Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV
Tilkøbsloven betyder kort fortalt, at kommunale og regionale bosteder for blandt andre voksne med udviklingshæmning kan sælge socialpædagogisk ledsagelse til beboere, der ønsker at komme på en ferie eller en kortere udflugt. Brugerbetalingen – eller tilkøbet – skal ifølge loven ligge udover den ledsagelse, som borgeren er visiteret til af kommunen, typisk i form af et kommunalt serviceniveau for ledsagelse eller ved at ferieledsagelse er inkluderet i den service, som ydes i et botilbud.
Der er endnu intet overblik over, hvordan det går med den konkrete anvendelse af loven om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie. Men på baggrund af de informationer, som LEV løbende har modtaget, tegner der sig et billede af, at især to forhold giver problemer.
Manglende afklaring af ret til visiteret ledsagelse
Problemerne drejer sig for det første om botilbuddenes pligt til at vurdere, om beboeren har fået opfyldt sin ret til kommunalt visiteret ledsagelse, inden der tilbydes tilkøb.
Et botilbud skal således ifølge tilkøbsloven aktivt vurdere, om beboere kan have ret til at få visiteret ferieledsagelse fra kommunen, inden man sælger ferieledsagelse. Hvis ikke rettigheden er opfyldt, skal botilbuddet henvende sig til kommunen for at få det afklaret.
Et vigtigt element i den afklaring er Ankestyrelsens principafgørelse nummer 60-15, som angiver, at eksempelvis mennesker med udviklingshæmning kan have ret til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med en kortere ferie i Danmark.
De hidtidige erfaringer med tilkøbsloven viser, at der i en række tilfælde ikke er taget stilling til og undersøgt, om beboeren har ret til at få bevilget ledsagelse, inden botilbuddet sælger tilkøbs-ledsagelse. Derved er der risiko for, at voksne med udviklingshæmning i botilbud har betalt titusindvis af kroner for en ferieledsagelse, som de reelt var berettiget til at få bevilget af kommunen.
En del af baggrunden er formentlig, at nogle kommuner har fastsat serviceniveauer med meget få eller sågar nul dages ferieledsagelse. Botilbuddet eller pårørende kan således få den opfattelse, at der ’ikke er noget at komme efter’ ved at rette henvendelse til kommunen.
Skiftende socialministre har imidlertid gentagende gange understreget, at kommunale serviceniveauer ikke må sætte det konkrete skøn ud af kraft – man kan med andre ord sagtens have ret til socialpædagogisk ferieledsagelse, selvom der findes et serviceniveau på nul dage årligt.
For høje priser på tilkøbt ledsagelse
Den anden væsentlige udfordring i forbindelse med tilkøbslovens anvendelse i praksis er tilsyneladende beregningen af den pris, som beboeren skal betale for tilkøbt ledsagelse. En del af det materiale, som LEV har indhentet, tyder således på, at en del botilbud ikke beregner prisen for tilkøb af ledsagelse korrekt. Beboerne opkræves således nogle gange langt større beløb for ledsagelsen, end tilkøbsloven giver lov til.
Loven siger nemlig, at prisen for den tilkøbte ferieledsagelse skal beregnes på baggrund af både de direkte og indirekte omkostninger, som er forbundet med ydelsen af ledsagelsen – eksempelvis personalets løn samt en andel af de administrative omkostninger.
Men botilbuddet skal også modregne de ”væsentlige identificerbare besparelser”, der er i botilbuddet i forbindelse med, at en beboer tager på en ferie med tilkøbt ledsagelse. Det vil eksempelvis sige lønomkostninger, som botilbuddet alligevel ville have skullet afholde, hvis en beboer var hjemme i tilbuddet.
Denne modregning i prisberegningen sker tydeligvis ikke i alle tilfælde – måske endda ikke i de fleste. Mange beboere betaler derfor en højere pris for deres ferieledsagelse, og der bliver herved reelt tale om brugerbetaling på den grundlæggende hjælp til mennesker med handicap i botilbud.
Der kan altså konstateres to væsentlige tendenser i forbindelse med anvendelsen af tilkøbsloven: a) Beboernes ret til kommunalt visiteret ferieledsagelse undersøges ikke tilstrækkeligt og b) prisen for ledsagelsen beregnes ikke korrekt, hvorved beboeren betaler en overpris for ledsagelsen.
Begge problemer undergraver således en meget væsentlig del af de argumenter, som blev fremført i Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af tilkøbsloven tilbage i 2017. Her forsikrede partierne bag tilkøbsloven os om, at der alene ville blive tale om tilkøb og ikke om brugerbetaling. De hidtidige erfaringer med loven synes at modsige disse politiske løfter og forsikringer.
Tiden må vise om LEVs skepsis var velbegrundet
LEV var som bekendt ganske skeptiske over for tilkøbsordningen, da den blev lanceret af daværende socialminister Karen Ellemann i sommeren 2016. LEVs bekymring gik især på det forhold, at tilkøbsmodellen i praksis kunne komme til at undergrave de kommunale serviceniveauer for ferieledsagelse. Trods flere konkrete forslag fra LEV var der nemlig ingen politisk vilje til at sikre et entydigt rettighedsbaseret minimumsniveau – bevillingen af ferieledsagelse skulle fortsat alene være op til de enkelte kommuner ’inden for lovens rammer’.
På det mere konkrete niveau var LEV også skeptisk over for, at tilkøbet af ledsagelse skulle ske på et rent decentralt niveau mellem det enkelte botilbud og den enkelte beboer. Tilkøbsloven er indrettet på den måde, at kommunen ikke skal træffe nogen afgørelse, der er ingen klagemulighed eller eksternt tilsyn med botilbuddenes salg af ledsagelse til sine beboere – i mange tilfælde for meget høje beløb.
De hidtidige erfaringer med tilkøbsloven indikerer, at LEVs bekymring ikke var helt skudt ved siden af. Vi kan endnu ikke opgøre det mere præcise omfang af de problematiske tendenser i implementeringen af loven, men alarmklokkerne må så småt begynde at ringe.
På LEVs hjemmeside kan du finde en udførlig gennemgang af en række af de forhold, som du skal være særligt opmærksom på i forbindelse med tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse. Se under temaet ”Ledsagelse” og find artiklen ” Hvad skal du huske, hvis du vil købe ferieledsagelse?”.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018
Cookiepolitik 
