Af Hans Andersen

Selvom disse ’nye’ værktøjer giver helt nye muligheder for kommunikation - og dermed mulighed for at udvide eller bare vedligeholde sine sociale kontakter - er det ikke hverdag for alle.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er der så mange, der ikke får gavn af digital kommunikation? Hvad er mulighederne? Hvad skal der til?

De spørgsmål har vi valgt at stille til Michael Hjort-Pedersen fra Kommunikationscentret i Hillerød. Michael har arbejdet med ASK (Alternativ og Supplerende Kommunikation) og teknologi siden 1989. Han har derfor en stor indsigt i, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der skal til for, at det kan lade sig gøre. Og så ved han hvad de enkelte ’mainstream’ teknologier kan – både med og uden supplerende teknologi.

Hvad er det, digital kommunikation kan?
- Først og fremmest er digital kommunikation uafhængig af rum, og i mange sammenhænge også uafhængig af tid. Med det menes, at man ikke behøver at være sammen i samme rum for at kommunikere, og at modtageren ikke kan fornemme, hvor lang tid der er brugt på at sende eksempelvis en SMS eller at sende et billede.

- Et stort antal mennesker, der bor på sociale botilbud, har reelt kun kontakt med mennesker, der får betaling for det. Dette udsagn bygger på Hans Christian Hansens bog ”De glemte – Nye perspektiver på udviklingshæmning og sociale netværk”, hvori der står, at blandt mennesker med udviklingshæmning på botilbud er der mindst 8 %, der kun har kontakt med fagpersoner. Bogen er ganske vist fra 2002, men der er desværre ikke meget, der tyder på, at dette forhold har ændret sig. Hvis man ser på den enkeltes mulighed for at kontakte venner og familie og andre, vil man se en utrolig forskel på mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og praktisk taget alle andre. Hvor de fleste kan kontakte alle, de kender, lige når de ønsker det, er det modsatte tilfældet for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser. Denne gruppe er oftest afhængig af, at andre tager initiativet. Denne ensidighed er med til at forstærke den sociale isolation, for ubevidst vil det påvirke os alle, at være den, der altid tager kontakten.

- Hvis man ser på de muligheder, som eksempelvis Skype giver, så kan samtaler foregå uanset, hvor langt der er imellem samtalepartnerne. Og mange mennesker med omfattende funktionsnedsættelser har meget begrænsede muligheder for at forlade deres bolig og på egen hånd opsøge andre, så her vil Skype være et godt værktøj til at vedligeholde relationer hjemme fra stuen – også hvis man for eksempel har et begrænset eller intet talesprog.

Hvordan er mulighederne ude i virkeligheden for at bruge disse hjælpemidler for mennesker med udviklingshandicap?
- Der er minimum tre overordnede emner i problematikken.

- Det første, jeg vil nævne, er de tekniske udfordringer i forhold til betjening af og navigation i de sociale netværksværktøjer. De tekniske udfordringer er omfattende, ikke mindst fordi udformningen af standardværktøjerne er målrettet alle os uden vanskeligheder, og det står mere og mere klart, at det er standardværktøjerne, der bør anvendes. Igennem årene har der været skruet et hav af specialløsninger sammen, som skulle kunne fungere sammen med de værktøjer, som alle andre bruger. Men de løsninger har alle over en kam lidt skibbrud, når der har været foretaget ændringer og opdateringer.

- Som eksempel kan gives, at de specialdesignede - og mere simple - brugergrænseflader, som tidligere kunne bruges til at tilgå eksempelvis Facebook, Messenger og Skype, ganske uden varsel ’tabte forbindelsen’. Selskaberne bag de nævnte værktøjer ønskede ikke længere, at tredjepartsprogrammer kunne tilgå dem. Derved blev det kun gennem standardværktøjerne, at man kunne få udbytte af dem. De avancerede brugerflader er hverken kognitivt eller motorisk let tilgængelige, og dermed uanvendelige for rigtig mange mennesker med kognitive og fysiske funktionsnedsættelser.

