17.10.2017 Ekspert: Økonomiaftale udfordrer handicapkonvention

Ifølge økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2018 skal lejeaftaler for beboere i botilbud forsynes med en klausul, så kommuner kan flytte rundt med borgerne alt efter, hvordan de vurderer borgernes plejebehov. Det er klokkeklart i strid med FN’s handicapkonvention, og regeringen vil med stor sandsynlighed tabe en sag ved FN’s handicapkomité, hvis den måtte komme så langt, vurderer Danmarks medlem af FN’s handicapkomite.

AF Arne Ditlevsen og Thomas Gruber

Stig Langvad er ikke i tvivl. Regeringens og KL’s økonomiaftale for 2018 er direkte i strid med handicapkonventionen, når de to parter vil forringe retten til egen bolig for mennesker med handicap i botilbud. Indskrænkningen af en stor gruppe mennesker med handicaps lejerettigheder er ude af proportion med de påståede formål – og initiativet peger i retning af mere institution og mindre hjem.

I juni indgik regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) den årlige økonomiaftale. Aftalen består af en stribe elementer, som blandt andet indeholder rammer for kommunernes service- og anlægsudgifter samt målsætninger for kommunernes skatteudskrivning.

I aftalen kan man også læse, at der nu skal være flere styringsmuligheder for kommunerne i forhold til mennesker med handicap og deres bolig. Hvis det står til regeringen og KL, så skal kommunerne kunne indskrive et krav (en såkaldt klausul) i boligdokumenter eller lejekontrakter for længerevarende botilbud efter serviceloven og almenboligloven om, at kommunen kan revisitere borgeren til en ny bolig, hvis hans eller hendes plejebehov betydeligt forværres eller forbedres.

LEV har protesteret kraftigt mod denne forringelse af boligrettighederne for mennesker med handicap. Blandt andet har LEVs formand, Anni Sørensen, i et indlæg i Jyllands-Posten i juli måned, kaldt det et ”et markant opgør med årtiers konsensus om mennesker med udviklingshæmning og andre handicaps ret til deres egen bolig – til et hjem.”

Boligens ukrænkelighed i spil
LEV Bladet har talt med Stig Langvad for at høre, hvordan han ser på udmeldingerne i økonomiaftalen – ikke mindst set i lyset af, at FN’s Handicapkomité netop har lavet en uddybende fortolkning (General Comment No 5) af konventionens artikel 19, der specifikt handler om retten til et selvstændigt liv og at være inkluderet i samfundet. Stig Langvad er tidligere formand for Danske Handicaporganisationer (DH) og nu medlem af FN’s Handicapkomité frem til 2018:

Hvordan vurderer du økonomiaftalens afsnit om boliger i forhold til komiteens fortolkning af artikel 19?
- Hvis der kom en klage til komiteen, og den blev taget op, så vil afgørelsen med 98 procent sandsynlighed være, at aftalen vil være uforenelig med konventionen, og hvordan den er tilsigtet at fungere.

- Hvis folk gerne vil flytte, kan det jo godt være det rigtige at gøre, men her nærmer vi os et sted, hvor boligens ukrænkelighed er i spil. Det her er negativ særbehandling, og midlerne virker ude af proportioner med det, som man ønsker at opnå. Du giver folk en mere usikker lejekontrakt og indfører mere institution, end der er i dag. Og det er simpelthen ikke tilladt ifølge konventionen at ”bevæge sig den forkerte vej” – altså gå tilbage i retning af fortidens institutioner.

Stig Langvad ser i økonomiaftalen en parallel til den udvikling, der nu i flere år har kendetegnet Danmark. Som vi har beskrevet i flere omgange her i LEV Bladet de senere år, opføres der i stigende grad nye og meget store institutionsagtige boliger til mennesker med udviklingshæmning. En udvikling, som den danske regering fik kritik for i forbindelse med FN komiteens eksaminering af Danmark i 2014. Stig Langvad siger:

- Der bliver bygget større og større. Ledelse af botilbud samles, der bliver arbejdet med takster, og hjælpen institutionaliseres i urimelig grad. Danmark er langt væk fra at leve op til artikel 19, og vi bevæger os længere og længere væk.

- Man skal have valgmuligheder og mulighed for at bo forskelligt – men det gælder åbenbart ikke for udviklingshæmmede. Det er en bekymrende udvikling.

Hvilke muligheder har borgere og organisationer for at gribe ind i forhold til den udmelding, der er i økonomiaftalen?
- Man kan i sidste ende klage til FN’s Handicapkomité. Det er ikke sikkert, at komiteen har mulighed for at behandle klagen, men hvis det sker, tror jeg, klageren vil få medhold. Der er ingen sanktioner over for medlemslande, som ikke overholder handicapkonventionen. Men jeg går ud fra, at et land som Danmark vil rette sig efter en afgørelse fra Handicapkomiteen. Danmark har jo selv tiltrådt og ratificeret konventionen.

- Men jeg håber da ikke, at det bliver nødvendigt at inddrage FN. Regeringen burde kunne indse, at et angreb på retten til egen bolig som dette er helt skævt i forhold til eksempelvis artikel 19. Men også andre artikler.

