Debatindlæg af Bjarne Hastrup, adm. direktør for Ældre Sagen og Anni Sørensen, landsformand for LEV, bragt i Jyllands-Posten i dag, onsdag den 11. april 2018.

Er der virkelig brug for at ”slippe magtanvendelsen mere fri” over for f.eks. ældre med demens eller mennesker med udviklingshæmning? Skal personalet på plejecentre eller botilbud have nemmere adgang til at gribe ind med fast hånd, iværksætte overvågning og foretage fastspænding? Og skal det fremover ske, uden at ansvarlige myndigheder holder øje?

De spørgsmål melder sig, når man læser anbefalingerne i Børne- og Socialministeriets nye rapport med et ”serviceeftersyn” af magtanvendelsesreglerne over for voksne på socialområdet.

Vi i Ældre Sagen og Landsforeningen LEV repræsenterer hhv. mennesker med demens og mennesker med udviklingshæmning – de to største målgrupper for servicelovens regler om magtanvendelse. Lad det være sagt med det samme: Vi opfordrer de politikere, som skal til at forhandle om reglerne, til at tænke sig nøje om. Anbefalingerne fra Børne- og Socialministeriet indeholder en risiko for en glidebane for retssikkerheden. En bevægelse i retning af mere magt og mindre pædagogik.

Vi hilser en gennemgang af magtanvendelsesreglerne velkommen, men vi sætter på det kraftigste spørgsmålstegn ved, om de nuværende udfordringer med at overholde reglerne skal løses ved at gøre det lettere for personalet at anvende magt over for samfundets svageste.

De nuværende regler om magtanvendelse på voksensocialområdet er udstyret med det rigtige formål. Reglerne har til formål at forebygge og reducere brugen af fysisk magt og andre former for indgreb til det absolut nødvendige. Fysisk magt kan være nødvendigt, men det skal være undtagelsen og må kun anvendes, når alle pædagogiske virkemidler er forsøgt. Reglerne understreger også, at der kun må bruges magt i situationer, hvor et voksent menneske med eksempelvis demens eller svær udviklingshæmning er i risiko for at skade sig selv eller andre.

Der har gennem mange år været store udfordringer med at overholde visse magtanvendelsesregler. Det kan skyldes, at reglerne er svære at forstå, at personalet ikke har de rette kompetencer eller ressourcer til at overholde dem, eller at reglerne opleves dilemmafyldte i arbejdet med at yde den nødvendige omsorg. Men vi må konstatere, at kompleksitet, dilemmaer og etik er et vilkår på et så følsomt område som anvendelse af magt.

Et centralt princip i de gældende regler er, at enhver form for magtanvendelse skal registreres og indberettes til den ansvarlige kommunale myndighed. Det handler om borgeres retssikkerhed, men også om at sikre læring og udvikling af den pædagogiske faglighed. Registreringen, indberetningen og myndighedsopfølgningen er vigtig for, at der altid arbejdes for at overflødiggøre brugen af magt.

Det er sunde principper. Brugen af magt må aldrig blive til en rutine eller et integreret redskab i den måde, hvorpå personalet yder omsorg og støtte. Derfor er vi forundrede over tendenserne i de anbefalinger til ændring af magtanvendelsesreglerne, som er lagt frem for politikerne.

Anbefalingerne går alle i retning af at gøre det nemmere for personalet at anvende magt og foretage indgreb i det enkelte menneskes integritet og selvbestemmelse. Oven i det ønsker ministeriet at fjerne en stor del af den myndighedsovervågning, som i dag er en del af reglerne. En stor del af magtanvendelsen skal så at sige ”slippes fri” i de enkelte plejecentre, botilbud mv – helt uden registrering, dokumentation eller tilsyn.

Vi opfordrer til, at man tænker over, hvad det vil betyde for kulturen blandt personalet i plejecentre og i botilbud. Og til, at man overvejer, hvad det siger om vores samfund, hvis vi vælger mere magtanvendelse på bekostning af tilstrækkeligt og solidt uddannet personale.

Vi står ved en skillevej. Vi skal vælge, om vi bevæger os ned ad den vej, hvor vi tillader mere magtanvendelse, eller om vi insisterer på en omsorg, der bygger på pædagogik, respekt for individets rettigheder og tilstrækkelige ressourcer til at tage os af de borgere, der har brug for vores omsorg. I Ældre Sagen og LEV ved vi godt, hvilken vej vi ønsker at gå.

Af Arne Ditlevsen

Et par nøgleord om Rikke Sørensen: Har lækker lejlighed i centrum af Odense, elsker at gå i byen og i det hele taget at være sammen med vennerne. Går op i lækkert tøj. Arbejder ovenikøbet i en tøjbutik. Drikker te og elsker et stort glas vin. Er med i en løbeklub. Har taget en ungdomsuddannelse.

Det lyder fuldstændig normalt. Men der er vel heller ikke noget unormalt ved at have udviklingshæmning?

