Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Corona-nyt

Hvornår får man det 3. stik? Hvordan er reglerne for besøgende? Vi har forsøgt at samle de aktuelle corona-regler på det sociale område.

NYHED

Hjælp til at blive vaccineret - Røde Kors' vaccinations-hjælpelinje

Der er fra denne uge oprettet en ny landsdækkende hjælpelinje drevet af Røde Kors, som man kan ringe til og få hjælp til at blive vaccineret. På vaccinationshjælpelinjen kan man nu bl.a. booke en frivillig ledsager, hvis man ikke selv har mulighed for at komme afsted til vaccination.

Personale på f.eks. et botilbud, en pårørende, frivillig eller lignende vil også kunne booke på borgerens vegne. Hjælpelinjen vil også kunne informere om, hvor man lettest bliver vaccineret i sit nærområde.

Hjælpelinjen har telefonnummer 3529 9660 og er åben for opkald dagligt mellem 10 og 16.

Ny tabletbehandling mod Covid19 - et tilbud til smittede personer i øget risiko

Tabletbehandlingen mod covid-19 er en ny behandling, som kan nedsætte risikoen for et alvorligt forløb med covid-19 hos personer med øget risiko. For at være i målgruppen skal man være testet positiv for covid-19 med PCR-test, være i øget risiko for alvorligt sygdomsforløb med covid-19 og have symptomer på covid-19 i højst 5 dage.

Det er som udgangspunkt den praktiserende læge, som endeligt vurderer, om du kan tilbydes tabletbehandling og som udskriver. I enkelte tilfælde, hvis ens primære kontakt er på et ambulatorie – kan de have mulighed for at udskrive præparatet. Behandlingen med tabletter er vederlagsfri.

Mulighed for daglige selvtest på sociale tilbud

Der uddeles fremover selvtest til medarbejdere i ældreplejen og på sociale tilbud, hvor der er sårbare borgere, samt til besøgende på plejehjem og sociale tilbud. Selvtestene bliver udrullet på sociale tilbud og i ældreplejen i samarbejde med KL og kommunerne.

Det forventes, at kommunerne kan gå i gang med indsatsen med gratis selvtest for ansatte og besøgende allerede fra mandag den 20. december. Otte millioner selvtest forventes at være fordelt til kommunerne senest 19. december.

Restriktioner på social- og ældreområdet

På sociale tilbud og plejehjem m.v. gælder et krav om, at besøgende, frivillige og andre mere løst tilknyttede personer skal kunne fremvise coronapas, og et krav om, at besøgende m.v. og ansatte skal anvende mundbind eller visir. Kravet om mundbind eller visir gælder for personer over 12 år på sociale tilbud, hvor tilbuddets ledelse vurderer, at der er særligt sårbare beboere eller brugere, og på plejehjem m.v. på indendørs fællesarealer, hvor offentligheden har adgang.

Kravet om coronapas og om mundbind eller visir gælder ikke for brugere og beboere, og gælder heller ikke på beboerens eget værelse/lejlighed. Hvis man af helbredsmæssige årsager ikke kan bruge mundbind, skal man i stedet for bruge visir. Man er kun fuldt undtaget, hvis man hverken kan bære mundbind eller visir.

Selvtest for ansatte hos for borgere med hjælperordning (kontant tilskud til ansættelse af hjælpere eller BPA)

Borgere, som har en hjælperordning efter servicelovens §§ 95 eller 96,S gælder der særlige forhold for. Særligt i ordninger, hvor borgeren selv eller en nærtstående er arbejdsgiver for hjælperne, kan det være relevant, at der indgås en mere fast aftale med kommunen, hvis test er svære at skaffe. Kommunen skal dække udgifterne til test-kits efter udmålingsbekendtgørelsens regel om direkte og indirekte udgifter forbundet med den enkelte hjælperordning.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.