23.11.2017 Drop kassetænkningen - se på det enkelte menneske

Marianne Jakobsen har kæmpet for sin søn Troels og hans rettigheder, lige siden Troels gik i børnehave. Hun er ligeglad med, at hun undervejs er blevet kaldt tosset og betragtet som kværulant, for hendes indsats har bidraget til, at Troels har fået sin egen lejlighed og er godt på vej imod et skånejob

 

Af Karin Ditlevsen

Marianne Jakobsen ønsker ikke, at hendes søn Troels, 23, skal pakkes ind i vat. Og han skal ikke have hjælp til ting, han godt kan klare selv. Og de ting, han ikke kan klare ved første forsøg, skal han forsøge at lære at beherske.

Der er dog bare visse ting, Troels Sørensen har behov for hjælp til at lære og udføre. Og her mener Marianne Jakobsen ikke, at det kommunale system, i dette tilfælde i hjemkommunen Tønder, lytter nok til det enkelte menneskes ønsker, behov og udviklingsmuligheder.

Fik afslag på lejlighed
Troels havde i en årrække et meget stort ønske om at få sin egen lejlighed.
- Jeg vil gerne klare mig selv så meget som muligt og blive set som et selvstændigt menneske, forklarer Troels Sørensen. Men her mødte han og hans mor ikke meget støtte.
- Da vi udtrykte ønske om en lejlighed til Troels, fik jeg at vide, at kommunen ikke havde mulighed for at finde en lejlighed til Troels. Det eneste boligtilbud, han kunne få, var et værelse i et bofællesskab for udviklingshæmmede, fortæller Marianne Jakobsen.

Det skal være løgn, tænkte Marianne. Troels skal have en chance for at bo for sig selv i en lejlighed, når det er det, han så brændende ønsker sig.

Stuves sammen på bosteder
Så Marianne satte sig ned og ringede rundt til boligforeninger i Tønder Kommune. Og et boligselskab kunne med det samme tilbyde hele tre forskellige lejligheder til Troels.

Nu har Troels boet i sin egen lejlighed i udkanten af Tønder i tre et halvt år. Det fungerer superfint, og han er lykkelig for at have fået chancen.
- Når nu kommunen vil presse Troels til at bo i et bofællesskab, så er det et udtryk for kassetænkning. Det handler udelukkende om besparelse. Der bliver ikke taget nogen form for personligt hensyn.
- Det er nemmest og billigst at samle grupper af udviklingshæmmede på bosteder. Selv om nogle måske – som Troels – brændende ønsker at bo for sig selv og er i stand til at klare sig selv med en form for hjælp, siger Marianne Jakobsen.

Udvikling – ikke fastholdelse
Marianne Jakobsen har opdraget alle sine tre børn til, at de skal være høflige, sparsommelige og tage ansvar for deres eget liv. De skal udføre deres del af de opgaver, som de møder hen ad vejen i livet. Og de skal tro på sig selv.
- Handicappede, der godt kan, skal klare sig selv. Men omvendt skal de have den hjælp, de har behov for, for at komme videre. Og der synes jeg ikke, at det er godt nok, det, vi har oplevet med Troels, siger Marianne.

Troels - og andre handicappede - skal udvikles – og ikke bare fastholdes, understreger Marianne.

Troels er på førtidspension, men et andet stort ønske for ham er at få et arbejde. Derfor vil han meget gerne ind i et meningsfuldt praktikforløb, som kan føre ham videre imod et skånejob. Men heller ikke her har han mødt den store hjælp, fortæller Marianne.

Troels mødte muren
Troels gør en stor indsats selv. Men han har også, som sin mor, oplevet at løbe panden mod en mur.

Troels personlige drøm er at komme til at arbejde på en tankstation.
- Min far har arbejdet på en tank, og jeg er blevet interesseret i livet på sådan et sted. Der sker noget hele tiden, der er travlt, og der kommer mange mennesker, forklarer Troels engageret.

Så Troels ville i praktik på en tankstation. Men Tønder Kommunes eneste tilbud om en praktikplads var at sende Troels til en second hand-forretning, hvor udviklingshæmmede arbejder under pædagogers vejledning.

Det var ikke, hvad Troels ønskede, og han ville derfor gerne have hjælp på kommunens jobcenter til at skrive en ansøgning til en tankstation om at komme i praktik. Men han følte, at den ene sagsbehandler bare sendte ham videre til den næste, så han ikke fik den hjælp, han havde brug for.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg ikke kunne få hjælp til at skrive den ansøgning, siger Troels.

Storebror måtte hjælpe
Igen måtte familien i sving. Denne gang var det Troels’ storebror, som trådte til. Han hjalp Troels med at formulere en ansøgning om en praktikplads og sende den til Circle K i udkanten af Tønder.

Troels og hans storebror havde held med deres fælles indsats. Troels fik et ja fra Circle K om en praktikplads. Han skal være i praktik i to måneder, og på nuværende tidspunkt er den første måned gået rigtig godt. Om et par uger får Troels svar på, om praktikopholdet kan føre videre til hans store drøm om et fast skånejob på 15 timer om ugen.
- Men hvis vi får nej til det skånejob, så prøver vi bare et andet sted, siger Marianne med meget fast stemme.

- Ja, og så tager jeg bare de erfaringer, jeg har fået fra Circle K, med mig, siger Troels.

Blev kaldt tosset
Undervejs har Marianne måttet lægge ører til lidt af hvert.

Stationsforstanderen ved Arriva, Troels' gamle praktikplads, fortalte en dag Marianne, at han havde haft en oplevelse, der havde chokeret ham.
- Han havde besøg af to pædagoger vedrørende en handleplan for Troels. De to sagde direkte til stationsforstanderen, at de syntes, at jeg var tosset i hovedet. - Jeg er blevet betragtet som kværulant af kommunale medarbejdere – bare fordi jeg går imod deres planer vedrørende min søn, siger Marianne Jakobsen.
- Mange kommunale ansatte mener, at de ved, hvad der er bedst, men i sidste ende har de en tendens til at skubbe ansvaret fra sig. Hvor har jeg hørt den sætning: ”Det er ikke mit bord” mange gange! fortæller Marianne og fortsætter:
- De vælger tit den nemmeste løsning og sætter sig ikke ind i det enkelte menneskes mulighed for udvikling, og man belønner heller ikke en udviklingshæmmets eget initiativ.

Systemet før mennesket
- Man ser ikke på det enkelte menneske i det offentlige system. Det hele handler om kassetænkning. Der er så meget, kommunen siger, der ikke er muligt på grund af de og de regler. Jeg synes, at jeg har oplevet, at det er systemet, der kommer før menneskene, siger Marianne.
- Jeg vil gerne ændre kommuners måde at tænke på generelt. Kommuner bør stoppe med at se sig blinde på penge og regler og i stedet fokusere på at hjælpe mennesker videre fremad i deres liv. Kommunerne skal høre bedre efter, hvad pårørende har af ideer, når det gælder deres børn med specielle behov, mener Marianne.
- I dag går det rigtig godt for Troels. Nu vil jeg gerne hjælpe andre forældre ved at inspirere dem. Det kan betale sig at kæmpe for sine egne og sine børns rettigheder.

Artiklen var i LEV Bladet nr. 7 2017

18.10.2017 Råderummet – og hvem der har fyldt det op

Begrebet ’råderummet’ er blevet det nye omdrejningspunkt, når de politiske partier skal fortælle, hvordan skattelettelser eller øget forbrug til velfærd skal finansieres. Men råderummet er ikke kommet ud af intet – blandt andet har mennesker med udviklingshæmning givet deres bidrag til 'rummet'.

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Regeringen har lanceret sit forslag til finanslov for 2018 – og sendt et skatteudspil på gaden. Her foreslås skattelettelser for samlet mere end 20 milliarder kroner fordelt på forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Syv milliarder skal hentes i det såkaldte råderum.

Meget af debatten om regeringens skattereformudspil har handlet om, hvem der får gavn af skattelettelserne. Er det ’direktøren’ eller ’HK’eren’, der har udsigt til den største lettelse i skatten?

Der har været noget mindre fokus på, hvor pengene til de ganske betydelige skattelettelser skal komme fra. Regeringen har forklaret, at det såkaldte finanspolitiske ’råderum’ skal finansiere cirka syv milliarder kroner af udgiften. Men hvor kommer ’råderummet’ fra? Hvem har betalt – og hvem skal fremover betale, så at sige?

Det rækker for vidt at gennemgå i detaljer, hvad råderummet er for en størrelse, og hvad der har bidraget til etableringen af dette ’rum’. Men kort fortalt, så er råderummet et udtryk for det ’overskud’, som regeringen regner med at have på de offentlige finanser i 2025 – under nogle helt bestemte forudsætninger. 

Og et råderum lyder jo egentlig meget rart. En ordentlig sjat penge, som ligger og venter et sted inde i Finansministeriet - og som kan bruges til mere velfærd eller skattelettelser.

Men det er jo ikke uden betydning hvilke grupper, der har bidraget til råderummet. Og hvem der skal sørge for, at rummet bliver endnu større frem mod 2025. Regeringen har i flere sammenhænge forklaret, at råderummet opstår som følge af tidligere reformer på især arbejdsmarkedsområdet. Det gælder eksempelvis førtidspensionsreformen, skattereformen fra 2012 og kontanthjælpsreformen. Sammen med en markant opbremsning i de offentlige serviceudgifter (for eksempel kommunernes udgifter til hjælp til mennesker med handicap), så har reformerne gjort, at det offentlige bruger langt færre penge end tidligere – og dermed opstår råderummet.

I en LEV sammenhæng betyder det, at vi kan konstatere, at rigtig mange børn, unge og voksne med udviklingshæmning har givet deres bidrag til etableringen af råderummet. Eksempelvis unge, som nægtes en førtidspension og i stedet cykler rundt i udsigtsløse jobtræningsforløb. Eller de mange, som har fået forringet muligheden for socialpædagogisk ledsagelse, har fået skåret nattevagten i botilbuddet væk eller lignende.

Der er imidlertid ikke meget, som tyder på, at mennesker med udviklingshæmning har udsigt til lettelser i skatten. Mennesker på førtidspension og andre overførselsindkomster vil ikke få megen gavn af skattelettelser målrettet mennesker på arbejdsmarkedet.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 6, 2017

24.10.2017 Unge med udviklingshæmning i klemme i pensionsreform

Mennesker med udviklingshæmning får ikke tilkendt førtidspension i samme omfang som tidligere. I stedet bliver de i stigende omfang forsørget på kontanthjælp. Det fremgår af en artikel i Information.

Baggrunden for den dybt problematiske udvikling er først og fremmest fleks- og førtidspensionsreformen fra 2013. I de fire år før reformen fik 3.383 udviklingshæmmede tilkendt førtidspension. I de fire år efter (2013-2016) var tallet faldet til 1.681.

Landsformand for LEV Anni Sørensen udtaler til Information: ”Da loven blev ændret i 2013, oplevede vi en halvering fra det ene år til det andet. Vi snakker om præcis de samme unge mennesker med samme funktionsniveau, der med årsskiftet gik fra at kunne få førtidspension til at havne på en kontanthjælpslignende ydelse.”

En anden central pointe i Informations artikel handler om, at samme gruppe, det vil sige yngre mennesker med udviklingshæmning, stik imod de politiske intentioner med førnævnte reform har en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet end ældre udviklingshæmmede, som ikke er påvirket af pensionsreformen.

Den historie er baseret på en undersøgelse af forsørgelsesgrundlaget for mennesker med udviklingshæmning, som LEV gennemførte i april/maj 2017. Baggrunden for undersøgelsen var reformen af førtidspension og fleksjob i 2013, som ifølge tal fra Ankestyrelsen halverede antallet af tilkendte førtidspensioner til borgere i LEVs målgruppe fra det ene år til det andet.

Mere konkret viser LEVs undersøgelse, at 18,2 procent af unge under 25 har en kontanthjælpslignende ydelse som forsørgelsesgrundlag. Det tilsvarende tal for gruppen over 25 er kun 1,3 procent.

Svagere tilknytning til arbejdsmarkedet
For LEV er det naturligvis uacceptabelt, at en stor del af de unge er overgået fra førtidspension til kontanthjælpssystemet i jobcentret og dermed en verden med regler, procedurer og lovkrav, som borgere i al almindelighed har svært ved at håndtere og LEVs målgruppe i særdeleshed.

Men det er også værd at notere sig, at borgerne også – stik modsat politikernes intention med reformen – har fået en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet. Lidt over 13 procent af gruppen over 25 år har en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af et skåne- eller fleksjob mod kun 3,4 procent af de unge under 25 år.

Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at det her snart fem år efter fleks- og førtidspensionsreformen ikke er lykkedes kommunerne i Danmark at skaffe én eneste fra målgruppen under 25 i fleksjob. Rent faktisk er man ikke en gang lykkedes med at gennemføre en sagsbehandlingsproces, som har resulteret i en tilkendelse af et fleksjob. Det viser med al tydelighed, at jobcentrene har svært ved at håndtere opgaven.

