Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Præcisering af regler om førtidspension vedtaget i folketinget

Beskæftigelsesministeriet har netop udsendt pressemeddelelse i forbindelse med, at et flertal i folketinget har vedtaget en præcisering af reglerne for tilkendelse af førtidspension. 

NYHED

Så blev præcisering af reglerne om førtidspension vedtaget af et bredt flertal. Alle partier stemte for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF) om end partier som SF og Enhedslisten under debatten i folketinget udtalte, at man gerne så, at ændringen havde været mere vidtgående. Fremfor en ændring er der først og fremmest tale om en præcisering af reglerne, idet det i lovgivningen slås fast, at der godt kan bevilges førtidspension uden et forudgående ressourceforløb. 

Det hedder i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse: 

"Med de nye regler er det præciseret, at kommunerne i nogle tilfælde godt kan give borgere en førtidspension, uden at borgerne først har været i ressourceforløb. Det er også gjort klart, at det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunerne kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen. 

Flere kommuner har netop været i tvivl om, hvilke krav der skal opfyldes, for at kommunerne kan tilkende borgere en førtidspension. Det fremgik af en evaluering, der kom tidligere på året, og som danner baggrund for lovforslaget."

Dengang som nu var det LEVs vurdering, at den præciseringen var et sympatisk, men utilstrækkeligt skridt i den rigtige retning. Vi er bekymret for, at der stadig vil være unge med udviklingshæmning, som kommer i klemme i reglerne. Landsformand Anni Sørensen udtalte dengang i forbindelse med LEVs høringssvar: 

"Den centrale årsag til problemerne på dette område skal findes i den nuværende lovgivnings formulering om, at et ressourceforløb skal tilkendes, hvis det ikke helt kan udelukkes, at arbejdsevnen kan forbedres. Her bør lovgivningen rumme en mere tydelig skelnen imellem begreberne arbejdsevne og forsørgelsesevne, samt en præcisering af, at det ikke er tilstrækkeligt, at arbejdsevnen kan udvikles. Den skal også kunne udvikles til et niveau, hvor der er realistisk mulighed for, at den kan anvendes som grundlag for selvforsørgelse."

LEV vil i tiden fremover følge udviklingen i antallet af tilkendte førtidspensioner til mennesker med udviklingshæmning for at vurdere effekten af lovændringen. 

Læs mere
Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Nyhed med LEVs høringssvar og vurdering af lovforslaget

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.