketinget osv., og jeg kunne jo slet ikke følge med. Jeg var nyuddannet pædagog og mor til 3! Så på et tidspunkt meldte jeg mig simpelthen ud af det. Jeg fulgte i stedet området fra sidelinjen i en årrække. I forbindelse med et kommunalvalg var jeg så med til nogle politiske møder, hvor Lev var markante. Her havde jeg stillet nogle spørgsmål, og det havde nogen i Lev Viborgs bestyrelse lagt mærke til. Så efter et par dage blev jeg ringet op, om ikke jeg kunne tænke mig at stille op til bestyrelsen. Det sagde jeg ja til. Efter kort tid endte jeg så som formand, og det har jeg efterhånden været i nogle år.

Hvor længe har du været frivillig i Lev?

- Det har jeg været i fem-seks år. Men jeg har vel nærmest altid været frivillig i en eller anden sammenhæng. Jeg er jo heller ikke kun frivillig i Lev. På lørdag skal jeg for eksempel være med til at bage pandekager på torvet i Viborg, fordi vi har en fest for børn. For mig handler det om, at har jeg fri, og skal jeg ikke noget andet, og har nogen brug for, at jeg gør noget, og kan jeg det, så gør jeg det. Så er den egentlig ikke længere.

Laver du det samme nu, som da du startede?

- Både ja og nej. Jeg er mere aktiv i forhold til de udadvendte aktiviteter, som Lev Viborg deltager i. Der er det noget andet at være formand, hvor man ligesom tegner foreningen udadtil, frem for menigt bestyrelsesmedlem. Som formand bliver man ringet op af folk, der har brug for Levs hjælp, og man bliver ringet op af journalister. Men mine holdninger og meninger om, hvordan mennesker skal være sammen, er jo de samme. Det er jo egentlig bare dem, jeg forsøger at bære tydeligere frem nu. Nu er det mig, der bærer dem i min egenskab af formand. Og der er en forventning om, at formanden deltager og er aktiv. Det er i hvert fald min fornemmelse. Jeg hedder jo heller ikke Susanne Andersen længere i de sammenhænge, men Susanne, Lev!

Hvilken betydning har det, at dit frivillige arbejde handler om mennesker med udviklingshandicap?

- Altså for mig har det størst betydning, at det handler om mennesker. Som sagt er jeg jo også frivillig, når det handler om børn. Det kunne såmænd også have været i forhold til udsatte. Det ligger ikke lige for at komme i kontakt med Lev, hvis man ikke har en familiær eller faglig relation, synes jeg. I vores familie har vi Kasper. Det kan da godt være, jeg var kommet med i Lev, hvis jeg var blevet spurgt på den rigtige dag, men det ville ikke være min første tanke. Men personligt bruger jeg meget – også i Lev – at sige, at det handler om mennesker. Det handler ikke om, at man er udviklingshandicappet, det handler ikke om, at man mangler et ben eller en arm. Det handler om, at man er menneske… og så er man udviklingshandicappet, eller hvad det nu er. Det kommer ikke først i mit hoved.

Hvad bringer du ind i dit frivillige arbejde?

- Det er energi. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og så tænker jeg kreativt og får nogle vilde idéer, det bringer jeg også med. Det gør jeg brug af, når der skal findes muligheder og løsninger. Og jeg elsker faktisk at se løsninger. Jeg tror simpelthen på, at vi kan blive syge af at sidde og pille i vores egen navle og fortælle hinanden, hvor dårligt vi har det. Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får det godt af det.

Hvad giver det dig at være frivillig i Lev?

Det giver mig i hvert fald en masse kontakter. Det giver mig en hel masse arbejde. Men det giver mig også en hel masse fede oplevelser. Altså det der med som forælder at opleve sit barns første skridt. Det føler jeg, at jeg oplever syv gange om året ved forskellige lejligheder, hver gang jeg er med til at lave et arrangement. Den der helt enorme glæde af, at det lykkes. Og den glæde er jo kun større, når man kan dele den med andre. Der er jo ikke meget ved at sidde i sit eget fedt og glæde sig. Men at kunne sige til hinanden, vi gjorde det! Det bliver man helt høj af. Der bliver endorfinerne i hjernen lige frigivet. Det er jo noget med at give, og så få noget igen. Det er ikke noget, der går ind på bankkontoen, det er ikke noget, der som sådan går ind på selvværdskontoen. Nej, det er på den der ”vi-måde”. Vi gjorde! Den tror jeg, vi som mennesker har brug for at få fyldt op. Derfor er det også så vigtigt for mig, at vi hele tiden tænker på, at vi skal gøre noget sammen.

Kan du fortælle om en situation, hvor du oplevede at gøre en forskel?

- Jamen, det gjorde jeg i går til vores festival, ”Snapsting med Handicap”. Det, at vi gjorde det. Det nemmeste i verden er jo at lade være. Men ja, mine fødder var kogt op, da jeg kom hjem, og ja, jeg var træt, men igen, vi gjorde det!

- Men helt generelt synes jeg, at Lev gør en forskel. Det har vi gjort i socialpolitikken sådan overordnet i Viborg. Vi har for eksempel været aktive omkring hjertestartere på bosteder. Hvorfor skal de hænge inde på bostederne, hvorfor skal de ikke hænge udenfor, så de er en del af lokalmiljøet? Tænk hvis naboen kan sige, ”hvor er det trygt at bo op ad det her bosted, for de har en hjertestarter, som er tilgængelig”. Det italesatte vi i Lev og fik faktisk stoppet socialudvalget i at hænge dem op inde på institutionerne. Tænk sig, hvis vi kunne bidrage til, at det blev opfattet som en ressource at have en institution som nabo. Det vil da være at gøre en forskel.

Har du et godt råd til andre frivillige eller personer, som overvejer at blive frivillige i Lev?

- Så må det være ud fra den der med, gør det! Bare kom i gang! Alle kender jo Morten og Peter. Nogle er lidt dårligere fungerende, nogle er ligesom Morten og Peter, dem kan vi jo alle sammen holde af og grine med. Og hvad er egentlig det værste, der kan ske? Og så skal man lade være med at tro, at man skal gøre en hel masse. Vi skal jo faktisk bare være og være med. Så vi skal lægge vores forbehold væk, alle de der ”hvad nu’er”. Der er ikke noget at være bange for, det er nok egentlig det, jeg vil sige.