Det samlede billede af denne undersøgelse er, at en stor del af LEVs målgruppe er kommet i en ubehagelig klemme på baggrund af pensionsreformen. På den ene side er det politikernes intention, at færre skal forsørges på førtidspension, og flere skal opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. På den anden side viser tallene med al tydelighed, at jobcentrene ikke formår at løse denne opgave for LEVs målgruppe. Resultatet har været udsigtsløse ressourceforløb og forsørgelse på kontanthjælp.

10.10.2017 Nedskæringer = Nødvendighedens politik?

Vi hører det igen og igen. Kommunerne er presset på økonomien og af strukturelle udfordringer. ’Udgifterne til mennesker med handicap stiger og stiger’ - og ’pengene fosser ud af kommunekassen’

Spørger man i kommunerne og Finansministeriet, så ligger løsningen lige for. Den består i besparelser og nedskæringer og i indskrænkninger i borgernes retskrav på forskellige ydelser. Kun på den måde bliver den kommunale økonomi styrbar, hævdes det.

Men passer det overhovedet?

Som vores video med tal fra Socialministeriet viser, så er de samlede udgifter på det specialiserede socialområde faktisk faldet de seneste år.  Kommunernes udgifter på handicapområdet er ikke ustyrlige, som det påstås.

Politik er prioritering
Samtidigt med de faldende udgifter på handicapområdet, så er der gradvist kommet flere mennesker med handicap, som har behov for hjælp. Der er kommet flere børn og voksne med handicapdiagnoser, og der bliver flere ældre – også blandt mennesker med handicap. Denne udvikling medfører et behov for tilførsel af ressourcer.

Men det er ikke sådan man hører kommunerne og deres interesseorganisation i debatten. Tvært imod bliver det øgede antal mennesker med behov for hjælp anvendt som et argument for besparelser. Det har i en årrække ført til en udhuling af hjælpen til den enkelte. 

Det gælder ikke mindst mennesker med udviklingshæmning, som er LEVs målgruppe. I årevis har de og deres pårørende måtte se den ene forringelse af hjælpen efter den anden. 

Det er ikke rimeligt. Besparelserne på nogle af de mest sårbare medborgere er ikke en lovmæssig økonomisk nødvendighed. Det er et politisk valg, som det er muligt at påvirke ved kommunalvalget 2017.

HUSK – Vi er også en del af din kommune!

13.10.2017 En afvekslende hverdag er vigtig for alle

En meningsfuld og normal hverdag med aktiviteter, afveksling og udfordringer. Det er kerneværdien bag det miljøskiftebegreb, som i tre årtier har stået centralt i indsatsen for mennesker med udviklingshæmning. For også mennesker med handicap har selvfølgelig stor glæde af en hverdag, hvor man møder andre end dem, man bor sammen med.

Et helt liv i sutsko. Lyder det hyggeligt? Tja… Man kan måske glæde sig over ikke at skulle på og af med overtøjet og konstant at kunne holde fødderne tørre og varme. Men ensformigheden og manglen på udfordringer og indtryk udefra er nærliggende. De fleste af os sætter, ligesom borgmester Petersen i filmen, stor pris på en hverdag, hvor vi er i kontakt med andre mennesker end dem, vi bor sammen med. 

Miljøskiftet er et helt normalt for næsten alle i vores samfund! Man går i skole eller på arbejde - man har venner og fritidsaktiviteter som man dyrker. I alle disse sammenhænge møder man forskellige mennesker og forskellige udfordringer.

Mennesker med handicap har præcis det samme behov for en afvekslende hverdag som alle andre. Alligevel har vi de senere år set flere og flere eksempler på kommuner, der etablerer såkaldte ’helhedstilbud’ for mennesker med udviklingshæmning, hvor dagtilbud (beskæftigelses- eller aktivitetstilbud) og klub/fritidsaktiviteter placeres i samme bygning som borgerens bolig. Andre steder oplever vi, at der sker store nedskæringer på beskæftigelses- eller aktivitetstilbud, så den enkelte kun kan benytte tilbuddet tre gange om ugen. En meget lang weekend hjemme i stuen så at sige.

Et helhedstilbud – eller en meget lang weekend - lyder måske hyggeligt, men der er i realiteten tale om isolation af mennesker med handicap i lukkede ghettomiljøer. Ganske som med Mathias i tegnefilmen, så peger helhedstilbud i retning af en ensformig hverdag inden for murerne. Alle ugens dage.

HUSK – Vi er også en del af din kommune!