Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Hvordan får jeg et sundhedstjek?

Personer med udviklingshandicap har flere sundhedsproblemer og den gennemsnitlige levealder er markant lavere end for resten af befolkningen. Men med et sundhedstjek kan sundhedsproblemer blive opdaget tidligere. Lev har netop været med til at opdatere en række materialer, som kan være med til at sikre gode sundhedstjek.

NYHED

Siden 1. januar 2022 har personer med udviklingshandicap haft mulighed for et sundhedstjek foretaget af egen læge, hvis de bor i et botilbud, et bofællesskab eller lignende.

Der er mulighed for et sundhedstjek hvert andet år, og tjekket finder som udgangspunkt sted i botilbuddet. Et sundhedstjek er gratis og tager omkring 1 time.

Vigtigt at forberede sig til sundhedstjekket

For at sundhedstjekket skal have størst mulig effekt er det vigtigt at komme hele vejen omkring borgerens sundhedstilstand, så uopdagede sygdomme bliver opdaget og så man kan forebygge og igangsætte behandling så tidligt som muligt. Det kræver forberedelse og koordinering mellem alle parter - borger, pårørende/støttepersoner, personale og ledelse i botilbud og den praktiserende læge. 

Lev har i samarbejde med blandt andet Danske Handicaporganisationer, DH, en række kommuner og de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, udviklet en fælles "model" for sundhedstjek, der kan understøtte gennemførelsen af det nye tilbud.

Lev anbefaler, at både borgere, pårørende, personale og praktiserende læger anvender de materialer der er udarbejdet til at understøtte modellen for gode sundhedstjek på tværs af alle parter. Materialerne er netop blevet opdateret i samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin og kan downloades her eller fås ved henvendelse til Levs sekretariat.

 

Inspirationsmaterialerne kan hentes på Danske Handicaporganisationers hjemmeside

Forberedelsesskema, der kan udfyldes af borgeren, evt. sammen med støttepersoner (og gerne sendes til lægen) forud for sundhedstjekket:


Generel information til borgeren om hvad et sundhedstjek er og hvordan det gennemføres  (med billeder): 


Information til socialfagligt personale (pædagoger m.fl.) om sundhedstjek: 

 

7 facts om sundhedstjek

Fra 1. januar 2022 har du mulighed for at få et sundhedstjek af din egen læge, hvis du bor i et botilbud, et bofællesskab eller lignende. Men hvad er et sundhedstjek, og hvordan gennemføres det?

  1. Du kan få et sundhedstjek hvert andet år, med mindre der er særlige forhold, som gør, at det skal ske oftere. Sundhedstjek er et tilbud, der kan hjælpe dig med at forblive sund.
  2. Sundhedstjekket er gratis, og du skal blot sørge for at bestille tid hos lægen. Fortæl at det er et sundhedstjek, så vil lægen finde et tidspunkt, hvor det kan lade sig gøre. Spørg dine forældre, søskende eller personalet om hjælp til at få sundhedstjekket aftalt.
  3. Sundhedstjekket tager omkring en time. Du bliver undersøgt og taler med lægen om dit helbred. Du behøver ikke føle dig syg for at få et sundhedstjek. Du kan spørge lægen om alt omkring sundhed, eller hvis der er noget, du er bekymret over.
  4. Sundhedstjekket finder sted hos dig selv i dit botilbud.
  5. Det er en god ide at forberede dig til sundhedstjekket. Du kan tale med din familie eller personalet om dit helbred. Skriv ned, hvad lægen skal være ekstra opmærksom på. Det kan for eksempel være, hvis du har haft vejrtrækningsproblemer, har ondt et sted, føler dig meget træt, at du hører eller ser dårligere end tidligere – og mange andre ting.
  6. Det kan være en god ide at sende lægen en liste med de ting, som er særligt vigtige at være opmærksom på, inden selve sundhedstjekket.
  7. Hvis lægen finder sygdomme eller helbredsproblemer hos dig, vil du få behandling eller medicin. Behandlingen vil blive sat i gang efter sundhedstjekket. Lægen vil også lave en plan for de næste skridt sammen med dig.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.