Det har Rikke Sørensen i hvert fald indset, efter at hun har været på en længere indre rejse. I årevis så hun sig selv som måske lidt handicappet. Der var noget autisme, hun gik på specialskole og var også i aflastning en gang imellem. Men udviklingshæmmet? Det var hun da ikke. Men Rikke snød:
- Jeg er tit blevet overvurderet. Mange tror, at jeg kan mere, end jeg kan. For eksempel har det været en kamp med kommunen at få førtidspension. De ser kun den glade Rikke, men ikke den Rikke, der har det svært.

Det er da også den glade Rikke, LEV Bladet møder i lejligheden i Odense. Hun er drønet hjem på cykel fra arbejdet i Vero Moda-butikken i Tarup for at tage imod.

En skolegang med udfordringer
I oktober sidste år blev Rikke Sørensen valgt til ny formand for ULF Ungdom. Og der rumsterer allerede masser af ideer i Rikkes krøllede hoved til, hvad ULF Ungdom skal kaste sig ud i. Samtidig er hun dog godt klar over, at hun skal huske at passe på sig selv, ellers risikerer nogle af de gamle spøgelser at dukke op igen.

Rikke blev født med navlestrengen rundt om halsen. Og det er formentlig det, der er årsag til de udfordringer, Rikke har i dag. Hun startede i en almindelig børnehave, men her blev det efterhånden klart, at hun havde brug for mere specialiseret hjælp. Så næste stop blev specialskolen Enghaveskolen i Odense.

På mange måder var hun glad for sin skolegang, men det var i perioder også en tid med store personlige nedture for Rikke.
- Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, men det endte med, at jeg fik en depression. Og jeg gik fra at være på 7. klasses niveau til 2. eller 3. klasses niveau.

Årsagerne til depressionen var flere, men blandt andet fyldte usikkerheden om, hvad der skulle ske efter folkeskolen utrolig meget hos Rikke. Skoleproblemerne fyldte også på hjemmefronten:
- På et tidspunkt lå jeg bare under et bord derhjemme og skreg. Min mor måtte sygemelde sig, og det hele gik ud over både min søster og mine forældre. Jeg spiste heller ikke nok mad.

Flov over at blive set med de andre
Rikkes drøm efter 10. klasse var at komme på husholdningsskole. Det sagde kommunen dog nej til.
- I stedet kom jeg på CSV for at tage en STU, for det mente kommunen, at jeg skulle.

Hun kom i en klasse for autister, hvor der var den ro og omsorg, som hun havde brug for. Problemet var bare, at de øvrige klassekammerater umiddelbart var meget dårligere fungerende end Rikke, og det gjorde det vanskeligt:
- Der var ingen at snakke med eller spejle mig i. Så det var svært at være sammen med de andre. Det kunne også være svært at være på tur med klassen. For hvad tænkte andre om mig, hvis de så mig sammen med nogen, som var så handicappede?

Alle de her tanker kunne Rikke heldigvis tale med nogle af lærerne om. Eller rettere sagt, hun lavede et fem sider langt skriv om det, som hun gav til lærerne. Og de kunne så tale med hende ud fra det.
- Jeg var så frustreret, men jeg kunne ikke finde de rigtige ord i min mund. Jeg kunne ikke selv starte en samtale. Åbne op.

Det endte med, at Rikke flyttede klasse og også kom i praktik i en tøjbutik. Og det var der musik i. Efter endnu en forgæves ansøgning om at komme på husholdningsskole fik hun langt om længe lov til at tage tredje år på STU på husholdningsskolen Rødding Fri Fagskole. Her lærte hun meget om det at klare sig selv og at være på en arbejdsplads.

Nu har Rikke fået førtidspension og job på skånevilkår i butikken i Tarup.
- Jeg har en chef, der ser muligheder og ikke begrænsninger i mig. Vi begynder at arbejde med mig, jeg får nye udfordringer, jeg udvikler mig. Også i teamet. På et tidspunkt håber jeg at komme til at betjene kassen. Jeg elsker bare mit job!

At sige sin mening
Om onsdagen er det dog ikke butikken i Odense, der fylder, men ULF’s kontor i Vejle. Det er en helt ny verden, der er kommet ind i Rikkes liv. Hun har godt nok været medlem af ULF Ungdom i et stykke tid, men uden egentlig at sætte sig særlig meget ind i, hvad de laver.

Det hele startede faktisk med, at Rikke blev opfordret til at medvirke i den proces, hvor Odense Kommune inviterede brugerne af kommunens tilbud på handicapområdet til at hjælpe med at fordele de ti millioner kroner, man ekstraordinært ville bruge på området. Det førte til, at Rikke kom med i kommunens såkaldte borgerpanel, hvor hun skulle sige, hvad hun mente om ”fremtidens Odense”:
- Jeg fik utrolig meget ud af endelig at sige min mening. Og de lyttede til os… om for eksempel nye aktiviteter på værkstederne. Det kan godt være, at man har lavet de samme ting i 40 år, men derfor er det ikke sikkert, at det er det rigtige.
- Til slut havde jeg det sådan, at det fandeme ikke måtte slutte her. Mange har brug for hjælp. Så jeg begyndte at undersøge mulighederne.