- En anden ting drejer sig om udfordringer for det pædagogiske personale med at se anvendelsen af sociale netværksværktøjer som en vigtig og naturlig del af den pædagogiske opgave. Det er min oplevelse, at man meget sjældent påtager sig denne opgave på ledelsesniveau, og hvis man gør det, er det ofte halvhjertet. Det kræver tid at lade mennesker med de udfordringer, vi taler om, virkelig blive dus med deres muligheder, og det kræver tid at lade det pædagogiske personale forstå, at de igen og igen og igen og … skal sidde sammen med beboeren, støtte teknisk, støtte omkring initiativ og forståelse af muligheder, støtte om gentagelsen med mere. Den tid skal prioriteres højt, og ikke som det tit sker, hvis man forsøger sig, være det første, der lægges på hylden, hvis det kniber med tid.

- Endelig er der som en tredje faktor omgivelsernes indsats i forhold til at etablere relationer, hvor (dele af ) den sociale kontakt kan ske digitalt. Det høres igen og igen, at ”han har ikke nogen familie”. Det er naturligvis rigtig for nogen, men langt fra for alle. Og hvis man tænker lidt over sætningen, kan man måske se det paradoksale i den. De fleste af os kommunikerer jo ikke kun med vores familie via sociale netværksværktøjer. Snarere tvært om. Man skal med andre ord have adgang til sine nye og gamle venner og bekendte, og her er der en kæmpe udfordring, for forholdene er de samme alle vegne – på alle bosteder. Så det at kunne finde en gammel skolekammerat på Facebook eller finde ham som kontaktperson på Skype er ikke en mulighed. For at komme i gang og bevise værdien af de sociale netværk, skal der etableres rammer, hvor dette kan ske.

Hvorfor er udbredelsen af digital kommunikation så dårlig blandt mennesker med udviklingshandicap?
- Det er et spørgsmål, der desværre ikke er forsket i, men en af forklaringerne skal nok søges i den overbevisning, det pædagogiske personale ofte har om, at ”det er ikke noget for ham” og ”det kan han ikke finde ud af”. Hvor de antagelser kommer fra, kan være svært at gennemskue, ikke mindst fordi anvendelsen af sociale netværksværktøjer aldrig har været en naturlig del af den pædagogiske hverdag, og den funktionshæmmede derved ikke har kendskab til det udbytte og den glæde, der kan følge med.

- Der ligger nok også en skepsis overfor, om mennesker med kognitive funktionsnedsættelser har behov for disse muligheder. Her vil jeg understrege, at behovet for mellemmenneskelig kontakt ikke har noget som helst med kognitivt niveau at gøre. Det er og bliver stort hos os alle!

- Endvidere har det pædagogiske personale også en bekymring i forhold til det tekniske. Man kan være bekymret for, om det nu også er muligt at hjælpe med det tekniske, bekymret for om man har tiden til det og i det hele taget bekymret for, om det er muligt at gøre det godt nok.

Hvad bliver der i dag gjort for at støtte op om/rådgive/uddanne pædagoger og pårørende om dette?
- Her kan jeg kun sige alt, alt for lidt.

Hvad burde der gøres – på kort og langt sigt?
- På kort sigt burde der laves projekter, der i detaljen beskriver den gavn, det enkelte menneske har af sociale kontakter ad elektronisk vej. Med det enkelte menneske tænkes der i første omgang på den enkelte med udviklingshæmning, men også på dennes familie og personens mulighed for at kontakte og få venner. Foruden at der tænkes på det pædagogiske personales nok ændrede syn på og oplevelse af meningsfuld pædagogisk indsats i forhold til at modvirke ensomhedsoplevelser hos den udviklingshæmmede.

- På længere sigt er der behov for uddannelse – i det tekniske såvel som i kommunikationspsykologi. Men der er også behov for, at de store udbydere som Microsoft, Skype, Facebook og så videre gøres interesserede i at lave muligheder for individuelle brugerflader. Det vil ikke bare gøre værktøjerne langt mere tilgængelige rent kognitivt, men også fysisk mere tilgængelige for mennesker, der har store fysiske udfordringer i kombination med kognitive begrænsninger.

BOKS: Om Michael Hjort-Pedersen

Michael Hjort-Pedersen, projektleder, Cand.mag i audiologopædi. Michael har arbejdet med ASK (Alternativ og Supplerende Kommunikation) og teknologi siden 1989. Han arbejder på Kommunikationscentret i Hillerød.

BOKS: Om kommunikationscentret

Kommunikationscentret i Hillerød hjælper børn og voksne, der har svært ved at kommunikere på grund af vanskeligheder med hørelse, syn, tale, stemme, stammen, læsning eller på grund af medfødt eller erhvervet hjerneskade, neurologiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser.

