Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Kend dine grænser

Ny kampagne i kampen mod seksuelle krænkelser af børn og unge med kognitive funktionsnedsættelser

NYHED

Børn og unge med kognitive funktionsnedsættelser, som ADHD, autisme og udviklingshandicap, har en markant forhøjet risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Nye tal viser, at risikoen er tredobbelt i forhold til jævnaldrende med samme sociale baggrund (Christoffersen, VIVE juli 2020).

ADHD-foreningen går nu i samarbejde med Lev til kamp mod tallene med en kampagne målrettet børnene og de unge. Formålet er at styrke børn og unges evne til at sætte grænser for sig selv og andre i forhold til grænseoverskridende adfærd og seksuelle krænkelser.

Lærke har mødt en fyr på internettet. De skriver sammen hver dag. Lærke er glad, for hun savner at have en kæreste og vil gøre mange ting for at få en kæreste. Han hedder Anton og skriver, at Lærke er smuk. Men kan Lærke egentlig vide, hvem Anton er, når de aldrig har mødt hinanden? Og skal hun sende de billeder af sig selv, som han beder om? Dilemma fra kampagnefilm

Materialet består af debatskabende dilemmafilm, fortællinger og læringsaktiviteter, der øger barnets og den unges selvindsigt, styrker evnen til grænsesætning og tilbyder mestringsstrategier. Hjemmesiden er bygget op over følgende fire temaer:

  • Grænser (Mine grænser, andres grænser. Hvorfor skal jeg sætte grænser og hvordan?)
  • Mig og min krop (Fra barn til ung. Retten til sin egen krop)
  • Mig og de andre (At være venner. At være kærester. At være forelsket. Dem jeg kender. Dem, jeg ikke kender)
  • Mit liv på nettet (Venner på nettet. Kærester på nettet. Deling og sikkerhed på nettet)


Find alle kampagnens film og materialer her: kenddinegraenser.adhd.dk

”Vi hører desværre alt for tit, at børn og unge ender i ubehagelige situationer, hvor deres grænser bliver overskredet. Derfor ønsker vi med denne kampagne at være forebyggende og styrke børn og unge i at vurdere deres situation bedre – og få sagt fra inden noget går galt”, siger projektleder i ADHD-foreningen Anna Furbo Rewitz.

Målgruppen for hjemmesiden er børn og unge på ca. 10-18 år med kognitive funktionsnedsættelser, som ADHD, autisme og udviklingshandicap. Hjemmesiden er samtidig for alle voksne omkring målgruppen – dvs. forældre, plejeforældre, lærere, pædagoger, seksualvejledere m.fl.

”Vi har manglet relevant materiale til målgruppen af børn og unge med forskellige handicaps. Det er særdeles vigtigt, at også børn og unge med handicap får mulighed for at arbejde med grænsesætning, krop og følelser. Med Kend Dine grænser finder vi et overskueligt materiale, som er praksisnært i vores hverdag. Videoerne er rigtig gode, her kan børn og unge relatere sig til de episoder, som på en meget konkret måde udspiller sig. Desuden er spørgsmålene, der er rettet til videoerne, meget anvendelige”. Morten Erlang Sørensen og Marlene Linnebjerg Kudsk, seksualvejledere i Københavns Kommune

Store dele af hjemmesiden kan anvendes af børn og unge selv. Det gælder især for filmene. Men det vil give størst udbytte, at børn og voksne kigger på materialerne sammen og har mulighed for at samtale om indhold og budskaber. Den voksne kan være med til at guide og støtte børn og unge i at anvende materialet og samtale om de spørgsmål og dilemmaer, som filmene lægger op til. Det kan være privat, i skolen eller i institutionen.

Kampagnen er udarbejdet i et projekt med støtte fra Socialstyrelsen under puljen ”Forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap”. Projektleder: ADHD-foreningen. Samarbejdspartner: Lev. Producent: Feldballe Film & TV.

Kontakt: Direktør i ADHD-foreningen, Camilla Louise Lydiksen, cl@adhd.dk, Tlf. 2819 1918

Læs mere
Kend dine grænser

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.