Evalueringen af de fire sundhedstjek-projekter viser, at målrettede sundhedstjek gør det muligt at opspore og afdække en række sygdomme og sundhedsforhold hos mennesker med udviklingshandicap og psykiske handicap. I alt 671 borgere inden for målgruppen kom til sundhedstjek hos egen læge i løbet af projektperioden.

Evalueringen viser nogle interessante resultater fra de fire projekter:

• 45 % - eller ca. hver andet sundhedstjek giver anledning til yderligere undersøgelse
• I 32 % af tilfældene - ca. hver tredje borger - giver borgerens fremtoning i sig selv mistanke om helbredsproblemer
• Hvert femte sundhedstjek giver anledning til en efterfølgende justering af borgerens medicin
• I 38 % af tilfældene bliver der taget en blodprøve, som giver anledning til yderligere undersøgelse

Konklusionen er klar. For borgerne i målgruppen fanger et sundhedstjek helbredsproblemer, der ellers ikke bliver taget hånd om. Det drejer sig om mindre lidelser som D-vitaminmangel, behov for synstest og briller, høreproblemer og justering af medicin – lidelser, som ikke på den korte bane er livstruende, men som hæmmer borgerne i deres livsudfoldelse, og som kan udvikle sig til alvorlige problemer med tiden.

LEVs landsformand, Anni Sørensen glæder sig over, at relevansen af sundhedstjek endnu engang er blevet underbygget.

- Der er desværre kæmpe stor ulighed i sundhed. Mennesker med udviklingshandicap lever i gennemsnit hele 14 år kortere end resten af befolkningen. Det er årlige sundhedstjek et vigtigt redskab til bekæmpelse af. Og det er baggrunden for,  at vi i en årrække har arbejdet for at opsøgende sundhedstjek bliver en entydig rettighed for mennesker med udviklingshandicap

Sundhedstjek medfører fald i sygehuskontakter
Det fremgår også af evalueringen, at sundhedstjekket efterfølgende medfører en stigning i målgruppens brug af læge, men et fald i indlæggelser og ambulante forløb. Rapporten konkluderer, at ”man med flere kontakter i primærsektoren kan forebygge potentielle forløb i sekundærsektoren”.

Sundhedstjek og finanslov
- Denne evaluering viser med tydelighed, at sundhedstjek ikke blot virker, men også er en bedre anvendelse af ressourcer. Det er oplagt, at regeringen og dens støttepartier tager denne viden med ind i de aktuelle forhandlinger om finansloven, siger Anni Sørensen.

Debatindlæg af Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer; Anni Sørensen, landsformand for Landsforeningen Lev; Majbritt Garbul Tobberup, landsformand for Høreforeningen; Anders Fransson, formand for Foreningen af Danske Døvblinde og Ask Løvbjerg Abildgaard, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund, bragt i Altinget torsdag den 8. november 2019

Over 350.000 voksne danskere føler sig ensomme. Det rammer især os med handicap.

Mennesker med større fysisk eller psykisk handicap oplever langt oftere end mennesker uden handicap at være ufrivilligt alene, ifølge en Vive-undersøgelse.

Ensomhed påvirker livskvaliteten og kun hvert andet menneske med handicap er tilfreds med livet. Til sammenligning er ni af ti mennesker uden handicap tilfredse med livet. Det er hjerteskærende tal fra Vive, som vi skal have gjort noget ved.

Når man ikke føler sig som en del af sociale fællesskaber, fører det til ensomhed og isolation. Ensomhed sætter sig på helbredet, og ensomme mennesker dør tidligere end andre. Derfor bør det være en politisk prioritering, at fællesskabet hjælper os med handicap ud af ensomheden.

Tænk tilgængelighed ind fra start
Flere lokale aktiviteter bør være tilgængelige for os med handicap. Det handler både om større og mindre tiltag. For eksempel har mange mennesker problemer med hørelsen og lider af høretab – herunder selvfølgelig mange i den ældre generation. Derfor ville arrangører hjælpe mange, hvis de spurgte ind til de enkeltes udfordringer med lyd samt opsatte en teleslynge.

Men det handler også om, at man som arrangør tænker tilgængeligheden ind fra start. For eksempel om planlagte lokaler er tilgængelige for mennesker med fysiske handicap eller kørestolsbrugere.

Ved at gøre flere lokale aktiviteter tilgængelige for os med handicap kan vi komme det omfattende problem med ensomhed til livs. Vi kan knække ensomhedskurven og øge det enkelte menneskes livskvalitet.

