Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Alle unge har brug for at fyre den af

Som barn følte Maria Uhlig Thomsen sig lidt usikker, når hun mødte mennesker med udviklingshandicap. Det fik en lille dreng vendt godt og grundigt om på

NYHED

KORT FORTALT


MARIA ER BESØGSVEN

Maria er besøgsven for tre unge.

Hun har også lavet en festival.

For unge med handicap skal ud og opleve livet som alle andre.

Det vil hun gerne hjælpe med til.

Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist I Foto: Jon Kristensen

I dag er Maria Uhlig Thomsen 22 år, og flere af hendes allerbedste venner er unge med udviklingshandicap. Hun er besøgsven til tre og ledsager for en pige på hendes egen alder. Hun læser til pædagog, så hun kan arbejde indenfor handicapområdet.

Og hun står ene kvinde bag en festival for unge med udviklingshandicap, Uhlig’stivalen, til oktober.

Vendepunktet i Marias liv kom, da hun var 13 år. Hendes mor syntes, at nu var det altså tid til, at hendes datter så, hvordan et liv med handicap kunne være. Hun tog derfor Maria med til julefest på det bosted for mennesker med udviklingshandicap, hun arbejdede på. Maria skulle hjælpe med at servere maden. Men til at begynde med var hun ikke tryg ved situationen.

”Jeg var lidt bange for at gå rundt blandt beboerne. Men så mærkede jeg pludselig noget, der tog fat om mit ben. Det var en lille dreng. Han var megasød. Pludselig var han der bare. Han holdt om mig, og så sagde han: ”Bare ben i regnvejr”. Jeg fandt ud af, at det sagde han til piger, han syntes var søde. Jeg faldt fuldstændig for ham,” fortæller Maria.

Hun blev besøgsven for ham, og de tog på udflugter sammen i en årrække, før drengen flyttede til et andet bosted.

I dag er flere af Marias nære venner unge med udviklingshandicap, og den ene af dem, Iben på 22, er hun ledsager for. De går i byen sammen og shopper, går på cafe og tjekker lækre fyre ud.

”Selvfølgelig kan vi ikke tale sammen om alt. Men vi hygger os og kan sagtens snakke om, at ham der, han er godt nok en flot fyr, siger Maria.

Unge med handicap skal ikke sidde og kukkelure på deres værelser på bostederne, som om de boede på et plejehjem.

Maria Uhlig Thomsen

Festival mod kedsomhed

En ung med udviklingshandicap bør aldrig sidde alene for sig selv, uden nogen mulighed for at kunne komme ud og opleve noget og more sig.

”Unge med handicap skal ikke sidde og kukkelure på deres værelser på bostederne, som om de boede på et plejehjem. De har behov for at komme ud blandt andre unge, gå i byen og hygge sig. Men reglerne på ledsagerområdet gør, at mange kommuner ikke sørger for at skaffe de unge en ledsager. Så mange unge har ikke mulighed for at komme ud og more sig,” siger Maria.

Det er en af årsagerne til, at Maria for et par år siden på egen hånd stiftede en festival – Uhlig’stival. Hun stablede den første på benene i sommeren 2020, hvor hun så, at corona havde lagt et kæmpe låg på unge med udviklingshandicap. Mange af dem var kede af ikke at kunne mødes med nogen og for eksempel ikke komme på Sølund-festivalen, som blev aflyst.

Første gang, i 2020, kom der 80 deltagere til Marias festival. Året efter 100 - det var, hvad der måtte komme på grund af corona. Og i år er der forhåbentlig ikke corona-restriktioner, som kan lægge en dæmper på udfoldelserne. Så Maria er i fuld gang med at få styr på mad og booke musikere. Og først og fremmest at finde et større sted at feste. For der kommer helt sikkert mange unge denne gang. Rigtig mange!

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2022

Maria Uhlig Thomsens tredje festival for mennesker med udviklingshandicap finder sted til oktober.
Foto Jon Kristensen

BLÅ BOG

Maria Uhlig Thomsens blå bog

Maria Uhlig Thomsen (22 år) er pædagogstuderende – og besøgsven for flere med udviklingshandicap. Sin fritid bruger hun derudover på at paddle-surfe om sommeren og ellers på at hygge med venner og familie.

Maria har startet Uhlig’stival, der i år finder sted den 1. oktober. Her kan man høre Paul Winther, Marc Roland og MD-Duo. Læs mere om festivalen på Maris Facebook- gruppe: ”Mit liv som ledsager og besøgsveninde”.

KORT FORTALT


MARIA ER BESØGSVEN

Maria er besøgsven for tre unge.

Hun har også lavet en festival.

For unge med handicap skal ud og opleve livet som alle andre.

Det vil hun gerne hjælpe med til.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 2 2022

- Portræt: Et venskab spirer i Aarhus
- Tema: IQ-test brug og misbrug gennem 100 år
- Ukraine: Tusindvis med handicap efterladt