Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Økonom med interesse for lønhåndtering

Vi søger en dedikeret økonomi- og regnskabsmedarbejder til at styrke vores økonomiteam.   
Kom og vær en del af en forening med et formål, der batter! I Lev arbejder vi for respekt, inklusion og ligeværd for mennesker med udviklingshandicap. Vi varetager vores medlemmers interesser og understøtter alle vores frivilliges arbejde i hele Danmark.   

NYHED

Om jobbet  

Jobbet byder på en hverdag på vores kontor i Høje Taastrup, hvor du får indflydelse og mulighed for faglig udvikling og sparring. At arbejde i Lev er ikke en soloopgave - det er noget vi er sammen om. Derfor vil du også skulle samarbejde og sparre med kollegaer i sekretariatet og resten af foreningen, herunder vores mange frivillige ildsjæle i Levs lokale kredse.    

Arbejdsopgaver og ansvarsområder 

  • Sikre korrekt lønkørsel for Levs ca. 50 overenskomstansatte medarbejdere  
  • Sikre bogføring og afstemning af lønposter inkl. korrekt registrering på projekter  
  • Deltage i udarbejdelse af ansættelseskontrakter ifm. ansættelse af nye kollegaer  
  • Være sparringspartner med organisationen ift. korrekt forståelse af overenskomster og ansættelsesforhold   
  • Deltage i den daglige drift ifm. økonomiområdet, herunder afstemning, og opfølgning på forskellige drift og balanceposter 
  • Deltage i sikring af korrekt fakturaflow, kontering og godkendelse af disse 
  • Deltage i implementering og udvikling af nyt finanssystem 
  • Ad hoc økonomiopgaver 

Du har gerne en relevant uddannelse og erfaring indenfor økonomi og regnskab. Du har erfaring med gængse økonomiopgaver og gerne en viden om lønningsbogholderi. Du besidder stærke analytiske evner og er detaljeorienteret. Herudover har du har gode kommunikationsevner, evnen til at arbejde i overensstemmelse med foreningens formål samt vilje og fleksibilitet til at tilpasse dig foreningens behov. 

Vi tilbyder 

En vigtig rolle i en forening, der gør en forskel. En dynamisk arbejdsplads med engagerede kollegaer og højt til loftet. Kontor 5 minutters gang fra Høje Taastrup station og tæt på motorvejsafkørsel. 

En fuldtidsstilling på 37 timer med tiltrædelse hurtigst muligt.  

Løn med udgangspunkt i Statens overenskomst inkl. 17,1 % pension, sundhedsforsikring, ulykkesforsikring, 6 ugers ferie/feriefridage samt 5 lukkedage. 

Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at skrive til Økonomi og Administrationschef, Dan Strandberg, på e-mail: dst@lev.dk  

Send venligst din ansøgning til job@lev.dk senest 12 august 2024 kl. 12:00.  Skriv venligst "Økonomikonsulent" i emnefelt. 

Vi afholder samtaler løbende. 

 

Lev er en medlemsforening, der arbejder for en stadig forbedring af livsvilkårene for men­nesker med udvik­lings­handicap og deres pårørende. Lev omfatter ca. 8.000 medlemmer, herunder i de 16 tilsluttede fore­ninger. Lev har lokale kredse i størstedelen af landets kommuner og er repræsenteret i ca. 2/3 af de kom­mu­nale handicap­råd. Lev er en NGO og vores værdigrundlag hviler på FNs Handicapkonvention. Lev er medlem af para­ply­orga­nisationen Danske Handi­cap­organisa­tio­ner, og vi sam­arbejder med en række organisationer i og uden for paraplyen.