Et eksempel er den aktuelle "Danmark Spiser Sammen"-uge, hvor Folkebevægelsen mod Ensomhed har taget initiativ til fællesspisning i hele landet. Det kan forhåbentlig bringe mennesker sammen, der normalt ikke mødes og deler et måltid. Det kan skabe nye relationer. Det kan give mennesker ramt af ensomhed nye fællesskaber, de kan deltage i, og dermed løfte det enkelte menneske ud af ensomheden og hæve livskvaliteten.

Stil krav til kulturarrangører
Her nogle gode eksempler på at bekæmpe ensomhed: Venskabslinjen, hvor mennesker med udviklingshandicap kan ringe og tale sammen, også selvom de ikke kender hinanden. Landsforeningen Levs projekt Lev-venner, der danner venskaber mellem frivillige og ensomme ældre med udviklingshandicap.

I Foreningen Danske Døvblinde forsøger man at reducere ensomheden gennem en vennetjeneste, hvor mennesker med handicap kan få faste telefon- og mailvenner. Der er brug for flere initiativer som disse fra civilsamfundets side.

Politikerne bør have et større fokus på at få flere mennesker med handicap med i fællesskabet. Det kunne for eksempel ske ved at stille krav til arrangører af kulturelle begivenheder, så mennesker med handicap eksempelvis kan få mulighed for at medbringe en ledsager uden yderligere omkostninger. Det vil være en fordel for blandt andre mennesker med synshandicap.

I handicaporganisationerne er vi altid til rådighed for politikere og arrangører med gode råd og sparring til, hvordan vi hjælper flere ud af ensomheden.

Leder af Anni Sørensen, LEVs landsformand

Det er, som om arbejdsmarkedet er blevet det eneste relevante fællesskab – en fortælling om at enten er du en del af det aktive produktive arbejdsfællesskab, eller også er du udenfor. Og hvis du er udenfor, er du en del af en marginaliseret gruppe uden samfundsmæssig værdi.

Beskæftigelsespolitikkens mangeårige dominans er en udfordring for mennesker med udviklingshandicap og for LEV. På den ene side er det jo indlysende, at der kan være stor livskvalitet og mening i at være aktive deltagere på arbejdsmarkedet. LEVs store succes med KLAPjob er et af de mest tydelige eksempler på dette – mere end 3.000 job på særlige vilkår i almindelige virksomheder er et fantastisk resultat. Et resultat, som vi er stolte over i LEV, og som vi modtager stor anerkendelse for fra omverdenen.

Omvendt repræsenterer LEV jo også en stor gruppe mennesker, der aldrig bliver en del af det almindelige arbejdsmarked. Mennesker, hvis udviklingshandicap er så omfattende og komplekse, at perspektivet ikke er et job på særlige vilkår i REMA1000 eller på McDonald’s.

Denne gruppe mennesker er helt afhængige af, at socialpolitikken ikke reduceres til et beskæftigelsesprojekt. Risikoen er nemlig, at den sociale indsats målrettet denne gruppe borgere kommer til at se ud som mislykket, uden effekt – og dermed som spild af velfærdssamfundets ressourcer. Derfor er det afgørende, at vi anerkender socialpolitikken som meget andet end at få folk i arbejde. Socialpolitik handler nemlig først og fremmest om at give sårbare mennesker i vanskelige situationer mulighed for en rimelig tilværelse med indhold og udviklingsmuligheder. Nogle gange er et job vejen – men andre gange er det ikke.

Men måske er der udsigt til et opgør med socialpolitikkens enøjede beskæftigelsesfokus. Flere og flere stemmer i debatten er begyndt at pege på socialpolitikken som et område, der fortjener fornyet og mere selvstændig opmærksomhed. Erkendelsen af, at socialpolitikken i alt for mange år er blevet underlagt et beskæftigelsesfokus, breder sig. Og det er en udvikling, som jeg synes, vi skal glæde os over.

For nogle uger siden præsenterede Socialpædagogerne deres udspil til en ny socialpolitik – og om nogle dage præsenterer Danske Handicaporganisationer deres. Begge oplæg giver vigtige bud på, hvordan socialpolitikken kan udvikles fremadrettet, og det er min fornemmelse, at der aktuelt er politisk vilje til at lytte. Den nye socialminister Astrid Krag var i hvert fald klar i sin proklamering af socialpolitikkens fremtidige status, da hun holdt tale i forbindelse med præsentationen af Socialpædagogernes udspil:

”Socialpolitikken skal helt frem i bussen sammen med beskæftigelsespolitikken, uddannelsespolitikken og boligpolitikken, for det hænger sammen. Socialpolitikken er langt mere end en underafdeling af beskæftigelsespolitikken,” sagde ministeren blandt andet.

Den melding glæder mig.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 6 2019