Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Mød en frivillig: Anna Marie Brixtofte, mediator i LEVs samtalegrupper for voksne søskende

Anna Marie Brixtofte er frivillig mediator i LEVs samtalegrupper for voksne søskende til udviklingshæmmede. Anna Marie faciliterer samtalerne og skaber rum for ærlige snakke om de erfaringer, tanker og bekymringer, der kan følge med at have en udviklingshæmmet bror eller søster.

NYHED

Af Camilla Overgård Nielsen, organisationskonsulent i LEV 

Hvad går dit frivillige arbejde ud på?
- Jeg arbejder som mediator i LEVs samtalegrupper for voksne søskende i henholdsvis Østsjælland og Østjylland. Flere har gennem årene efterspurgt et forum for søskende til udviklingshæmmede, fordi de har manglet et sted at tale om de udfordringer – det livsvilkår – der kan være forbundet med at have en udviklingshæmmet søskende. Vi har måske naturligt en tendens til at fokusere på forældrene, som får et barn med udviklingshæmning, men en familie er jo en dynamisk enhed, og der indgår søskende som en del af den enhed, og de bliver selvfølgelig påvirkede af det forhold at have søskende med udviklingshæmning.

- Det er mennesker, som virkeligt tænker over tingene, der er med i grupperne. De har gjort sig en del overvejelser over det liv, de har, og måske også det liv, de får i forbindelse med, at deres forældre engang falder væk. Jeg tror, det er vigtigt for gruppernes medlemmer, at de har et rum, hvor der er andre, der kan høre og give plads til nogle følelser og tanker, som man ikke kan lufte i hverdagen, og som andre mennesker, der ikke har oplevet at have en udviklingshæmmet søskende, slet ikke kan sætte sig ind i. 

Hvordan kom du i gang med dit frivillige arbejde i LEV?
- Det er jo i tråd med det arbejde, jeg altid har haft. Jeg er uddannet psykolog, og lige fra jeg var helt ung, hvor jeg tilfældigt kom til at arbejde med udviklingshæmmede, blev jeg interesseret i området. Og da jeg først var indenfor feltet og begyndte at tænke på lighed og ulighed, så har jeg nærmest følt det som en forpligtelse at blive ved med at arbejde med noget, som jeg synes er vigtigt. Men mit arbejdsliv var ved at slutte, og jeg er sådan et lidt rastløst menneske, så jeg tænkte, at jeg skal altså stadig lave et eller andet for den her målgruppe og ringede så til LEV. Her blev jeg først tilknyttet LEVs bisidderkorps, og senere blev jeg så spurgt, om jeg også ville være mediator for søskendegrupperne.

Hvor længe har du været frivillig?
- Jeg tror, det er seks år nu.

Laver du det samme nu, som da du startede?
- Ja, det gør jeg. Jeg kom som sagt ikke ind i disse søskendegrupper med det samme, men det lå lige til højrebenet, at jeg skulle være med til at starte det op. Det har dog ikke kørt så stabilt, som vi kunne ønske. De mennesker, som er en del af LEVs søskendegrupper, det er jo mennesker, som enten er i gang med et krævende studium eller har et job og jo også skal passe en kæreste eller en familie, og oveni – det har jeg oplevet fylder meget i grupperne – har de været optagede af deres forældres mange overvejelser og bekymringer og de udfordringer, som deres forældre bliver ved at have i forhold til deres søskende. Så selvom der er et behov, kan det være svært at passe ind i en travl hverdag.

Hvilken betydning har det, at dit frivillige arbejde handler om mennesker med udviklingshæmning?
- Jeg synes, at arbejdet i LEV er meget vigtigt. For jeg synes jo, uden at blive alt for politisk, at vi befinder os i en tid, hvor vi taler meget om vækst og robusthed på arbejdsmarkedet, og jeg mener jo, at der altid vil være en fare for nogle glidebaner, når alt måles i tal. Men der er et gammelt ordsprog, der siger, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste, og det er en forpligtelse, vi skal leve op til.

- En del udviklingshæmmede har heldigvis mulighed for at melde sig ind i for eksempel ULF og være med til at tale deres egen sag, men der er også en stor gruppe, som ikke har den mulighed. Der mener jeg, at vi har en pligt til at gøre noget, os der er inden for feltet. Mange mennesker har nok slet ikke fantasi til at forestille sig, hvor dårligt fungerende mennesker med udviklingshæmning kan være. Dem har vi en pligt til at tale for og tage os af. 

