Spring navigationen over og gå direkte til indhold

“Vi viser, at alle mennesker har noget at bidrage med - uanset om de har et handicap eller ej”

Hos Glad Design i København er der ansat ni illustratorer med forskellige former for udviklingshandicap. Firmaet har succes med at sælge sit unikke design og er med til at gøre op med fordommen om, at mennesker med handicap ikke har værdi for arbejdsmarkedet

NYHED

Af Kim Andreasen | Foto: Glad Design

I det københavnske nordvestkvarter sidder Cathrine Vadstrup hver dag på tegnestuen hos Glad Design og tegner. Nogle dage bruger hun blyant, andre dage farveblyanter og tuscher.

På papiret foran hende danner sig unikke mønstre - både i sort og hvid og i farver. Det samme gælder for hendes otte kolleger, der ligesom Cathrine Vadstrup arbejder som illustratorer i Glad Design.

Umiddelbart virker Glad Design som et helt normalt grafisk designbureau. Det sælger og markedsfører da også egne produkter på markedsvilkår og skal tjene penge på det. Men til forskel fra andre bureauer, så er Cathrine Vadstrup, og de øvrige illustratorer ansat hos Glad Design, alle mennesker med forskellige former for udviklingshandicap. Sammen med to erfarne grafiske designere og en kreativ assistent udgør de teamet hos det københavnske designfirma.

De tre designere Daniel Poulsen, Cathrine Vadstrup og Lasse Rasmussen har leveret unikke designs til Uniqlos furoshiki. Foto: Glad Design

Særlig magi

Glad Design, som er en del af Glad Fonden, startede i det små for 15 år siden, men efterhånden har firmaet vokset sig større og større og har fået stadigt flere kunder - både private virksomheder, kommuner og foreninger. Opgaverne ligger inden for illustration, mønstre, visuel identitet og grafiske løsninger til brochurer, logo, udsmykning, T-shirts, sengetøj og emballage mv.

- Alle vores illustratorer har deres egen streg og stil. Derfor kan vi skabe meget stor variation i vores grafiske udtryk. Det er, som om der opstår en hel særlig magi i vores produkter, siger Jannie Jalloh, afdelingsleder, Glad Design.

Samarbejde med japanere

Den magi har kendte danske koncerner og organisationer, blandt andet Borg & Bigum, Velux, Flying Tiger, Irma og Ældresagen, fået øjnene op for. Og senest er der også kommet et samarbejde i stand med det internationale japanske modebrand Uniqlo.

Samarbejdet med Uniqlo startede i 2018, da Uniqlo åbnede deres første butik i Danmark på Strøget i København.

Cathrine Vadstrup i gang med at udvikle nyt design på arbejdspladsen i København NV. Foto: Ken Hermann

- Uniqlo ønskede at vise social ansvarlighed over for det nye marked, de trådte ind på. Derfor ledte de efter lokale samarbejdspartnere. Via Invest in Denmark fik de kendskab til Glad Design, og de har nu i to år i træk købt to unikke designs til deres furoshiki hos Glad Design, fortæller Jannie Jalloh.

En furoshiki er et traditionelt japansk stykke stof, som bruges til at pakke gaver ind i, og som kan bruges igen og igen. Uniqlo var så glade for de to Furoshiki-designs fra Glad Design, at landecheferne i Frankrig og Sverige også bad om tilladelse til at bruge dem i alle deres butikker på nationalt plan.

Jannie Jalloh beskriver, hvordan Uniqlo i butikken i Danmark sidste år pyntede op til jul med designet fra Glad Design. Og at de ved betalingsskrankerne opsatte en stor udstilling med Glads designs og informationer om de tre illustratorer og samarbejdet med dem.

Her er nogle illustratorer, som er glade for og meget dygtige til at tegne, og deres streger kan faktisk bruges på lige vilkår med alle andre illustratorers

Jannie Jalloh, afdelingsleder, Glad Design

Alle involveret i processen

Det er Cathrine Vadstrup, som står bag designet på den ene af de to furoshiki. Hun viser klædet frem og fortæller, at hun er blevet inspireret til mønstret af et billede af bonsaitræet.

- Jeg var inde i butikken og se mit tørklæde. De havde pyntet op til jul med det. Det var fantastisk. Jeg er meget stolt, siger hun.

Hos Glad Design er alle involveret i processen, når der kommer en kunde med en ny opgave.

- Vi starter som regel med en workshop, hvor illustratorerne bliver briefet om både kunden og opgaven. Derudover går vi eventuelt på udstilling, museum eller får et foredrag om emnet. På opgaven for Uniqlo var vi inde og se en japansk udstilling. Når vi holder møde med kunden, er vores illustratorer også altid med - både så de kan få et indtryk af, hvem det er, de arbejder for, men også så kunden ved, hvem vi er, og hvad vi står for, fortæller Jannie Jalloh.

Derefter får illustratorerne kreativ frihed til at fortolke det motiv, de er blevet bedt om at tegne. Ud af alt det kommer der en masse tegninger og streger, som de to grafiske designere går på opdagelse i, og som de finder nye farvekombinationer til. Så tegnes stregerne op og illustrationerne får en sidste finish.

Gør op med fordom

Når det er lykkedes for Glad Design at få store danske og nu også udenlandske kunder i hus, så er det ifølge Jannie Jalloh med til at gøre op med en udbredt fordom om, at mennesker med handicap kun kan varetage job på særlige vilkår.

- Vi har mødt mange fordomme. Folk har været bekymrede for, om vi nu også kunne levere, og om vores produkter nu også var ordentligt bearbejdet. Vi viser, at alle mennesker - uanset om de har et handicap eller ej - har noget at bidrage med. Her er nogle illustratorer, som er glade for og meget dygtige til at tegne, og deres streger kan faktisk bruges på lige vilkår med alle andre illustratorers, siger hun.

Cathrine Vadstrup skal tilbage til tegnebordet. Hun har arbejdet for Glad Design næsten siden starten, og hun synes, at det er en sjov og spændende arbejdsplads.

Noget tyder på, at hun snart skal i gang med et mønster for Uniqlo igen, for hos Glad Design håber de meget, at det succesfulde samarbejde med det japanske firma fortsætter, og at det kan føre til lignende samarbejder med andre internationale kunder.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2021

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 3 2021

- Portræt: Festivalkongen – Mød manden bag Sølund Musik-Festival
- Tema: Ild i ULF
- Ildsjæl: En ganske almindelig dag - med det hele