Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Enorm ulighed – trods 70 år med store fremskridt

NYHED

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Jeg er stolt over at være formand i ”Danmarks vigtigste organisation” Lev, hvor vi netop har fejret vores 70 års jubilæum. Lev blev startet af en gruppe indignerede forældre, der kæmpede mod de uhyrlige forhold, deres børn blev budt under åndssvageforsorgen. Tak til alle de stærke forældre, og til de mange politikere, ansatte og andre, som har støttet og kæmpet sammen med Lev gennem 70 år.

Siden Levs grundlæggelse i 1952 er der sket store fremskridt for børn, unge og voksne med udviklingshandicap – ganske som for de fleste andre i det danske samfund. Men trods de mange fremskridt så er uligheden mellem de vilkår, som bydes mennesker med udviklingshandicap, og vilkårene for alle andre stadig enorme. Så vi har brug for, at endnu flere støtter op om vores vigtige arbejde – lokalt og centralt.

Aktuelt arbejder vi på mange fronter for forbedringer af levevilkårene. I forhold til den stigende ulighed i sundhed har vi i en årrække målrettet arbejdet for initiativer, der skal bekæmpe netop den ulighed.

Som du kan læse inde i magasinet, så viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) om dødeligheden blandt mennesker med udviklingshandicap, at der er store udfordringer på området. Mennesker med udviklingshandicap har således udsigt til at leve næsten 20 år kortere end gennemsnittet for resten af befolkningen. Og den massive ulighed i sundhed er tilmed steget siden 2014, hvor SIF gennemførte en tilsvarende undersøgelse.

Et vigtigt mål for Lev var derfor også indførelsen af et opsøgende sundhedstjek for beboere i botilbud, som blev en realitet fra starten af 2022. Selvom jeg har store forventninger til effekten af sundhedstjekket, så må vi se i øjnene, at det langt fra er tilstrækkeligt, hvis vi skal uligheden til livs.

Selvom jeg har store forventninger til effekten af sundhedstjekket, så må vi se i øjnene, at det langt fra er tilstrækkeligt, hvis vi skal uligheden til livs.

Anni Sørensen, formand i Lev

Nogle af årsagerne til uligheden i sundhed skal findes i et sundhedssystem, der ikke er tilgængeligt og opsøgende nok. Men jeg er overbevist om, at vi også må interessere os for nogle af de mere grundlæggende vilkår, som mange mennesker med udviklingshandicap bydes i Danmark anno 2022.

De vilkår har vi fået et indblik i med en rundspørge, som Lev blandt flere end 700 pårørende gennemførte i december sidste år. Resultaterne kan du læse mere om inde i magasinet, men konklusionen er entydig: Et stort flertal mener, at der er massive problemer med kvaliteten af den indsats som ydes i botilbud. Der er for lidt pædagogisk personale, for stor udskiftning og alt, alt for mange vikarer. Og det er gradvist blevet værre over de seneste fem år.

Konsekvenserne for beboerne er også entydige i rundspørgens resultater: Mistrivsel, utryghed og flere konflikter i botilbuddet. En af de pårørende i undersøgelsen konstaterer: ”Der forefindes stort set ikke pædagogisk arbejde. Jeg opfatter stedet som opbevaring”. En anden at hendes søn taber kompetencer i botilbuddet: ”Han er blevet skadet for livet på grund af manglede motion. Mistet sit sprog fordi personalet ikke kan Tegn til Tale. Hjerteskærende at være vidne til”.

Rundspørgen er måske ikke strengt repræsentativ. Men ingen kan se bort fra de mange besvarelser og det stærkt bekymrende billede, som vi står tilbage med: En klar oplevelse af at forholdene for nogle af samfundets mest sårbare mennesker er skandaløse – og at det tilmed er gået gradvist tilbage over de seneste fem år, og formentlig også længere.

Jeg har sendt vores opgørelse af rundspørgen til Social- og Ældreministeren og til Folketingets social- og handicapordførere. Det er i den kreds, at der snart skal forhandles om en reform af handicapområdet – og det er vigtigt, at det, jeg vil kalde et nødråb fra pårørende til mennesker med udviklingshandicap i botilbud, høres.

Leder i Lev Magasinet 1 2022

Lev Magasinet 1 2022

- Portræt: Med forsigtighed ind ad 'glasdøren'
- Tema: "Det er ren opbevaring!"
- Gode ideer: Instagram og udviklingshandicap

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.