Af Anni Sørensen, formand for LEV

Niels Erik Bank-Mikkelsen var uden tvivl den enkeltperson, som havde størst betydning for 1960’ernes og 70’ernes opgør med anstalters og institutioners uværdige behandling af mennesker med udviklingshæmning. Både det ideologi­ske opgør – og den helt konkrete foran­dring af vilkår og muligheder.

Bank-Mikkelsen formulerede princippet om, at mennesker med udviklingshæm­ning skal have ret til en tilværelse ’så nær det normale som muligt’. Dette normali­seringsprincip var baseret på en grund­læggende ide om, at alle mennesker har lige meget værdi, og at de skal gives lige muligheder, uanset om de har et handi­cap eller ej.

Målet var ikke en ’tvangsnormalisering’ af mennesker med anderledes vilkår, men derimod en insisteren på, at målestok­ken så vidt muligt skal være ’normale muligheder’ – og at det er samfundets forpligtelse at realisere disse muligheder i praksis. Eksempelvis: Når børn uden handicap går i skole, så skal børn med handicap selvfølgelig også – eller når det nu er normalt, at man bor et sted, og at dagens øvrige aktiviteter udfoldes et andet sted, så skal et dagligt miljøskifte selvfølgelig også være en mulighed – en ret – hvis man har et handicap.

Bank-Mikkelsens normaliseringsprincip var formuleret med en indlysende en­kelhed, og det tror jeg er en af grundene til, at det blev så effektiv en rettesnor for konkrete forandringer. Op gennem især 1980’erne, 90’erne og 00’erne blev tilvæ­relsen for titusindvis af mennesker med udviklingshæmning forbedret markant – hvilket i den grad også var tiltrængt.

Det oplagte spørgsmål her i 2019 er naturligvis, om det danske samfund har fastholdt Bank-Mikkelsens princip­per, værdier og den udviklingsretning, som de angav. Kommer vi også i disse år stadig tættere på en situation, hvor mennesker med udviklingshæmning har reel mulighed for at leve en normal tilværelse? Efter min opfattelse er svaret både ja og nej.

Som blandt andre forsker Birgit Kirkebæk er inde på i interviewet her i bladet, er der en række udviklingstendenser, som formentlig ville give Bank-Mikkelsen dybe panderynker. ’Institutionen’ er i Danmark anno 2019 fortsat den altdomi­nerende måde at yde den nødvendige hjælp til voksne med udviklingshæm­ning – og de senere år har vi tilmed set bekymrende eksempler på såkaldte ’helhedstilbud’ uden dagligt miljøskifte, tvungne centralkøkkenordninger uden pædagogisk støtte til at tilberede sin egen mad mv. Muligheden for ledsagelse be­skæres år for år, og en række lovinitiativer de seneste år har også peget i den helt forkerte retning.

Men nej, alt er ikke bekym­rende. Jeg er således overbe­vist om, at Bank-Mikkelsen ville have glædet sig over, at vi med KLAPjob er lykkedes med at give 3.000 mennesker med udviklingshæmning og andre kog­nitive handicap et job med løntilskud på almindelige arbejdspladser. Jeg er sikker på, at han ville glæde sig over, at stadig flere børn, unge og voksne med udviklingshæmning tager del i forenings­livet – sammen med andre med og uden handicap.

Når vi med dette nummer af LEV Bladet markerer 100 året for Bank-Mikkelsens fødsel, så er det dels fordi, vi i LEV skylder stor tak til en visionær og vedholdende embedsmand. Men det er også, fordi vi mener, at hans tanker fortsat er relevante her et halvt århundrede efter, at de blev formuleret første gang. Mit håb er, at vi med 100 året for Bank-Mikkelsens fød­sel kan være med til at genskabe den positive udviklingsdynamik, som han var med til at igangsætte – at normalise­ringsprincippet kan få nyt liv i Danmark anno 2019.

Leder i LEV Bladet nr. 2 2019

Normaliseringens fader, som han kaldes, døde for 29 år siden, men hans store indsats for at ”at skabe levevilkår så tæt på det normale som muligt” for mennesker med udviklingshæmning er eviggyldig.

Netop Bank-Mikkelsens tilgang til at se alle mennesker som medmennesker gik igen hos dagens øvrige talere ved en reception i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Og vi er nået langt, siden Bank-Mikkelsen blev forsorgschef i 1959, men på nogle områder går det ikke så fremragende lige i øjeblikket. Formand for Danske Handicaporganisationer (DH), Thorkild Olesen, henviste blandt andet til de store institutionslignende botilbud, der bliver bygget i disse år og sagde, at ”det går den forkerte vej lige nu, og her mangler vi en som Bank-Mikkelsen til at vise, hvilken vej vi skal.” For der er stadig brug for at kæmpe for normalisering og det at være en del af samfundet - også for dem med handicap.

En modig mand
Bank-Mikkelsens mod gik også igen hos flere af talerne. Handicaphistoriker Birgit Kirkebæk fortalte om forsorgschefens evne til at lade sig berøre af de levevilkår, som man bød åndssvage i efterkrigstiden – og til at påvirke ikke bare det politiske apparat og magtstrukturerne på de gamle åndssvageanstalter, men hele den offentlig mening.

Henning Jahn, der har arbejdet som leder af flere forskellige sociale tilbud og nu er aktiv i Dansk Forsorgshistorisk Museum på Andersvænge, kunne her supplere med en historie om, hvordan Bank-Mikkelsen i slutningen af 1960’erne kom på forsiden af alle aviser i Californien, da han efter et besøg på en åndssvageanstalt kritiserede forholdene og blandt andet sagde, at sådanne forhold ville man ikke byde køer i Danmark. Det medførte, at daværende guvernør i Californien, Ronald Reagan, blev trukket ind i sagen, som han havde noget svært ved at forsvare.

Lars Gjermandsen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, sendte i sin tale mange taksigelser mod Bank-Mikkelsen. ”Han har forandret vores liv meget,” sagde Lars blandt andet. Og han sluttede med:
- I ULF arbejder vi for, at alle udviklingshæmmede har ret til selv at bestemme. Selv bestemme hvor de vil bo. Selv bestemme hvem de vil bo sammen med. Og selv bestemme over andre ting i deres eget liv. Det er nemlig helt normalt.
- Det var det, som Bank-Mikkelsen også arbejdede for. Han startede for mange år siden. Men desværre er vi ikke færdige endnu.

Den festlige fejring af Bank-Mikkelsen var altså ikke uden aktuelle politiske kommentarer. Kampen går videre. Og det er vel også helt i den gamle forsorgschefs ånd.

Det fremgår af den ganske kortfattede aftaletekst, at undersøgelsen skal være afsluttet i august 2019. Der skal desuden være tale om en ”… grundig undersøgelse, der skal kortlægge de regionale tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, inden der skal tages stilling til, hvor tilbuddene skal placeres i en ny struktur.”

Når undersøgelsen er gennemført, vil det være op til børne- og socialministeren samt undervisningsministeren at fastsætte de regionale tilbuds ”fremtidige placering i den nye decentrale struktur.”

Det ligner stadig en kommunalisering
LEVs landsformand, Anni Sørensen, er skuffet over aftalen, som hun frygter blot er en politisk belejlig udsættelse til efter det forestående folketingsvalg.

- Når DF og regeringen i aftaleteksten taler om en fremtidig placering i en decentral struktur, så lyder det på mig, som om der allerede er taget stilling. Staten vil ikke tage noget ansvar i en ny struktur, og meget peger i retning af den kommunalisering, som regeringen oprindeligt lagde op til. Det vil sætte ekstra turbo på den ulykkelige afspecialisering, som vi har set siden kommunalreformen i 2007, siger Anni Sørensen.

Uforpligtende
Den politiske aftale understreger, at det er ”væsentligt at fastholde og fortsat styrke en høj faglighed på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet til gavn for borgere med sjældne eller særligt komplekse behov.” Den ambition er LEVs landsformand helt enig i, men hun har svært ved at få øje på, hvad det er for redskaber, man vil anvende for at indfri den:

- Ifølge aftalen vil man oprette en såkaldt observationsliste over de mest specialiserede regionale tilbud og følge udviklingen. Det er helt uforpligtende, og jeg er særligt skuffet over, at man slet ikke forholder sig til den egentlige grund til, at der sker afspecialisering i tilbud på handicapområdet. Selv hvis det skulle lykkes at beskytte driften af højt specialiserede tilbud, så er det en utilstrækkelig løsning, som aftalen lægger op til, siger Anni Sørensen.

LEV-formanden mener, at det er et kæmpe problem, at den politiske aftale slet ikke forholder sig til behovet for en national specialeplanlægning og en ny finansieringsmodel for tilbuddene:

- Det afgørende må til enhver tid være, at mennesker, som har behov for en specialiseret indsats, også rent faktisk får den – og det er der intet som helst bud på en løsning af i den her aftale. Det kan kun sikres ved også at se på specialeplanlægning og en anden finansieringsmodel. Ellers vil vi fortsat have et stigende antal sårbare mennesker, hvis grundlæggende trivsel afhænger af, om de bor i en kommune, der synes, at den har råd. Og det er ikke acceptabelt, siger Anni Sørensen.

“Alle børn fortjener en ven”.

Det er navnet på det nye projektsamarbejde mellem Spejderhjælpen, Landsforeningen LEV og Danske Handicaporganisationer (DH).

I projektet vil danske spejdere tjene penge ved hjælp af praktiske opgaver såsom havearbejde, rengøring eller oprydning. Indtjeningen foregår primært i den årlige spejderhjælpsuge, som ligger i den sidste uge i september. Pengene går til at hjælpe børn med udviklingshæmning i Ghana i at få sociale relationer.

Det sker blandt andet ved at lave aktiviteter for børn med udviklingshæmning arrangeret af lokale spejdere i Ghana samt at skabe oplysning om handicap i lokalsamfundene for at øge forståelsen for børn med udviklingshæmning.