Svar fra minister mangler begrundelse
Regeringen er tilsyneladende ikke enig med Danmarks medlem af FN’s Handicapkomite. I et endog meget kortfattet svar på et spørgsmål i Folketingets socialudvalg (spørgsmål nr. 477 (alm. del)) forklarer børne- og socialminister Mai Mercado, at det er hendes ministeriums vurdering, at ”… de hensyn, der begrunder initiativerne” i økonomiaftalen er i overensstemmelse med FN’s handicapkonventions artikel 19. Ministeriets vurdering er stort set ikke begrundet, hvilket er påfaldende al den stund, at der tydeligvis kan rejses tvivl om vurderingen.

Danmark er forpligtet til at overholde de FN-konventioner, som landet har tiltrådt. Danmark har tiltrådt fire konventioner om menneskerettigheder, der giver enkeltpersoner mulighed for at klage over Danmark til FN, herunder handicapkonventionen. Hvis man mener, at den danske stat har krænket de rettigheder, som man har efter en af disse konventioner, kan man under visse nærmere betingelser klage til den relevante FN-komité, oplyser Justitsministeriet. Læs mere her: http://justitsministeriet. dk/arbejdsomraader/international/ menneskerettigheder/saadan-klager-du

Som beskrevet i forrige LEV Blad er økonomiaftalen ikke en lovændring. Før der kan ske den aftalte forringelse af rettighederne for mennesker i botilbud, skal Folketinget gennemføre en lovændring. LEV opfordrer partierne til at forkaste et sådan lovforslag.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 6, 2017

10.10.2017 Nedskæringer = Nødvendighedens politik?

Vi hører det igen og igen. Kommunerne er presset på økonomien og af strukturelle udfordringer. ’Udgifterne til mennesker med handicap stiger og stiger’ - og ’pengene fosser ud af kommunekassen’

Spørger man i kommunerne og Finansministeriet, så ligger løsningen lige for. Den består i besparelser og nedskæringer og i indskrænkninger i borgernes retskrav på forskellige ydelser. Kun på den måde bliver den kommunale økonomi styrbar, hævdes det.

Men passer det overhovedet?

Som vores video med tal fra Socialministeriet viser, så er de samlede udgifter på det specialiserede socialområde faktisk faldet de seneste år.  Kommunernes udgifter på handicapområdet er ikke ustyrlige, som det påstås.

Politik er prioritering
Samtidigt med de faldende udgifter på handicapområdet, så er der gradvist kommet flere mennesker med handicap, som har behov for hjælp. Der er kommet flere børn og voksne med handicapdiagnoser, og der bliver flere ældre – også blandt mennesker med handicap. Denne udvikling medfører et behov for tilførsel af ressourcer.

Men det er ikke sådan man hører kommunerne og deres interesseorganisation i debatten. Tvært imod bliver det øgede antal mennesker med behov for hjælp anvendt som et argument for besparelser. Det har i en årrække ført til en udhuling af hjælpen til den enkelte. 

Det gælder ikke mindst mennesker med udviklingshæmning, som er LEVs målgruppe. I årevis har de og deres pårørende måtte se den ene forringelse af hjælpen efter den anden. 

Det er ikke rimeligt. Besparelserne på nogle af de mest sårbare medborgere er ikke en lovmæssig økonomisk nødvendighed. Det er et politisk valg, som det er muligt at påvirke ved kommunalvalget 2017.

HUSK – Vi er også en del af din kommune!

05.10.2017 Finansieringen af KLAPjob skal sikres

DEBAT: Projektet KLAPjob har fået mere end 2500 borgere med kognitive vanskeligheder i arbejde. Hvis ikke projektet får ny finansiering efter 2017, risikerer vi, at en stor gruppe mennesker ikke finder vej til arbejdsmarkedet, skriver DA, LO og LEV.

Debatindlæg af Maria Bille Høeg, Ejner Holst og Anni Sørensen. Henholdsvis chefkonsulent i DA, næstformand i LO, og landsformand i LEV, bragt i Altinget i går, onsdag den 4. oktober 2017

Søren på 24 arbejder i Silvan i et skånejob. Hver morgen står han op og iklæder sig det arbejdstøj, som betyder utrolig meget for ham – måske mere end for andre ansatte i Silvan - fordi det er et tydeligt tegn på, at han har et arbejde ligesom alle andre.

Søren tilhører på mange måder en minoritet. Han har et kognitivt handicap i form af en udviklingshæmning, men det er jobbet i Silvan, som gør, at han for alvor tilhører en minoritet. Det er nemlig de færreste mennesker med udviklingshæmning eller andre kognitive handicap, som er i beskæftigelse. For mange i denne målgruppe er en karriere på arbejdsmarkedet ikke realistisk, og for dem, som kan, er det for få, som får chancen.

KLAPjob løfter opgaven
Borgere som Søren har alt andet end en lige vej til arbejdsmarkedet. De fleste har gået på specialskole eller i specialklasse hele deres liv og har ikke været i stand til at tage en afgangseksamen fra folkeskolen. På den måde udgør de ikke nogen nem opgave, når de havner i det lokale jobcenter, hvis regler og rammer de på ingen måde formår at navigere i.

