Af Anni Sørensen, landsformand for LEV

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har tidligere proklameret, at hun vil være børnenes statsminister. Danmark skal være det bedste sted at være barn, lyder det fra statsministerkandidaten. Lidt på samme måde kunne man måske sige, at Lars Løkke Rasmussen med sit sundhedsudspil har proklameret, at han vil være patienternes statsminister.

Lidt polemisk kunne jeg derfor fristes til at spørge: Hvem vil gerne være statsminister for mennesker med udviklingshæmning? Kaster man et blik på de seneste mange år, så virker det som om, at posten er ledig.

På tværs af skiftende regeringer har vi over det seneste årti oplevet omfattende og gentagne besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning og mange andre handicap. Besparelserne er udført af kommunerne, men regeringer og folketing kan ikke fralægge sig ansvaret for udviklingen. De årlige økonomiaftaler mellem kommunerne og skiftende regeringer har år efter år strammet den økonomiske skrue – og vi har tilmed set flere lovinitiativer med markante rettighedsforringelser, som skulle gøre det endnu lettere for kommunerne at gennemføre besparelser på mennesker med udviklingshæmning og andre af samfundets mest sårbare.

Jeg synes, man med god ret kan sige, at vi trænger til en statsminister, som vil sikre, at kursen ændres.

Danskerne er generelt solidarisk indstillede. Vi vil gerne prioritere de nødvendige samfundsmæssige ressourcer til mennesker, som ikke kan klare sig selv, og som har brug for hjælp til en god tilværelse med indhold og udviklingsmuligheder. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at danskerne opfatter gode vilkår for børn, unge og voksne med udviklingshæmning som en vigtig del af den såkaldte ’kernevelfærd’.

I den kommende valgkamp skal vi derfor kæmpe for, at vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende kommer på dagsordenen. Vi skal vise, hvordan denne del af ’kernevelfærden’ har udviklet sig over de senere år – og vi skal bede om svar på, hvordan partierne vil beskytte nogle af vores samfunds mest sårbare medborgere.

Vil børnenes eller patienternes statsminister også være statsminister for mennesker med udviklingshæmning?

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2019

Af Clavs Sylvest, kommunikationsmedarbejder i LEV

”Hvis de regionale botilbud skal drives af kommunerne, vil alle botilbud i kommunerne igen opleve besparelser. For der bliver formentlig ikke tilført de ressourcer, der er behov for til de ekstra opgaver. Endnu en gang er det blandt andre vore udviklingshæmmede medborgere, der betaler en høj pris for regeringens nye tiltag.” Sådan lyder en af kommentarerne på LEVs Facebook-side, efter nyheden om regeringens sundhedsreform blev delt på siden.

Hvis reformen bliver en realitet, vil det få konsekvenser for en række sociale tilbud på det specialiserede område, der ifølge reformudspillet skal overgå til kommunerne – heriblandt bosteder og dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning. Bekymringen går på, at dette vil medføre besparelser og forringelser på bostederne og dagtilbuddene, og at en sådan omlægning vil medføre en yderligere afspecialisering på det sociale område.

Dårlige erfaringer fra 2007
Ved kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne det fulde finansierings- og myndighedsansvar på det specialiserede socialområde. Men regionerne har siden reformen drevet en række specialiserede tilbud på socialområdet, herunder botilbud og dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning.

Indtil videre er der ikke kommet ret meget information om, hvordan kommunernes overtagelse skal foregå rent praktisk, hvilket bekymrer LEVs Landsformand Anni Sørensen.

- Det er bekymrende, hvis denne del af opgaveomlægningen ikke er mere gennemtænkt. Man skal huske på, at disse tilbud i dag er regionale, fordi kommunerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007 selv vurderede, at man ikke kunne løse opgaven. Erfaringerne fra 2007 viser entydigt, at specialiserede tilbud og vidensmiljøer kom under pres, da man ændrede strukturen. Det viste regeringens egen evaluering af strukturreformen faktisk også. Det havde selvfølgelig ikke kun noget med struktur og ansvarsfordeling at gøre, men jeg savner at se konkrete bud på, hvordan specialiseringen bliver sikret. Og det indeholder regeringens udspil ikke noget om, siger Anni Sørensen.

