17.04.2018 Fejl i hver anden afgørelse

Mere end hver anden sag på børnehandicapområdet bliver omgjort, når de bliver anket til Ankestyrelsen. Det viser nye tal. LEVs formand ønsker, at der bliver grebet ind over for de kommuner, der spekulerer i de forkerte afgørelser.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenterede i dag et Danmarkskort over, hvor mange kommunale afgørelser, der efterfølgende ændres i ankesystemet. Og det ser ikke godt ud – heller ikke i forhold til sidste år, hvor oversigten blev offentliggjort for første gang.

Antallet af omgjorte sager på børneområdet er steget fra 46 procent til 52 procent. Som noget nyt i år er voksenhandicapområdet også med. Her var der fejl i 21 procent af de sager, som Ankestyrelsen behandlede i 2017.

De store omgørelsesprocenter sker på trods af, at der har været massivt fokus på de forkerte afgørelser i kommunerne i de senere år. I 2017 omtalte Mai Mercado således selv Danmarkskortet over afgørelsesprocenterne som en tørresnor, der ifølge ministeren skulle ”hænge genstridige kommuner til tørre”.

Ministeren siger om de nye tal: ”Det er helt uacceptabelt, at kommunernes afgørelser i mere end halvdelen af sagerne på børnehandicapområdet bliver omgjort. Borgerne skal have tillid til, at myndighederne træffer rigtige afgørelser, og den tillid lider et knæk, når så stor en del af sagerne bliver omgjort.”

I LEV har vi i årevis påtalt den mangelfulde kommunale sagsbehandling, der resulterer i, at mange ikke bare får en forkert afgørelse, men at det kan tage år at få den rigtige afgørelse, fordi en ankeproces kan tage rigtig lang tid.

Den største bekymring går imidlertid på, at der rundt om i landet kan sidde mange med udviklingshæmning og deres familier, der reelt må leve med forkerte afgørelser på helt centrale områder for den enkeltes tilværelse, eksempelvis konkret hjælp i dagligdagen. Det kan nemlig være meget svært at gennemskue en afgørelse, og om der skal ankes, hvis man ikke har nogen til at hjælpe sig. LEVs landsformand, Anni Sørensen, siger:
- Forkerte afgørelser er selvfølgelig ikke i orden i sig selv, men det gør det jo endnu mere grotesk, at der er en negativ slagside i forhold til de dårligst stillede. Hvis du i forvejen er en familie med en meget presset hverdag, kan det nemt komme til at virke helt håbløst at skulle anke en sag.

Hun er derfor overbevist om, at der er et stort mørketal, så antallet af forkerte afgørelser faktisk er endnu større, end det Ankestyrelsens opgørelse viser. Anni Sørensen tilføjer:
- Det er godt, at ministeren har fokus på problemet med de forkerte afgørelser. Men det er åbenlyst ikke nok, når tallet stiger. Der skal altså stærkere virkemidler i brug end en offentlig tørresnor, hvis de kommunale afgørelser skal forbedres væsentligt.

Mai Mercados eget forslag til bedre sagsbehandling er, at kommunerne blandt andet kan søge hjælp og rådgivning hos Viso, der er en specialiseret enhed i Socialstyrelsen. Det kan hjælpe med at få vendt udviklingen og få kommunerne til at træffe korrekte afgørelser, vurderer ministeren.

11.04.2018 Magt eller nærvær? Vi står ved en skillevej

De nuværende udfordringer med at overholde magtanvendelsesreglerne bør ikke løses ved at gøre det lettere for personalet at anvende magt over for samfundets svageste.

Debatindlæg af Bjarne Hastrup, adm. direktør for Ældre Sagen og Anni Sørensen, landsformand for LEV, bragt i Jyllands-Posten i dag, onsdag den 11. april 2018.

Er der virkelig brug for at ”slippe magtanvendelsen mere fri” over for f.eks. ældre med demens eller mennesker med udviklingshæmning? Skal personalet på plejecentre eller botilbud have nemmere adgang til at gribe ind med fast hånd, iværksætte overvågning og foretage fastspænding? Og skal det fremover ske, uden at ansvarlige myndigheder holder øje?

De spørgsmål melder sig, når man læser anbefalingerne i Børne- og Socialministeriets nye rapport med et ”serviceeftersyn” af magtanvendelsesreglerne over for voksne på socialområdet.

Vi i Ældre Sagen og Landsforeningen LEV repræsenterer hhv. mennesker med demens og mennesker med udviklingshæmning – de to største målgrupper for servicelovens regler om magtanvendelse. Lad det være sagt med det samme: Vi opfordrer de politikere, som skal til at forhandle om reglerne, til at tænke sig nøje om. Anbefalingerne fra Børne- og Socialministeriet indeholder en risiko for en glidebane for retssikkerheden. En bevægelse i retning af mere magt og mindre pædagogik.

Vi hilser en gennemgang af magtanvendelsesreglerne velkommen, men vi sætter på det kraftigste spørgsmålstegn ved, om de nuværende udfordringer med at overholde reglerne skal løses ved at gøre det lettere for personalet at anvende magt over for samfundets svageste.

De nuværende regler om magtanvendelse på voksensocialområdet er udstyret med det rigtige formål. Reglerne har til formål at forebygge og reducere brugen af fysisk magt og andre former for indgreb til det absolut nødvendige. Fysisk magt kan være nødvendigt, men det skal være undtagelsen og må kun anvendes, når alle pædagogiske virkemidler er forsøgt. Reglerne understreger også, at der kun må bruges magt i situationer, hvor et voksent menneske med eksempelvis demens eller svær udviklingshæmning er i risiko for at skade sig selv eller andre.

Der har gennem mange år været store udfordringer med at overholde visse magtanvendelsesregler. Det kan skyldes, at reglerne er svære at forstå, at personalet ikke har de rette kompetencer eller ressourcer til at overholde dem, eller at reglerne opleves dilemmafyldte i arbejdet med at yde den nødvendige omsorg. Men vi må konstatere, at kompleksitet, dilemmaer og etik er et vilkår på et så følsomt område som anvendelse af magt.

Et centralt princip i de gældende regler er, at enhver form for magtanvendelse skal registreres og indberettes til den ansvarlige kommunale myndighed. Det handler om borgeres retssikkerhed, men også om at sikre læring og udvikling af den pædagogiske faglighed. Registreringen, indberetningen og myndighedsopfølgningen er vigtig for, at der altid arbejdes for at overflødiggøre brugen af magt.

Det er sunde principper. Brugen af magt må aldrig blive til en rutine eller et integreret redskab i den måde, hvorpå personalet yder omsorg og støtte. Derfor er vi forundrede over tendenserne i de anbefalinger til ændring af magtanvendelsesreglerne, som er lagt frem for politikerne.

Anbefalingerne går alle i retning af at gøre det nemmere for personalet at anvende magt og foretage indgreb i det enkelte menneskes integritet og selvbestemmelse. Oven i det ønsker ministeriet at fjerne en stor del af den myndighedsovervågning, som i dag er en del af reglerne. En stor del af magtanvendelsen skal så at sige ”slippes fri” i de enkelte plejecentre, botilbud mv – helt uden registrering, dokumentation eller tilsyn.

Vi opfordrer til, at man tænker over, hvad det vil betyde for kulturen blandt personalet i plejecentre og i botilbud. Og til, at man overvejer, hvad det siger om vores samfund, hvis vi vælger mere magtanvendelse på bekostning af tilstrækkeligt og solidt uddannet personale.

Vi står ved en skillevej. Vi skal vælge, om vi bevæger os ned ad den vej, hvor vi tillader mere magtanvendelse, eller om vi insisterer på en omsorg, der bygger på pædagogik, respekt for individets rettigheder og tilstrækkelige ressourcer til at tage os af de borgere, der har brug for vores omsorg. I Ældre Sagen og LEV ved vi godt, hvilken vej vi ønsker at gå.

04.04.2018 Rikkes rejse

ULF Ungdom har fået en ny formand, der med stor troværdighed kan sige sin mening om manglende tildeling af førtidspension, et mangelfuldt uddannelsessystem og at man kan en masse, selv om man har udviklingshæmning. For hun har prøvet det hele selv.

Af Arne Ditlevsen

Et par nøgleord om Rikke Sørensen: Har lækker lejlighed i centrum af Odense, elsker at gå i byen og i det hele taget at være sammen med vennerne. Går op i lækkert tøj. Arbejder ovenikøbet i en tøjbutik. Drikker te og elsker et stort glas vin. Er med i en løbeklub. Har taget en ungdomsuddannelse.

Det lyder fuldstændig normalt. Men der er vel heller ikke noget unormalt ved at have udviklingshæmning?

Det har Rikke Sørensen i hvert fald indset, efter at hun har været på en længere indre rejse. I årevis så hun sig selv som måske lidt handicappet. Der var noget autisme, hun gik på specialskole og var også i aflastning en gang imellem. Men udviklingshæmmet? Det var hun da ikke. Men Rikke snød:
- Jeg er tit blevet overvurderet. Mange tror, at jeg kan mere, end jeg kan. For eksempel har det været en kamp med kommunen at få førtidspension. De ser kun den glade Rikke, men ikke den Rikke, der har det svært.

Det er da også den glade Rikke, LEV Bladet møder i lejligheden i Odense. Hun er drønet hjem på cykel fra arbejdet i Vero Moda-butikken i Tarup for at tage imod.

En skolegang med udfordringer
I oktober sidste år blev Rikke Sørensen valgt til ny formand for ULF Ungdom. Og der rumsterer allerede masser af ideer i Rikkes krøllede hoved til, hvad ULF Ungdom skal kaste sig ud i. Samtidig er hun dog godt klar over, at hun skal huske at passe på sig selv, ellers risikerer nogle af de gamle spøgelser at dukke op igen.

Rikke blev født med navlestrengen rundt om halsen. Og det er formentlig det, der er årsag til de udfordringer, Rikke har i dag. Hun startede i en almindelig børnehave, men her blev det efterhånden klart, at hun havde brug for mere specialiseret hjælp. Så næste stop blev specialskolen Enghaveskolen i Odense.

På mange måder var hun glad for sin skolegang, men det var i perioder også en tid med store personlige nedture for Rikke.
- Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, men det endte med, at jeg fik en depression. Og jeg gik fra at være på 7. klasses niveau til 2. eller 3. klasses niveau.

Årsagerne til depressionen var flere, men blandt andet fyldte usikkerheden om, hvad der skulle ske efter folkeskolen utrolig meget hos Rikke. Skoleproblemerne fyldte også på hjemmefronten:
- På et tidspunkt lå jeg bare under et bord derhjemme og skreg. Min mor måtte sygemelde sig, og det hele gik ud over både min søster og mine forældre. Jeg spiste heller ikke nok mad.

Flov over at blive set med de andre
Rikkes drøm efter 10. klasse var at komme på husholdningsskole. Det sagde kommunen dog nej til.
- I stedet kom jeg på CSV for at tage en STU, for det mente kommunen, at jeg skulle.

Hun kom i en klasse for autister, hvor der var den ro og omsorg, som hun havde brug for. Problemet var bare, at de øvrige klassekammerater umiddelbart var meget dårligere fungerende end Rikke, og det gjorde det vanskeligt:
- Der var ingen at snakke med eller spejle mig i. Så det var svært at være sammen med de andre. Det kunne også være svært at være på tur med klassen. For hvad tænkte andre om mig, hvis de så mig sammen med nogen, som var så handicappede?

Alle de her tanker kunne Rikke heldigvis tale med nogle af lærerne om. Eller rettere sagt, hun lavede et fem sider langt skriv om det, som hun gav til lærerne. Og de kunne så tale med hende ud fra det.
- Jeg var så frustreret, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord i min mund. Jeg kunne ikke selv starte en samtale. Åbne op.

Det endte med, at Rikke flyttede klasse og også kom i praktik i en tøjbutik. Og det var der musik i. Efter endnu en forgæves ansøgning om at komme på husholdningsskole fik hun langt om længe lov til at tage tredje år på STU på husholdningsskolen Rødding Fri Fagskole. Her lærte hun meget om det at klare sig selv og at være på en arbejdsplads.

Nu har Rikke fået førtidspension og job på skånevilkår i butikken i Tarup.
- Jeg har en chef, der ser muligheder og ikke begrænsninger i mig. Vi begynder at arbejde med mig, jeg får nye udfordringer, jeg udvikler mig. Også i teamet. På et tidspunkt håber jeg at komme til at betjene kassen. Jeg elsker bare mit job!

At sige sin mening
Om onsdagen er det dog ikke butikken i Odense, der fylder, men ULF’s kontor i Vejle. Det er en helt ny verden, der er kommet ind i Rikkes liv. Hun har godt nok været medlem af ULF Ungdom i et stykke tid, men uden egentlig at sætte sig særlig meget ind i, hvad de laver.

Det hele startede faktisk med, at Rikke blev opfordret til at medvirke i den proces, hvor Odense Kommune inviterede brugerne af kommunens tilbud på handicapområdet til at hjælpe med at fordele de ti millioner kroner, man ekstraordinært ville bruge på området. Det førte til, at Rikke kom med i kommunens såkaldte borgerpanel, hvor hun skulle sige, hvad hun mente om ”fremtidens Odense”:
- Jeg fik utrolig meget ud af endelig at sige min mening. Og de lyttede til os… om for eksempel nye aktiviteter på værkstederne. Det kan godt være, at man har lavet de samme ting i 40 år, men derfor er det ikke sikkert, at det er det rigtige.
- Til slut havde jeg det sådan, at det fandeme ikke måtte slutte her. Mange har brug for hjælp. Så jeg begyndte at undersøge mulighederne.