Det er på den baggrund, at vi synes, at projekt KLAPjob er noget særligt. Her er det nemlig lykkedes at få 2.500 borgere som Søren i job på det almindelige arbejdsmarked. Der er tale om beskæftigelse på særlige vilkår, hvor arbejdstiden og opgaverne er tilpasset den enkeltes funktionsniveau. Men de er i job, en del af fællesskabet og betaler skat som alle andre.

KLAPjob er et unikt samarbejde imellem NGO-verdenen, arbejdsgivere og fagforeninger. Projektet etablerer og formidler med udgangspunkt i skånejobsordningen job til mennesker med kognitive handicap. Jobbene skabes i hele landet via et virksomhedsnetværk bestående af mere end 20 overvejende private virksomheder, som for eksempel Bilka, Rema 1000 og Silvan. KLAPjob samarbejder med alle landets jobcentre og har indgået formaliserede samarbejdsaftaler med cirka halvdelen af landets kommuner.

650 job årligt
Konceptet er enkelt: På nationalt niveau indgås der rammeaftaler med virksomheden om eksempelvis 100, 150 eller 200 jobs. På lokalt niveau udmøntes aftalerne i konkrete job i samarbejde mellem en KLAPjob-konsulent, virksomhedsfilialen og det lokale jobcenter.

Med udgangspunkt i skånejobsordningen har KLAPjob fået mere end 2.500 mennesker med kognitive handicap ud på arbejdsmarkedet. Årligt bliver der skabt mere end 650 nye job, og projektet har altid 150-200 ledige stillinger opslået på Jobnet. Her er det ansøgere, som mangles til ledige job og ikke omvendt.

Bygger bro mellem virksomhed og jobcenter
Det er ikke sådan, vi normalt tænker på beskæftigelsesområdet, når det gælder mennesker med handicap. Tværtimod viser tallene, at gruppen er markant underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, og at situationen har været ret konstant de sidste mange år.

For virksomhederne er KLAPjob i stand til at tilbyde én indgang til området. Det giver ikke mening for en landsdækkende virksomhed at lave individuelle samarbejdsaftaler med 98 forskellige kommuner og 94 forskellige jobcentre. For dem ligger værdien i KLAPjob i brobygningen til jobcentret og dermed den del, som de dybest set ikke ønsker at bruge tid på. Det er KLAPjob-konsulenten, der varetager kontakten til jobcentret, mens supermarked-chefen, filialleder eller købmanden fokuserer på sin forretning og på at være chef overfor sin nye KLAP-medarbejder.

Endelig repræsenterer projektet jo også en hel anden tilgang til jobskabelse. Når KLAPjob indgår en virksomhedsaftale, så handler det ikke om et, to eller fem jobs, men måske 100, 150 eller 200. Det giver en ganske anden volumen og medfører, at omkostningen for at skaffe én borger i job er betydeligt mindre i forhold til traditionel beskæftigelsesindsats i kommunalt regi.

Der skal sikres ny finansiering
På den baggrund har vi svært ved at forstå, hvis man ikke fra politisk hold ønsker at fortsætte KLAPjob. Men det er et muligt scenarie. KLAPjob er finansieret af satspuljemidler, som udløber i 2017. Hvis ikke projektet opnår ny finansiering, så forsvinder jobskabelsen sammen med netværket af landsdækkende virksomheder.

Det vil på alle måder være paradoksalt. Nu har politikerne igennem flere år via satspuljen investeret i afprøvning og opbygning af et koncept, som nu har bevist sin levedygtighed og er så godt, at det er ved at blive kopieret i andre lande. Herhjemme burde vi også overveje, om konceptet i fremtiden kan benyttes på andre områder.

Åbner døre til arbejdsmarkedet
Vi har dokumentation for, at det virker. STAR – Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering – har evalueret KLAPjob og konkluderer, at projektet skaffer mennesker i job, som ellers ikke ville være kommet det.

Vi ved, at der ikke er andre, som løser opgaven. En analyse fra Cabi konkluderer, at KLAP ifølge jobcentrene har fundet en niche ved at hjælpe førtidspensionister i job – en opgave, som jobcentrene ikke er forpligtiget til at løse. 

Stor økonomisk gevinst
Vi ved, at projektet er godt for de offentlige finanser. En analyse viser, at kommunekassen årligt har sparet cirka 66.000 kroner i gennemsnit, hver gang KLAPjob har skaffet en borger i job. Det svarer til 165 millioner kroner i projektets løbetid.

Endeligt – og væsentligst – så vi ved, at projektet gør en forskel for borgere som Søren, som har fået en hverdag, som gør dem glade og stolte, og hvor de kan mærke, at de bliver værdsat af andre.

KLAPjob har åbnet døren til arbejdsmarkedet for nogle af de mest udsatte grupper i dette land. Der er brug for politisk vilje til at sikre, at ordningen ikke bliver lukket igen.

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte