Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Danske spejdere knokler for at indsamle penge til gavn for børn med udviklingshandicap i Ghana

I denne uge er det Spejderhjælpsuge. Overalt i landet udfører danske spejderkorps forefaldende opgaver, der kan samle penge ind til projektet ’Alle børn fortjener en ven’. Et projekt som Lev, Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer er en del af.

NYHED


Grisemassage, lugning af haver og pudsning af sølvtøj – der bliver knoklet i Klitmøller, hvor lokale spejderkorps udfører en masse forskellige opgaver for at samle penge ind til projektet ’Alle Børn fortjener en ven’, der har til formål at skabe inklusion for børn med udviklingshandicap i Ghana. Et projekt, som de er glade for at bidrage til blandt spejderne i Klitmøller fortæller spejderleder, Janne Bauer.

- Vi synes at det er et rigtig fint projekt og er glade for, at vi som spejdere er blevet præsenteret for projektet via Spejderhjælpen. Vi kan forstå, at det er tabu belagt at være udviklingshandicappet i Ghana og vi synes, at ideen med at spejderne i Ghana bidrager med at skabe venskabsordninger er en god ide. 

Et vigtigt samarbejde. En nødvendig indsats.
Projektet kører på sit andet år og er et samarbejde mellem Lev, Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer. Tidligere i år tog Landsformand i Lev, Anni Sørensen, til Ghana sammen med Hanne Friis Kaas, der sidder i bestyrelsen i Spejderhjælpen. Her oplevede landsformanden ved selvsyn det store behov for at støtte de pårørende og skabe fællesskaber for børn med udviklingshandicap i Ghana.

- Det var barske forhold, jeg oplevede i Ghana. Mange mennesker med udviklingshandicap har meget begrænset mulighed for at leve et godt liv. Mange steder mødes familierne med fordomme og modstand, og der er ingen støtte til familierne, som ofte bliver helt ekskluderede fra lokalsamfundet. De familier har hårdt brug for al den hjælp, de kan få. Derfor er denne indsats, som Lev er en del af, så enormt vigtig, pointerer Anni Sørensen.

En større forståelse for livet med udviklingshandicap
Lev har en lang erfaring med udviklingsarbejde blandt andet i Ghana til gavn for mennesker med udviklingshandicap. Men det er første gang, at Levs arbejde på det internationale område sker i et samarbejde med en dansk organisation som Spejderhjælpen. Og i Klitmøller er Jane Bauer glad for, at dette projekt kan give spejderne en dybere forståelse for inklusion for mennesker med udviklingshandicap både i Danmark og i Ghana.

- Det er jo forbilledligt at kunne inkludere andre mennesker - også dem med et udviklingshandicap. Når vi fortæller vores spejdere, om hvad det er de tjener penge ind, så håber vi på at kunne skærpe deres forståelse for vigtigheden af der skal være plads til alle mennesker, fortæller hun.

Et videre samarbejde mellem spejderne og Lev
Projektet ’Alle børn fortjener en ven’ løber frem til 2023. Ambitionen med projektet er at skabe initiativer, der kan bidrage til at skabe flere sociale fællesskaber for mennesker med udviklingshandicap i Ghana samt at hjælpe og støtte de pårørende i lokalsamfundene. Efter projektet er afsluttet, kan Jane Bauer godt se potentiale for et videre samarbejde med Lev om at skabe sociale fællesskaber til gavn for mennesker med udviklingshandicap, fortæller spejderlederen fra Klitmøller.

- Jeg tror, at vi alle kender en der lever med et udviklingshandicap. Og måske allerede har eller har haft ham eller hende med i spejdergruppen. Det ville være godt med noget støtte og mere viden f.eks. i samarbejde med Lev. Det vil kræve flere ledere med uddannelse inden for området. Måske vil det være et godt sted at starte med at tage fat.

Læs mere
Læs mere om Spejderhjælpen og Spejderhjælpsugen her
Læse mere om projektet ’Alle børn fortjener en ven’ her.

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.