Af Arne Ditlevsen | Foto: Rasmus Laurvig/Byrd

Forholdene er ydmyge, når man ankommer til Sølund Musik-Festivals hovedkvarter i Skanderborg. Jeg må ringe efter lidt hjælp for at finde festivalens lokaler, nede i kælderen. Her styrer Lasse Mortensen den festival, han selv var med til at starte i 1986.

Der er intet ydmygt over ham. ”Verdens største festival for mennesker med udviklingshandicap” er festivalens slogan, og det får Lasse Mortensen nævnt en del gange.

Vi mødes dagen efter, at corona-retningslinjerne for sommerens festivaler er meldt ud. Sølund har måttet kaste håndklædet i ringen: Der bliver ingen festival i år.

Det giver travlhed, men ikke lige den form for ’forventningens-glæde-travlhed’, der plejer at præge festivalens kontor en måned før, den normalt bliver skudt i gang.

Voldsom reaktion

-Vi er simpelthen blevet tæppebombet med triste beskeder, efter vi meddelte, at der ingen festival bliver i år. Telefonsvareren er fyldt konstant. Folk græder og er ulykkelige, og journalister vil have en kommentar, fortæller Lasse Mortensen.

De voldsomme reaktioner siger en hel del om festivalens betydning for mange mennesker med udviklingshandicap. Lasse Mortensen er i hvert fald ikke i tvivl.

- Sølunds-festivalen er måske Danmarks vigtigste festival. Netop fordi vores kunder kommer på festivalen, år efter år, for at være sammen om musik og kærlighed og venskaber. Derfor er det enormt hårdt for vores borgere at være i en coronatid. For de har simpelthen ikke styrken til at kunne aktivere sig selv, som vi andre kan.

Opvokset med gøgl og gejl

Den første Sølund-festival i 1986 havde Bamses Venner og Henning Stærk Band som hovednavne.

Lasse Mortensen, dengang bare 30 år og ny sygeplejerske i Landsbyen Sølund, blev spurgt, om han ville være med.

- Jeg havde været med i mange regatta og byfester, fordi min far var foreningsmand, restauratør og værtshusholder. Jeg er flasket op med gøgl, tant og fjas og tivoli. Det hørte mine kolleger på Sølund om, og så antastede de mig en oktoberdag, jeg kan tydeligt huske det - ”er det dig, der er blevet sygeplejerske på Sølund…”

Efter en del pres gik Lasse ombord: - Jeg kunne se, at der var så mange fodfejl – alt for meget snak, alt for lidt handling! Det var ikke et mål i sig selv, at det skulle udvikle sig til verdens største festival for udviklingshæmmede. Det havde vi ikke en kinamands chance for at forudse. Heller ikke at vi blev Danmarks bedst sælgende festival. Vi solgte, da vi toppede, 14.000 dagsbilletter rask væk på fire timer på vores billetnet! Det viser bare, hvor stort behovet var og stadig er, siger Lasse Mortensen.

Som 66-årig nærmer tiden sig også, hvor Lasse Mortensen skal tænke på tiden efter arbejdslivet: ”Jeg har ikke en klar afviklingsplan, hvis jeg skulle stoppe med at lave festival i morgen, men jeg brygger på en. Det bliver inden for de næste par år.” - Foto Rasmus Laurvig/Byrd

En festival for alle

Men kan en så stor festival, hvor alle gæster har et udviklingshandicap, medvirke til at cementere en eksklusion fra det øvrige samfund? Lasse tænker sig længe om, før han svarer:

- Vi har tænkt de tanker ind i mellem – at vi måske fastholder gæsterne i en bestemt gruppesammenhæng, en antiinklusion. Men når vi åbner op 1. dag med gratisarrangementer, hvor der kommer op mod 10.000 gæster fra hele Skanderborg - det, vi kalder Tov’li Tirsdag - skal de følgende to dage være tilegnet mennesker med udviklingshandicap.

Vi har jo oplevet, at udviklingshandicappede på andre festivaler bliver skubbet bag i køen, fordi de ikke er hurtige nok til at stå frem. Her har vi valgt, at de fleste, der er her, skal være mennesker med udviklingshandicap, og det skal være på deres præmisser, siger Lasse Mortensen.

Birthe er stadig star

Lasse Mortensen beholdt sit arbejde som sygeplejerske i Landsbyen Sølund frem til 2005, dog på nedsat tid. Ud over at være talsmand og leder har han deltaget i de fleste arbejdsopgaver på festivalen. Nu er hans fokus booking af bands.

Musikgenren på Sølund-festivalen har altid været bred – fra dansktop til rå rock. Og det er helt bevidst:

- Hvis vores gæster den ene gang om året skal ud til så stort et arrangement, og gerne vil høre Birthe Kjær, så skal de have Birthe, hvis det er muligt. Vi skal ikke være musikpoliti.

De lokale bakker op

Sølund Musik Festival har et tæt forhold til både byen Skanderborg og Landsbyen Sølund, som er Danmarks største bosted for mennesker med udviklingshandicap.

- Vi føler en forpligtelse til at have Sølund integreret i projektet og festivalen integreret i byen. Det gør vi blandt andet med Tov’li Tirsdag, men der er også andre arrangementer, vi står for. Vi laver Dyrehavemarchen, som er for udviklingshæmmede og deres ledsagere samt 10. klasserne i Skanderborg.

Cirka 200 elever kommer hvert år og er med til at gå march. Der får de også et billede af, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet i Danmark, og hvad det vil sige at bo på Sølund, forklarer Lasse Mortensen.

Festival i hjertet

Festivalen har på mange måder været hele Lasse Mortensens liv. Og hans families.

-  Jeg har haft et helt fantastisk liv, fra den dag jeg startede på festivalen. Fordi jeg har fået lov til at arbejde med musik og fest – og så for de mest givende mennesker, man kan forestille sig. Der er i mit liv fældet mange tårer af glæde.

Lasse Mortensen fortsætter: - Men det er også 100 procent sikkert, at du kan ikke køre et projekt på det her niveau, hvis ikke din familie bakker 100 procent op. Mine piger har været med, fra de var to dage gamle. Og min viv, hun har også været med på lægterne fra dag 1 af og været med i både opgang og nedgang.

Hvis du ikke har den opbakning hjemmefra, så går du kold. Men får du det til at virke, får du også så meget mere igen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2021