Spring navigationen over og gå direkte til indhold

WEBINAR: Den ufrivillige uddannelse som pårørende 

16. marts 2026 kl. 19:30-21:00

Når du bliver forælder til et barn med et udviklingshandicap, kan det føles som at blive optaget på en ufrivillig uddannelse. En uddannelse uden studievejledning, uden plan og med eksamen i fag, man aldrig er blevet undervist i. 

Når et barn har et udviklingshandicap, forandres familiens livsvilkår grundlæggende. 
Forældre må justere håb og drømme – både for barnet og for familien som helhed. Samtidig opstår et vedvarende ansvar for at få hverdagen til at fungere, ofte med ét barn, der kalder særligt og kræver mere opmærksomhed end de andre. 

Og mens barnet vokser, og den nye måde at være i livet på bliver hverdag, opstår der nye tanker, bekymringer og spørgsmål. 

Dette webinar sætter fokus på den ufrivillige uddannelse, forældre træder ind i, når de får et barn med udviklingshandicap – en uddannelse, som varer resten af livet. 

Der sættes ord på de dilemmaer, der opstår i forsøget på at tilgodese alle familiens behov, velvidende at der altid er én, der kalder særligt. Og på kunsten at bevare sig selv og balancere mellem Livsflimmer og Livsglimmer. 

Foredraget fra oplægsholder Anja Aalund bygger på mange års faglig erfaring inden for handicapområdet og samarbejde med pårørende samt personlige erfaringer som pårørende til en ægtefælle med demens. 

Det giver et fagligt funderet og erfaringsbaseret perspektiv på, hvordan forældre kan navigere i en hverdag præget af ansvar, loyalitet og svære prioriteringer – uden enkle løsninger og uden facitliste. 

Oplægsholder

Anja Aalund er uddannet pædagog og har arbejdet i voksenhandicapområdet i mange år – både som pædagog, konsulent og leder for mere end 275 medarbejdere. 

Anja har undervist på over 200 temadage, faciliteret svære samtaler og arbejdet med pårørendesamarbejde på både ledelsesniveau og i praksis. 

Dato:
16. marts 2026 kl. 19:30-21:00

Tilmeldingsfrist:
16. marts 2026 kl. 12:00

Sted:
Online

Målgruppe:
Forældre til mennesker med udviklingshandicap