Hvad bringer du ind i dit frivillige arbejde?
- Jeg kommer jo med mig selv, kan man sige. Altså, jeg har nogle holdninger til tingene og gør mig mange tanker om det samfund, vi har. Selv om vi på mange måder har et lige samfund, så er der alligevel skævheder og uligheder, og det gør jo nok, at jeg har en større opmærksomhed over for de søskende, som bokser med noget, som andre ikke rigtig er optaget af eller kan sætte sig ind i. Flere i samtalegrupperne har også sagt, at de ikke rigtig oplever at blive hørt af venner og bekendte, når de er udfordret. Men fordi mit interessefelt er udviklingshæmning, så føler de, at her er én, som faktisk interesserer sig for området og synes, det er vigtigt, og det er med til at skabe et fortroligt rum. Jeg synes, at jeg trækker på erfaringer fra mit arbejdsliv, fordi jeg jo har arbejdet inden for området i så mange år. Det der er godt ved at være mediator, det er i virkeligheden at skabe et rum, hvor de deltagende søskende kan sparre med hinanden, hvor én giver en anden en idé. Sådan at man er med til – ikke altid de store udviklinger – men alligevel at flytte nogle ting. Vi gør ofte det, vi plejer, men at blive klar over, at sådan behøver det ikke være, synes jeg er væsentligt.

Hvad giver det dig at være frivillig i LEVs søskendegrupper?
- Jeg synes, at det er et vigtigt arbejde. Fordi jeg har oplevet, og det kom nok alligevel lidt bag på mig, hvor voldsomme følelser de her søskende kan sidde med. Jeg tænker flere gange på det som en gryde, der er ved at koge over, som længe har stået og piblet under låget, og så kommer det ud for fuld drøn, når vi samles. Der bliver for eksempel sagt ting, som ville være fuldstændig forbudte i andre sammenhænge, men her har vi skabt et rum, hvor der er tillid og troen på, at jeg selvfølgelig har tavshedspligt, og at de andre i gruppen også har, så det der bliver sagt, det kommer ikke videre. Det, synes jeg, er værdigfuldt at bidrage til.

Kan du fortælle om en situation, hvor du oplevede at gøre en forskel?
- Jeg synes ikke, at der er en enkelt situation. Jeg synes mere, det er det der med, at nogle lige pludselig har fået en ny idé eller erkendelse. At de her selvhjælpsgrupper betyder noget, fordi man der har gået og tænkt, at jeg er den eneste, der har det her mærkelige liv med min udviklingshæmmede bror eller søster, og så opleve, det er jeg jo ikke. Også fordi det er mit indtryk, efter vi har været sammen, at så har de lavet en Facebookgruppe og snakket videre om tingene. Det er vigtigt, at have nogle fællesskaber, hvor man føler sig hørt. Og det tror jeg faktisk, nogle af dem har fået.

Har du et godt råd til andre frivillige eller personer, der overvejer at blive frivillige i LEV?
- Altså, det gode ved at være frivillig, det er nok den fornemmelse af, at det er frit, og at du selv vælger det. Fordi ligegyldigt hvor frit et job, du har haft i dit arbejdsliv, så er der bare nogle gange nogle arbejdsopgaver, hvor man siger ”åhh”. Men som frivillig har jeg selv valgt det og går ind i det 100 procent. Frihed er en stor værdi både for en pensionist som mig, men sikkert også for andre, som brænder for at lave noget andet, end det de gør i deres hverdag. Frihed til at have en niche, hvor man siger, at det her, det er en sag, jeg brænder for, så det gør jeg! Frivillighed kan jo være noget underligt noget, fordi man kan føle, at man står overfor en opgave. Samtidig så synes jeg, at når man så er i gang med opgaven eller færdig med den, så opleves det som en kæmpe gave. Jeg har været der for nogle andre, som har haft gavn af min tilstedeværelse.

 

BOKS

SAMTALEGRUPPER FOR SØSKENDE

Landsforeningen LEVs tilbud om samtalegrupper for voksne søskende findes i Østjylland og Østsjælland. Samtalegruppen giver voksne søskende mulighed for at dele tanker, erfaringer, bekymringer og handlemuligheder i forhold til at have en bror eller søster med udviklingshæmning – alt i et uformelt og fortroligt forum med professionel facilitering af en psykolog, men der vil ikke være tale om psykologsamtaler eller behandling.

På møderne kan eksempelvis drøftes betydningen af have en bror/søster med udviklingshæmning, opvækst, og hvordan man ser sig selv som søskende, når ens forældre ikke længere kan tage sig af bror/søster med handicap. Tilbuddet er gratis. Eneste krav til deltagerne er at være søskende til en person med udviklingshæmning. Begge grupper optager løbende nye deltagere.

Spørgsmål og tilmelding kan rettes til Sonja Pelle Nielsen i LEVs sekretariat på 3635 9696 eller spn@lev.dk.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4 2018

Læs mere
Læs hele bladet her

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.