Strukturreformen svigtede mennesker med handicap
I 2017 var det tiåret for strukturreformen, der opløste amterne og delte Danmark op i fem regioner, mens 271 kommuner blev reduceret til 98. Tidligere departementschef Erik Bonnerup, var som uafhængig ekspert med i strukturkommissionen, hvis arbejde banede vejen for reformen i 2007. Bonnerup udtalte i et interview med Ugebrevet A4 i 2017, at mennesker med handicap blev svigtet af strukturreformen, og kommunerne dengang ikke greb muligheden for at få samlet noget ekspertise på området i de kommuner, der blev større efter strukturreformen. Faktisk blev ekspertisen på området splittet, udtalte han til Ugebrevet A4:

”Kommunerne fik morderligt travlt med at rage for meget til sig. De sejlede i deres egen sø i stedet for at se på de fordele, der var i at have fået nogle større enheder. Det gjaldt kun om at blive større. I forhold til de handicappede var kommunerne fuldstændig balstyriske. Det handlede om, hvem der kunne overtage mest muligt, ikke om, hvad der var bedst for borgerne,” udtalte Erik Bonnerup i år 2017 til Ugebrevet A4.

”Vi er bombet tilbage til Ebberødgård-tiderne”
Den samme bekymring kan man også spore på LEVs Facebook-side. Her skriver Kate Overgaard:

”Efter kommunerne overtog handicapområdet, er det kun gået en vej, forringelser og besparelser. Efterhånden er vi bombet tilbage til Ebberødgård tiderne. Så det er ikke godt det her.”

Den holdning deler Connie Krogh, der skriver i kommentarfeltet på Facebook:

”Hvor er jeg enig, kommuner kan ikke klare den opgave. Vi ved, at den opgave lå langt bedre i amtet i sin tid, og derefter er det blevet dårligere og dårligere.”

Selvsamme bekymring har LEVs landsmand også. Hun opfordrer regeringen til at gennemtænke konsekvenserne på det specialiserede område, skulle denne sundhedsreform blive besluttet.

- Kommunerne skal med udspillet spille en endnu større rolle på sundhedsområdet. Jeg kan godt være bekymret for, hvad det kommer til at betyde for det kommunale fokus på det specialiserede socialområde, som i forvejen ikke står højst på dagsordenen. Her bør regeringen som minimum gøre sig nogle overvejelser om, hvordan vi sikrer, at området ikke drukner i forbindelse med en reform. Både når det gælder de økonomiske prioriteringer og det nødvendige politiske fokus.

LEV vil nu se nærmere på regeringsudspillet, herunder også de markante forandringer på sundhedsområdet.

Boks

OM UDSPILLET

De fem regioner skal i følge udspillet omdannes til fem administrative sundhedsforvaltninger. Herudover oprettes en national overbygning med navnet ”Sundhedsvæsen Danmark” og 21 sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehus, kommune og almen praksis eller egen læge.

Regeringens mål med reformen er at løse nogle af de kendte problemer på sundhedsområdet med manglende sammenhæng i behandling og koordination mellem region og kommune. Desuden er det ambitionen at flytte den mindre specialiserede behandling, som for eksempel kontrolbesøg og opfølgning, ud af sygehusene og tættere på borgerne. Flere skal behandles tættere på egen bopæl.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2019

Fra Karise til Abu Dhabi. Det er ikke fra et gammelt børnerim af Halfdan Rasmussen, men måske kan man godt kalde det lidt af et eventyr.

Ditte Laugesen og Peter Lange glæder sig i hvert fald til deres første deltagelse i Special Olympics World Summer Games, der finder sted fra 14.-21. marts i Abu Dhabi, hovedstaden i de Forenede Arabiske Emirater.

Hver onsdag aften træner de i Karise Hallen sammen med holdkammeraterne i Team Faxe Håndbold (TFH) for at være i topform til legene i den arabiske varme. I det daglige spiller de på samme hold, men i Abu Dhabi skal de spille på henholdsvis et damehold og et Unifiedlandshold. Det sidste er et mixhold med seks spillere, der som Peter har et udviklingshandicap, og seks spillere uden handicap.

Karise Hallen summer en blæsende onsdag aften i januar ikke af verdens største idræts arrangement i år. Der er helt almindelig nede på jorden stemning, grin, forbandelser over brændte chancer og målrettet træning, for det handler først og fremmest om at blive bedre. Og så fylder deltagelsen i World Games selvfølgelig også for Ditte og Peter.

Det specielle hold har banet vejen
For 38-årige Ditte er det at dyrke sport forholdsvis nyt. Formen var da heller ikke alt for god, da hun for godt to år siden blev spurgt, om hun havde lyst til at være med på TFH's nyoprettede hold for personer med udviklingshandicap. En ret kraftig astma gjorde det svært for hende at klare store fysiske anstrengelser med det resultat, at kiloene efterhånden havde sat sig. Alligevel sprang hun til, og det har hun ikke fortrudt et sekund:

- Jeg blev spurgt af en fra klubben og tænkte, at jeg godt ville prøve. Det er jo godt at røre sig. Jeg er rigtig glad for det, kan holde ud til mere. Er blevet mere mobil, selv om jeg har lidt problemer med knæet.

Ditte trækker lidt på det ene ben, fordi hendes højre knæ gør knuder. Hun er i øjeblikket ved at blive undersøgt, men måske er det noget gammelt arvæv, der generer. Ditte supplerer håndboldtræningen med gåture med sin schæfer-labrador Tico, så hun får rørt sig så meget som muligt, inden turen går til Abu Dhabi.

- Jeg glæder mig, til vi skal afsted. Det bliver en kæmpe oplevelse. Allerede nu med landsholdssamlinger er det ret vildt. Men jeg tror, at jeg først helt forstår det, når jeg er dernede, siger Ditte, hvis normale position på banen er venstre fløj.

Jeg blev helt lykkelig
Peter Lange (42) har tidligere spillet håndbold, men også dyrket mange andre idrætter som hockey og floorball. Han blev dog tændt på håndbolden igen, da TFH oprettede holdet for personer med udviklingshandicap.

- Jeg har spillet håndbold næsten hele mit liv, men havde holdt en pause på grund af en knæskade. Jeg havde undersøgt mulighederne for at komme til at spille i området, men der var ikke noget - man skulle helt til Nykøbing Falster eller AB i Gladsaxe.

Så da han fra en arbejdskollega hørte om det nye tilbud i TFH, troede han først, at det var en joke:

- Den er god med dig, sagde jeg til ham.

Men han tjekkede det alligevel ud, og den var god nok. Peter, hvis favoritposition på banen er som playmaker, meldte sig til holdet, og det er han glad for, for håndbold er hans favoritsport. Nu er han så ved at forberede sig til Abu Dhabi-turen:

- Jeg blev helt lykkelig, da jeg fik at vide, at jeg var udtaget. Og så skete det ovenikøbet på min 40 års fødselsdag.

Sammen med de 87 andre danske deltagere skal Ditte og Peter i de kommende uger nå topformen, så de kan gøre en god indsats i Abu Dhabi. Blandt andet var der fællestræning i Vejen den sidste weekend i januar for alle deltagerne. Men der har også været forskellige træningssamlinger bare for de udtagne håndboldspillere.

- Vi tænker ekstra meget lige øjeblikket på at være i form. Også på hvad vi spiser. Landstræneren er efter os, så det går ikke at spise burger og pomfritter hver aften, griner Ditte og Peter.

Mens Ditte går mange ture med sin hund, så går Peter til styrketræning tre gange om ugen.

- Det gør jeg både på grund af min gamle knæskade, men også fordi det er vigtigt at være i god form til Special Olympics. Her kommer det til at gå noget hurtigere, end vi er vant til, og så varer en kamp dernede 2*20 minutter, herhjemme spiller vi kun 2*8 minutter.

Målet med at deltage er de ikke i tvivl om:

- Jeg håber, at vi vinder guld, men bare det at deltage bliver en stor oplevelse, siger Ditte.

Peter supplerer:

- Der er et godt sammenhold på landsholdet. Nogle er blevet venner, så det bringer det også med. Det er en fed bonus.

BOKS: En dyr omgang

At deltage i Special Olympics World Summer Games kan være en dyr omgang. For hver af de aktive er der deltagerbetaling på i alt 12.000 kr. Det dækker rejse, hotelophold, mad, træningstøj…

Deltagere i det ”rigtige” OL skal ikke selv have tegnebogen fremme, men sådan er det altså, når det gælder Special Olympics. Det har mange steder i landet ført til spontane lokale indsamlinger til de lokale deltagere. Således også i Faxe og omegn.

Ejer af Taxi Rønnede, Nellie Proustgaard, har over for Sjællandske Medier kaldt det ”utilstedeligt med den forskel”, så hun støttede først personligt Peter Lange og iværksatte samtidig en indsamling, så alle fire idrætsudøvere fra Faxe Kommune, der er udtaget til SOWSG, kunne få økonomisk hjælp. For både Ditte og Peter betyder det, at der er indsamlet cirka 15.000 kroner til dem hver. En fantastisk hjælp, som de selvfølgelig er dybt taknemmelige for.

BOKS: Om Unified Sport

Unified Sport er et Special Olympics- koncept, hvor idrætsudøvere med og uden udviklingshandicap spiller på samme hold. Tanken er, at de ved at træne og spille sammen knytter livsbekræftende relationer og opnår en gensidig forståelse, der er med til at nedbryde fordomme om mennesker med udviklingshandicap.

Unified dyrkes i et voksende antal Special Olympics-idrætter, og holdene består af jævnaldrende spillere på omtrent samme sportslige niveau.

(Kilde: Parasport.dk)

BOKS: Har du lyst til at høre Ditte og Peter fortælle om deres tur?

Ditte Laugesen og Peter Lange vil gerne fortælle om deres deltagelse i SOWSG i Abu Dhabi. De har allerede en aftale om at holde et oplæg for nogle af deres sponsorer og familiemedlemmer samt i Rotary i Faxe. Hvis du har lyst til at høre om deres tur, så kontakt Peter Lange på tlf. 6016 0358.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2019

Digitaliseringen har mange konsekvenser for borgere, der ikke kan håndtere pinkoder og NemID. Det er simpelthen blevet mere besværligt ikke at være ’digital’ – og det lader ikke til, at udviklingen stopper. Og netop denne besværlighed kan måske være årsagen til, at mange, der egentlig ikke kan håndtere det digitale fuldt ud, ender med alligevel at benytte løsningerne.

En af de helt store udfordringer for mange mennesker med udviklingshæmning er håndteringen af den daglige økonomi. Dem, der ikke kan håndtere en pinkode, har efterhånden virkelig svært ved at komme i besiddelse af kontanter - og det bliver kun sværere. For modsat i det offentlige, hvor er et krav om, at der stilles ikke-digitale alternativer til rådighed for dem, der ikke kan håndtere de digitale løsninger eller som ikke ønsker dem, så er der ikke lignende regler, når det kommer til penge. Her regner man stadig kontanter som et brugbart alternativ - og det er det da også - hvis man kan få fat i dem.

Vi har brug for din hjælp!
Hvis du - eller en du kender - ikke kan håndtere en pinkode og derfor er afhængig af kontanter, så hører vi meget gerne fra dig. Vi har brug for så mange cases som muligt, hvis vi skal forsøge at få sikret, at man stadig kan agere som ikke-digital borger i Danmark.

Udfyld blot spørgeskemaet nedenfor – du vælger selv, om du vil være anonym.

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget tirsdag d. 5. februar 2019

Kommunerne har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar af alle sociale tilbud, herunder en lang række højt specialiserede tilbud på handicapområdet.

Regionerne kan drive tilbud på socialområdet, men med kommunalreformen blev det alene kommunerne, som beslutter, hvilke borgere der skal visiteres til disse tilbud – og det er også kommunerne, som, via takster og eventuelle tillægsydelser, betaler for indsatsen.

Handicapområdet bliver afspecialiseret
I forbindelse med 2007-reformen kunne kommunerne vælge, om de ville overtage driftsansvaret for de hidtidige amtslige sociale tilbud.
Det skete i meget varieret omfang – i nogle regioner har kommunerne stort set overtaget alle sociale tilbud, i andre er der stadig en del tilbud tilbage i regionalt driftsregi. Det er disse tilbageværende tilbud, som regeringen nu vil overføre til kommunerne.

Denne planlagte ’kommunalisering’ er jeg desværre overbevist om vil betyde endnu mere afspecialisering på handicapområdet. Det, man kunne kalde kommunernes ’selvforsyningsmani’, vil medføre, at specialviden og den helt særlige faglighed, som kræves i disse tilbud, udvandes endnu mere end hidtil.

Med ulykkelige konsekvenser for mennesker med komplekse og omfattende handicap til følge – eksempelvis mennesker, som ikke længere kan kommunikere med deres omgivelser, eller mennesker, som bliver tiltagende aggressive, fordi de ikke modtager den rette specialpædagogiske indsats med videre.

Fasthold regionale tilbud
Men midt i bekymringen for kommunaliseringen af de regionale tilbud er vi nødt til at se i øjnene, at der også er andre mekanismer, der medvirker til den gradvise forringelse af den specialiserede indsats, som vi har set siden kommunalreformen i 2007.

Det er som nævnt vigtigt, at de regionale tilbud ikke kommunaliseres, men omvendt må vi også erkende, at en fortsat driftsmæssig forankring i regionerne – eller i staten for den sags skyld – ikke i sig selv er tilstrækkelig, hvis vi vil sætte en stopper for den igangværende afspecialisering.

Det afgørende må til enhver tid være, at de mennesker, som har så komplekse handicap,  at de har behov for højt specialiseret faglighed, rent faktisk visiteres til og modtager en indsats kendetegnet ved netop denne høje faglighed.

Det, at højt specialiserede tilbud findes, er nemlig langtfra en garanti for, at de mennesker, som har brug for et sådant tilbud, rent faktisk visiteres til det.

Kommunekassen afgør visitation
Og her er vi tilbage ved det, jeg vil kalde den mest afgørende ’afspecialiseringsmotor’, nemlig det forhold, at landets kommuner med reformen i 2007 både fik det fulde finansierings- og myndigheds-/visitationsansvar.

Bortset fra nogle utilstrækkelige statslige refusioner, så er det alene kommunekassen, der skal betale for indsatsen i de højt specialiserede tilbud – og det er alene kommunen, som beslutter, om en borger skal visiteres til et sådant tilbud.

Det hjælper så at sige ikke mennesker med komplekse handicap særligt meget, at der findes højt specialiserede tilbud, hvis de bor i en kommune, der ikke synes, kommunekassen har råd til at visitere dem til et af disse tilbud.

Så ender de nemlig med et tilbud i egen kommune, som ofte ikke har den nødvendige specialiserede faglighed og erfaring.

Løft finansiering op på et højere niveau
Derfor er det mit budskab til landets politikere, at de både skal interessere sig for, hvordan vi beskytter og videreudvikler højt specialiserede tilbud på handicapområdet – og for, hvordan vi beskytter mennesker med store og komplekse behov, som er så uheldige at bo i en kommune, der føler sig økonomisk trængt.

For mig at se kunne svarene ligge i en model, hvor en større del af finansieringen af de mest specialiserede indsatser løftes op på et regionalt eller nationalt niveau. Gerne kombineret med en mere direkte regional eller national involvering i selve visitationen.

En sådan model vil desuden kunne styrke retssikkerheden for mennesker med få ressourcer – og uden nogen til at hjælpe sig i samspillet med kommunen.

Som en konsekvens af et længerevarende pres fra LEV og en lang række andre organisationer blev reglerne for tilkendelse af førtidspension præciseret sidste forår. Præciseringen var udtryk for en politisk erkendelse af, at kommunerne i for mange tilfælde trak borgere rundt i udsigtsløse og uværdige forløb, som reelt blot resulterede i en udskydelse af førtidspensionen og ikke så meget andet. 

Ankestyrelsen – som er klagemyndighed på det sociale område – har nu behandlet en række sager i kølvandet på sidste års præcisering af lovgivningen og truffet en såkaldt principafgørelse, der udover at være en afgørelse af de konkrete sager også fungerer som en rettesnor for kommunen i fremtidige sager.

Principafgørelsen slår fast, at det er en forudsætning for visitation til et ressourceforløb, at kommunen skal kunne beskrive positive udviklingsmuligheder af arbejdsevnen hos en person. Det er ikke tilstrækkeligt - hvad der tidligere har været gældende - at det ikke kan udelukkes, at arbejdsevnen kan udvikles gennem eksempelvis ressourceforløb eller ved deltagelse i STU. Formuleringen ”at det ikke kan udelukkes” stammer fra en tidligere principafgørelse 33-15, som Ankestyrelsen med denne nye principafgørelse ophæver. 

I LEV vurderer vi, at den nye afgørelse kan tolkes som en reel ændring i Ankestyrelsens praksis på dette område. Det har netop været et problem, at mange kommuner har anført, at det ikke har kunnet udelukkes, at arbejdsevnen med tiden kunne udvikles. Nu skal kommunen beskrive et realistisk beskæftigelsesmål i sagen. Et andet interessant aspekt er, at afgørelsen også slår fast, at der er forskel på udvikling af arbejdsevne og tiltag, som udelukkende har sigte på forbedring af borgerens livskvalitet.

Som nævnt indledningsvis er reglerne om førtidspension kun blevet præciseret og ikke ændret grundlæggende. Kommunen skal stadig dokumentere arbejdsevnen. Principafgørelsen slår fast, at en borger som udgangspunkt ikke kan tilkendes førtidspension, uden at det først er forsøgt i udvikle arbejdsevnen i et ressourceforløb, med mindre det er åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan udvikles. En tilsvarende formulering er gældende i dag.

Som borger, pårørende eller frivillig er det værd at være opmærksom på principafgørelsen, da kommunen som nævnt tidligere skal tage den i betragtning, når man afgør nye sager. Og her skal man altså mere aktiv ind og pege på de udviklingsmuligheder, man ser hos borgeren.