Kommunikationscentret har også tilbud til borgere, der på grund af hjerneskade eller kognitive udviklingsforstyrrelser (ADHD, ADD, autisme) har behov for kompenserende strategier til at huske, planlægge og strukturere. Borgerens pårørende og støttende ressourcepersoner er også omfattet af tilbuddet, hvis der er behov for det.

Kommunikationscentret modtager borgere fra hele Nordsjælland og tilgrænsende kommuner. Det er kommunerne, der visiterer borgerne til en ydelse hos Kommunikationscentret og bevilger eventuelle hjælpemidler.

Som VISO-specialister leverer Kommunikationscentret ydelser over hele landet.

Kommunikationscentret,
Hillerød Kommune,
Borger- og Socialservice,
Skansevej 2 D,
3400 Hillerød
Tlf.: 7232 3800,
E-mail: kc-hil@hillerod.dk,
Hjemmeside: www.kc-hil.dk

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2019

Af Arne Ditlevsen

- Der kan nogle gange gå flere uger mellem, at vi ser Emil, og der er FaceTime helt fantastisk. Vi bruger det rigtig meget, når vi snakker sammen. Han ringer to gange om ugen, og så kan vi høre, hvordan hans dag har været. Jeg kan også nogle gange ringe til ham.

Det fortæller Emils mor, Jeanette Gylling Dissing. 18-årige Emil skal have hjælp til at facetime, så personalet er altid inde over.

- Det var Skovbos og vores fælles ide at bruge FaceTime, for det er en god måde at holde kontakten på. Og Emil var med på det med det samme. Det giver også mere ro, at vi kan se, hvordan han har det. Og vi kan også bedre få ham ud af en dårlig stemning en dag, når vi kan se hinanden.

Emil kan også bruge en almindelig telefon, men FaceTime giver noget ekstra. Målet er, at Emil selv skal kunne facetime – uden hjælp fra personalet.

- Det træner han. Han skulle gerne kunne bruge det, når han flytter fra Skovbo, og det skal han gøre, når han fylder 25, uddyber Jeanette Gylling Dissing.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2019

Hans forældres største ønske er, at Jakob bliver så livsduelig og selvkørende som muligt. De har derfor – i samarbejde med lærerne på Rosenvænget Skole, hvor Jakob går – konstant fokus på, at Jakobs kommunikation udvikles.

- Vi har altid tænkt, at kommunikation er vigtig. Det er bare svært for ham, fordi han er så begrænset i sin krop, fortæller Jakobs mor, Helle Haun.

11-årige Jakob har blandt andet brugt PODD-bøger, men der er han afhængig af hjælp til at bladre i en bog. Det har derfor været et stort ønske fra forældrene, at Jakob begyndte at bruge computer.

- Det kan gøre ham uafhængig rent kommunikationsmæssigt. Og vi er i proces med det, siger Helle Haun.

Det hele styres fra kørestolen
Jakobs kørestol er så smart indrettet, at både telefon og computer kan kobles på stolen. Det betyder, at han kan styre ikke bare stolen, men også de forskellige devices med stolens joystick.

- Vi arbejder på, at han kan facetime. Det bruger vi meget, så det er han ved at lære. Jakob har også fået en computer.

- Computeren giver ham muligheder for kommunikation mere ud i verden, både med telefon, YouTube, FaceTime, og de medier, som andre unge bruger. Computeren kan læse højt for ham og det gør ham mere uafhængig, forklarer Helle Haun.

Hun undrer sig dog over, at det ikke kunne blive som et personligt hjælpemiddel.

- Vi har fået den via skolen, men vi burde have fået den som personligt hjælpemiddel. Vi har fået alle mulige kørestole og andre dyre hjælpemidler. Men en computer kunne vi ikke få. Den er ellers af enorm betydning for, at Jakob kan udvikle sig rent kommunikationsmæssigt. Det, synes jeg, siger noget om, hvordan dette område prioriteres i forhold til andre fysiske behov, siger Helle Haun.

Hun er ikke i tvivl om, at digitale hjælpemidler er fremtiden for Jakob:

- Tidligere blev han meget frustreret, når han ikke kunne fortælle det, han ville. Men teknologien er den vej, han kan gå. Det er afgørende for hans selvstændiggørelse og kommunikation med omverdenen.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2019