Det rigtige kom, da hun var til et oplæg om ULF-ferie. Her dukkede Rikkes tanker om, at måske nok har hun nogle handicap, men udviklingshæmmet var hun da ikke, igen op. Kontakten med ULF varede dog ved, og der gik ikke lang tid, inden hun var i spil som kommende formand efter Jette Tastesen, der snart ville falde for aldersgrænsen på 30 år. Så Rikke blev i et stykke tid føl hos ULF Ungdom på kontoret i Vejle, de deler med ULF.
- Mine første tanker om at være formand gik på, at bare jeg kunne få lov til at sige min mening, var jeg glad. Men så begyndte jeg at høre om de aktiviteter, de lavede, og det ville jeg også rigtig gerne være en del af. Og så blev jeg hevet ind i ULF-verdenen.

 

BOKS

ULF Ungdom
Rikke Sørensen fortæller, at hun og de andre i ULF Ungdom blandt andet kæmper for en anstændig ledsagelsesordning, mere selvbestemmelse, en bedre STU, en uddannelsesmulighed efter STU’en og at der kommer styr på tildelingen af førtidspension.
- Vi kan sagtens have meninger, der vedrører alle udviklingshæmmede. Men ULF Ungdom blev dannet, fordi vi ved, hvad der er bedst for os unge. Det er det, vi kan fortælle.

Rikke har allerede en gang været ude og holde oplæg om ULF Ungdom. Det var på Rødding Fri Fagskole. I april har hun et nyt oplæg på CSV i Odense.
- Vi kæmper for, at de unge skal være en del af samfundet som alle andre. Men de unge skal også lære at acceptere sig selv, og at man faktisk godt kan noget, selv om man har udviklingshæmning.

Du kan følge ULF Ungdom på deres facebookside.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018 

05.04.2018 Pape lover løsning på manglende stemmeret

Et stort flertal i Folketinget vil sikre stemmeret for alle – også mennesker med handicap, som har et såkaldt §6-værgemål. Det må være konklusionen oven på behandlingen af et beslutningsforslag i Folketinget tirsdag, hvor justitsminister Søren Pape Poulsen lovede at komme med bud på en løsning efter sommerferien

Måske kan en lovændring være på plads inden næste folketingsvalg. Det var det håb, som ordføreren bag beslutningsforslaget, Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, udtalte i sine afsluttende bemærkninger efter behandlingen i folketingssalen tirsdag.

”Jeg ser frem til, at vi til efteråret kan vedtage en lovgivning, der sikrer, om ikke andet, stemmeret til flere, og i bedste fald stemmeret til alle de pågældende borgere.”

Beslutningsforslaget, som Enhedslisten havde fremsat sammen med Alternativet, De Radikale og SF, handlede om at ændre værgemålsloven, sådan at voksne, som via et §6-værgemål er fradømt den retlige handleevne, kan få stemmeret. I dag medfører denne særlige form for værgemål nemlig, at man betegnes ’umyndiggjort’ – og ifølge Grundloven har ’umyndiggjorte’ ikke stemmeret til folketingsvalg samt folkeafstemninger. Det rammer cirka 2.000 voksne danske statsborgere, heraf mange med udviklingshæmning.

Der var tidligere tvivl om, hvorvidt Grundloven rent faktisk betød, at voksne med et §6-værgemål, ikke måtte stemme, men med en dom i Højesteret i januar 2018 blev den tvivl fejet af banen. Højesteret fastslog, at fratagelsen af stemmeret for voksne med denne slags værgemål var i orden.

Derfor var det nødvendigt at gå en anden vej, hvis alle skal have stemmeret. Beslutningsforslaget om ændring af værgemålsloven, var et bud på en løsning. Her foreslog de fire partier nemlig, at man fremover kun skulle fradømme den retlige handleevne ’i nærmere bestemt omfang’, hvilket ville betyde, at man ikke kunne benævnes ’umyndiggjort’ i Grundlovens forstand.

LEV har længe arbejdet for, at alle danskere skal have stemmeret – også mennesker med et §6-værgemål. Derfor er LEVs landsformand, Anni Sørensen, også glad for, at der nu endelig ser ud til at være en løsning på vej.

- Det handler om ligeberettigelse og demokratisk medborgerskab. For os har det altid været underligt, at man sammenkobler behovet for beskyttelse via et værgemål med retten til at deltage som demokratisk medborger.

- For et par år siden lykkedes det at sikre stemmeret for mennesker med denne slags værgemål til kommunal-, regions- og Europaparlaments-valg. Det var et vigtigt skridt. Nu mangler vi bare stemmeretten til folketingsvalg og folkeafstemninger. Med de tydelige meldinger, som kom under behandlingen af beslutningsforslaget, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Måske endda før vi tror, siger Anni Sørensen.

Regeringen ville ikke støtte det specifikke beslutningsforslag, og den model, der er lagt op til heri, men man lovede, at man ville finde en løsning, og at den kommer kort efter sommerferien. I justitsminister Søren Papes tale under behandlingen af beslutningsforslaget, sagde han blandt andet, at man ville arbejde for, at et lovforslag kunne komme i Folketinget allerede i efteråret 2018.

03.04.2018 Leder: Mere magtanvendelse er systemets behov — ikke menneskers

Den 21. marts fik vi Børne- og Socialministeriets rapport med anbefalinger til ændring af reglerne i serviceloven om magtanvendelse over for voksne. Og som vi fortæller om inde i bladet, er der tale om nogle ret markante forslag, som alle peger i retning af mere magtanvendelse over for især voksne med udviklingshæmning, men også andre med handicap.

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV 

Jeg skal ikke gennemgå alle ministeriets forslag i denne lederartikel, men blot fremhæve to, som desværre er ganske kendetegnende for linjen i anbefalingerne.

For det første anbefales det i rapporten, at en række indgreb, som i dag defineres som magtanvendelse, fremover skal ses som ’omsorgshandlinger’. Det skal være muligt for personalet at anvende såkaldt ’fysisk guidning’ af eksempelvis voksne med udviklingshæmning, uden at det defineres som magtanvendelse. Forslaget peger i retning af mere håndfast håndtering af beboere i botilbud – vel at mærke uden den registrering og indberetning, som er gældende i dag. En anden anbefaling handler om at give mulighed for at foretage fysisk fastholdelse, hvis en beboer 'chikanerer' eller skaber ’utryghed’ over for andre beboere eller personale i et fællesrum. I dag skal der være risiko for personskade, hvis man skal foretage den slags indgreb.

For det andet lægger rapportens anbefalinger op til en markant svækkelse af retssikkerheden i forbindelse med flytning af en beboer fra sit hjem i et botilbud mod hans eller hendes vilje – eller hvis den pågældende ikke kan give et gyldigt informeret samtykke til en flytning. Det skal kort fortalt være nemmere for kommunerne på egen hånd at beslutte en flytning. I tråd med økonomiaftalen for 2018 mellem KL og regeringen anbefales det, at kommunerne får lov til at indskrive en såkaldt klausul i botilbudsbeboeres lejekontrakt eller boligdokument. Med denne klausul kommer beboerne til at bo på kommunale myndigheders nåde, idet kommunen skal kunne revisitere (tvangsflytte, red.) til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres.

Mange af rapportens anbefalinger er i mine øjne udtryk for et ganske markant skred i tilgangen til magtanvendelse på socialområdet. Der er nærliggende risiko for en glidende udvikling, hvor ’en fast hånd’ bliver en mere almindelig del af personalets værktøjskasse, hvilket uvægerligt vil svække det faglige arbejde for at forebygge magtanvendelse. Denne risiko for faglig svækkelse er meget foruroligende.

Indførelsen af klausuler i lejekontrakter og boligdokumenter samt lempeligere kriterier for flytning uden samtykke udtrykker det samme skred. Signalet er her, at mennesker med udviklingshæmnings værdighed og ret til et hjem skal underlægges kommunale systembehov. I grundlæggende strid med Danmarks internationale konventionsforpligtelser og bærende værdier i dansk handicappolitik.

Rapporten og dens anbefalinger er baseret på et såkaldt praksistjek gennemført af Ankestyrelsen. Her har man spurgt pædagoger og plejepersonale på handicap- og ældreområdet, repræsentanter fra de kommunale forvaltninger samt pårørende om deres erfaringer med de nugældende magtanvendelsesregler. LEV har desuden været repræsenteret i den nedsatte referencegruppe for arbejdet i ministeriet.

Der er altså kommet input med meget vigtige perspektiver og erfaringer i et sådant praksistjek fra en bred personkreds. Men jeg savner alligevel noget, nemlig perspektivet fra de mennesker, der selv har været udsat for en magtanvendelse: Det enkelte menneskes oplevelse af, hvordan det er at blive holdt fast, når der skal børstes tænder, eller gang på gang blive ført til et andet rum mod sin vilje. Eller oplevelsen af, at retten til eget hjem afhænger af, hvad de synes oppe på kommunen. Det kan være udfordrende at spørge alle i denne målgruppe, men selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde mennesker, som kan indvie os i, hvad det vil sige at være blevet udsat for en magtanvendelse.

Mennesker med udviklingshæmning er ikke en ’anden slags mennesker’. Ganske som hos alle andre sætter det spor i ens selvbillede, værdighed og integritetsfølelse, når en anden anvender tvang over for dig. Og nej, jeg tror ikke, at det er noget, som hurtigt er overstået – og så er det glemt. Det sætter sig’ i kroppen og i sindet’. Og her kan det blive siddende. Dette helt grundlæggende menneskelige perspektiv må vi aldrig glemme i overvejelserne, om hvornår – og under hvilke betingelser – det kan være nødvendigt at anvende fysisk magt over for mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap. Det kan i særlige tilfælde være nødvendigt – det er jo derfor reglerne findes. Men vi skal gøre alt for, at det forbliver undtagelsen, og her peger en række af ministeriets anbefalinger i den helt forkerte retning.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018

15.03.2018 Unge med udviklingshæmning franarret tusindvis af kroner

DR’s Kontant kunne i går fortælle om, hvordan flere mennesker med udviklingshæmning er blevet franarret hundredtusindvis af kroner af skruppelløse svindlere.

En fik således lænset sin konto for 450.000 kroner på en weekend, uden at Danske Banks systemer registrerede noget unormalt.

En anden mistede 200.000 kroner, da hun blev narret til at udlevere en række personlige oplysninger, så svindleren kunne oprette et Dankort i hendes navn. Svindleren narrede hende desuden til at købe otte nye telefoner.

Gerningsmanden bag begge svindelnumre var angiveligt den samme. Han er i øjeblikket tiltalt for bedrageri af i alt 14 personer.

Til Kontant udtalte Danske Banks ansvarlige for bekæmpelse af snyd og svindel, Linus Fugl, sig om sagen med de 450.000 kroner:

”Det er en meget usædvanlig sag og en rigtig ulykkelig sag, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at vores systemer ikke har været effektive nok til at fange den her svindel hurtigt nok.”

En 100 procents garanti for, at så noget ikke kan ske, er svær at give, men LEVs landsformand, Anni Sørensen, mener, at svindelsagerne er eksempler på, hvordan nogle mennesker med udviklingshæmning kan komme i klemme i digitaliseringen:

- Det er vigtigt, at banker og televirksomheder tager ansvar her. Både i forhold til etik i handlen, men også ved at kompensere borgerne, hvis misbrug sker. Banker og virksomheder har trods alt store gevinster ved digitaliseringen, og så må de også tage ansvar for dem, som kommer i klemme.

- Jeg synes, at det er meget ubehageligt og uforståeligt, at nogle svindlere skruppelløst går efter at bedrage nogle af de mest udsatte medborgere. Men det er desværre nok ikke til at undgå helt, så derfor er det vigtigt, at vi forsøger at forebygge denne type udnyttelse – for eksempel ved øget oplysning om risici og ved solid pædagogisk indsats. Alt sammen dog på en måde, så vi ikke skræmmer folk.

16.02.2018 Hvad skal du huske, hvis du vil købe ferieledsagelse?

Hvad skal man være opmærksom på i forbindelse med køb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie? Hvordan skal botilbuddet beregne prisen for ledsagelse? Kan man klage over leveringen af den tilkøbte ledsagelse? Skal botilbuddet sikre sig, at borgerens ret til kommunalt leveret ferie-ledsagelse er opfyldt? Spørgsmålene er mange – her forsøger vi, at give svarene på nogle af de mest centrale.

Lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie (Tilkøbsloven) trådte i kraft ved årsskiftet. Dermed er det nu blevet lovligt for botilbud for især voksne med udviklingshæmning at sælge socialpædagogisk ledsagelse til sine beboere (i loven anvendes betegnelsen ”Døgntilbud”). Tidligere var der en udbredt – men lovstridig – praksis, hvor en del botilbud med videre opkrævede brugerbetaling for ledsagelsen til ferier.

Det fremgår af Tilkøbsloven, at hensigten er at skabe et supplement til den socialpædagogiske bistand, herunder ledsagelse, som kommunen allerede er forpligtet til at levere efter Servicelovens § 85. Det fremgår ligeledes, at hensigten ikke er, at kommunen kan reducere sit serviceniveau for denne type støtte og ledsagelse – eller give afslag på ansøgning om ledsagelse med henvisning til muligheden for tilkøb.

Men Tilkøbsloven indeholder intet tilsyn eller en klageadgang, som kan modvirke en udvikling, hvor tilkøb gradvist erstatter den støtte og ledsagelse, som kommunen er forpligtet til at yde efter Serviceloven. Hele forvaltningen og anvendelsen af den nye lov er overladt til de enkelte botilbud – hverken den kommunale myndighed, Ankestyrelsen eller de Social Tilsyn skal holde øje med, hvordan der sælges socialpædagogisk ferieledsagelse i botilbuddene.

Spørgsmål og svar
Herunder er en række af de spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med anvendelsen af lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie. Vi forsøger at besvare spørgsmålene så kort og enkelt som muligt (Listen vil løbende blive udbygget efterhånden som vi opnår erfaringer med Tilkøbsloven):

  • Skal sagsbehandleren i kommunen træffe en afgørelse om, at en borger kan tilkøbe socialpædagogisk ferieledsagelse?
  • Kan andre sociale tilbud end botilbud også sælge ferieledsagelse?
  • Hvor mange dages ledsagelse kan en beboer tilkøbe om året?
  • Hvordan skal botilbuddet beregne prisen for ledsagelse?
  • Må botilbuddet reklamerer for at tilkøbe ledsagelse?
  • Kan man klage over leveringen af den tilkøbte ledsagelse?
  • Skal botilbuddet sikre sig, at borgerens ret til kommunalt leveret ferie-ledsagelse er opfyldt?
  • Må botilbuddet sælge ledsagelse til endagsture?
  • Må man godt dele udgiften til ferieledsagelse med andre beboere, hvis man rejser sammen?
  • Må ferieledsagelsen ske i udlandet?
  • Gælder servicelovens magtanvendelsesregler i forbindelse med ferie, hvor der er tilkøbt ferieledsag

 

-------------

Skal sagsbehandleren i kommunen træffe en afgørelse om, at en borger kan tilkøbe socialpædagogisk ferieledsagelse?
Nej, det er alene botilbuddets ledelse, som bestemmer om man vil tilbyde sine beboere at tilkøbe socialpædagogisk ferieledsagelse. Kommunen kan hverken pålægge et botilbud at tilbyde tilkøb af ledsagelse eller forbyde, at de gør det. Det er ligeledes det enkelte botilbud, som selv fastlægger, hvordan tilkøbet skal foregå, eksempelvis om man vil tage principiel stilling og tilbyde tilkøb til alle, eller om man vil beslutte det fra gang til gang.

Man kan således inden for den samme kommune godt forestille sig, at nogle botilbud har valgt at tilbyde tilkøb, men andre har valgt ikke at gøre det. Dette kan man ikke klage over. Man kan ligeledes forestille sig at tilkøbet håndteres meget forskelligt på tværs af botilbud i kommunen.

Kan andre sociale tilbud end botilbud også sælge ferieledsagelse?
Tilkøbsloven omfatter udelukkende beboere på botilbud. I loven er det angivet, at der skal være tale om døgntilbud, og derfor er det efter loven ikke tilladt for væresteder, cafeer, klubber, værksteder og aktivitets- og samværstilbud mv. at tilbyde salg af socialpædagogisk ferieledsagelse.

Hvor mange dages ledsagelse kan en beboer tilkøbe om året?
Tilkøbsloven indeholder ingen øvre grænser for, hvor meget ledsagelse en beboer kan købe af sit botilbud. Det er botilbuddet, som afgør om man vil sælge – og hvor mange dage man vil sælge. Loven understreger imidlertid, at botilbuddet skal sikre at leveringen af tilkøbt ferieledsagelse ikke går ud over beboere, som ikke deltager i ferieturen og bliver tilbage i botilbuddet.

Hvordan skal botilbuddet beregne prisen for ledsagelse?
Prisen for den tilkøbte ferieledsagelse skal beregnes på baggrund af både de direkte og indirekte omkostninger, som er forbundet med ydelsen af ledsagelsen. Det vil eksempelvis både sige personalets løn (inkl. tillæg, feriepenge osv.) samt en andel af de administrative omkostninger. Botilbuddet skal i prisen desuden modregne de ”væsentlige identificerbare besparelser” der er i botilbuddet i forbindelse med, at en beboer tager på en ferie med tilkøbt ledsagelse. Det vil eksempelvis sige lønomkostninger mv., som botilbuddet alligevel ville have skulle afholde, hvis en beboer var hjemme i tilbuddet. Sørg for at bede om en specificeret beregning af prisen for den tilkøbte ledsagelse, hvor modregningen er tydeliggjort.

Må botilbuddet reklamere for at tilkøbe ledsagelse?
Ja, det er efter Tilkøbsloven tilladt for botilbuddet at udarbejde informationsmateriale mv., som fortæller om muligheden for at tilkøbe ferieledsagelse. Informationen skal være lødig, retvisende og skal tage højde for beboernes kognitive vanskeligheder.

Kan man klage over leveringen af den tilkøbte ledsagelse?
Man kan ikke klage til kommunen eller Ankestyrelsen over en tilkøbt ledsagelse. Men hvis du er utilfreds med den ledsagelse, du får – eksempelvis at du ikke får de antal dages ledsagelse, som du har betalt for – så kan du (mod et mindre gebyr) klage til Forbrugerklagenævnet. Det er naturligvis først efter, at du har forsøgt at få botilbuddet til at imødekomme din klage og eksempelvis tilbagebetale, hvis du mener, at der er betalt for meget.

Hvis du eller din pårørende oplever, at der sker forringelser i hjælpen i botilbuddet, som kan henføres til, at der er solgt ferieledsagelse, kan du godt klage til kommunen. Det kan eksempelvis være, at beboere, som ikke tager med på en ferietur med tilkøbt ledsagelse, overlades til støtte fra færre medarbejdere eller udelukkende vikarer. Klagen handler her ikke om den tilkøbte ledsagelse, men om den hjælp som beboeren er visiteret til i botilbuddet.

Skal botilbuddet sikre sig, at borgerens ret til kommunalt leveret ferie-ledsagelse er opfyldt?
Ja, det fremgår af Tilkøbsloven, at tilkøbt ferieledsagelse skal ligge ud over den støtte og ledsagelse, som beboerne i et botilbud har ret til ifølge loven. Et botilbud, som ønsker at sælge ferieledsagelse til en af sine beboere, skal ifølge loven henvende sig til kommunen (handlekommunen), hvis der er tvivl om, hvorvidt borgeren har krav på at få visiteret socialpædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie. Med andre ord: Botilbuddet skal aktivt vurdere om beboeres ret til ferieledsagelse efter serviceloven er opfyldt inden man sælger ferieledsagelse. Hvis ikke rettigheden er opfyldt, skal botilbuddet henvende sig til kommunen for at få det afklaret. Kommunen skal i den forbindelse tage højde for Ankestyrelsens principafgørelse nummer 60-15, som angiver, at mennesker med handicap, som ikke kan færdes på egen hånd, kan have ret til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med en kortere ferie i Danmark (læs principafgørelsen her
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=174521 ).

Må botilbuddet sælge ledsagelse til endagsture?
Nej, Tilkøbsloven angiver, at det udelukkende er til ferier, der kan sælges socialpædagogisk ledsagelse. En ferie kan dog være meget kort, ifølge loven. En ferie defineres som en tur, hvor der minimum er én overnatning.

Må man godt dele udgiften til ferieledsagelse med andre, hvis man rejser sammen?
Ja, det er tilladt at arrangere fælles-ferieture, hvor et antal beboere i fællesskab tilkøber ledsagelse.

Må ferieledsagelsen ske i udlandet?
Ja, Tilkøbsloven tillader direkte, at den tilkøbte ferieledsagelse kan anvendes i både Danmark og i udlandet. Botilbuddet skal være særligt opmærksom på om der eventuelt gælder andre regler i de lande som besøges. Ikke mindst i relation til servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Botilbuddet er også ansvarlig for, at der er tegnet de nødvendige forsikringer for personalet, som yder den tilkøbte ledsagelse.

Gælder servicelovens magtanvendelsesregler i forbindelse med ferie, hvor der er tilkøbt ferieledsagelse?
Ja, Tilkøbsloven indeholder i stort omfang tilsvarende regler om magtanvendelse, som dem, der findes i serviceloven. Personale, som yder socialpædagogisk ledsagelse, som beboeren selv har betalt for, kan således i en række situationer – og under nogle bestemte betingelser – anvende fysisk magt for at afværge nærliggende risiko for væsentlig personskade på borgeren selv eller andre. Tilkøbsloven indeholder ligeledes regler om magtanvendelse i hygiejnesituationer, svarende til dem, som findes i serviceloven.

Beboeren og pårørende har ret til at klage over magtanvendelse, som er sket i forbindelse med tilkøbt ferieledsagelse. Der skal ligeledes ske indberetning af magtanvendelser til kommunen og Socialtilsynene.