Det rigtige kom, da hun var til et oplæg om ULF-ferie. Her dukkede Rikkes tanker om, at måske nok har hun nogle handicap, men udviklingshæmmet var hun da ikke, igen op. Kontakten med ULF varede dog ved, og der gik ikke lang tid, inden hun var i spil som kommende formand efter Jette Tastesen, der snart ville falde for aldersgrænsen på 30 år. Så Rikke blev i et stykke tid føl hos ULF Ungdom på kontoret i Vejle, de deler med ULF.
- Mine første tanker om at være formand gik på, at bare jeg kunne få lov til at sige min mening, var jeg glad. Men så begyndte jeg at høre om de aktiviteter, de lavede, og det ville jeg også rigtig gerne være en del af. Og så blev jeg hevet ind i ULF-verdenen.

BOKS

ULF Ungdom
Rikke Sørensen fortæller, at hun og de andre i ULF Ungdom blandt andet kæmper for en anstændig ledsagelsesordning, mere selvbestemmelse, en bedre STU, en uddannelsesmulighed efter STU’en og at der kommer styr på tildelingen af førtidspension.
- Vi kan sagtens have meninger, der vedrører alle udviklingshæmmede. Men ULF Ungdom blev dannet, fordi vi ved, hvad der er bedst for os unge. Det er det, vi kan fortælle.

Rikke har allerede en gang været ude og holde oplæg om ULF Ungdom. Det var på Rødding Fri Fagskole. I april har hun et nyt oplæg på CSV i Odense.
- Vi kæmper for, at de unge skal være en del af samfundet som alle andre. Men de unge skal også lære at acceptere sig selv, og at man faktisk godt kan noget, selv om man har udviklingshæmning.

Du kan følge ULF Ungdom på deres facebookside.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018 

Måske kan en lovændring være på plads inden næste folketingsvalg. Det var det håb, som ordføreren bag beslutningsforslaget, Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, udtalte i sine afsluttende bemærkninger efter behandlingen i folketingssalen tirsdag.

”Jeg ser frem til, at vi til efteråret kan vedtage en lovgivning, der sikrer, om ikke andet, stemmeret til flere, og i bedste fald stemmeret til alle de pågældende borgere.”

Beslutningsforslaget, som Enhedslisten havde fremsat sammen med Alternativet, De Radikale og SF, handlede om at ændre værgemålsloven, sådan at voksne, som via et §6-værgemål er fradømt den retlige handleevne, kan få stemmeret. I dag medfører denne særlige form for værgemål nemlig, at man betegnes ’umyndiggjort’ – og ifølge Grundloven har ’umyndiggjorte’ ikke stemmeret til folketingsvalg samt folkeafstemninger. Det rammer cirka 2.000 voksne danske statsborgere, heraf mange med udviklingshæmning.

Der var tidligere tvivl om, hvorvidt Grundloven rent faktisk betød, at voksne med et §6-værgemål, ikke måtte stemme, men med en dom i Højesteret i januar 2018 blev den tvivl fejet af banen. Højesteret fastslog, at fratagelsen af stemmeret for voksne med denne slags værgemål var i orden.

Derfor var det nødvendigt at gå en anden vej, hvis alle skal have stemmeret. Beslutningsforslaget om ændring af værgemålsloven, var et bud på en løsning. Her foreslog de fire partier nemlig, at man fremover kun skulle fradømme den retlige handleevne ’i nærmere bestemt omfang’, hvilket ville betyde, at man ikke kunne benævnes ’umyndiggjort’ i Grundlovens forstand.

LEV har længe arbejdet for, at alle danskere skal have stemmeret – også mennesker med et §6-værgemål. Derfor er LEVs landsformand, Anni Sørensen, også glad for, at der nu endelig ser ud til at være en løsning på vej.

- Det handler om ligeberettigelse og demokratisk medborgerskab. For os har det altid været underligt, at man sammenkobler behovet for beskyttelse via et værgemål med retten til at deltage som demokratisk medborger.

- For et par år siden lykkedes det at sikre stemmeret for mennesker med denne slags værgemål til kommunal-, regions- og Europaparlaments-valg. Det var et vigtigt skridt. Nu mangler vi bare stemmeretten til folketingsvalg og folkeafstemninger. Med de tydelige meldinger, som kom under behandlingen af beslutningsforslaget, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Måske endda før vi tror, siger Anni Sørensen.

Regeringen ville ikke støtte det specifikke beslutningsforslag, og den model, der er lagt op til heri, men man lovede, at man ville finde en løsning, og at den kommer kort efter sommerferien. I justitsminister Søren Papes tale under behandlingen af beslutningsforslaget, sagde han blandt andet, at man ville arbejde for, at et lovforslag kunne komme i Folketinget allerede i efteråret 2018.

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV 

Jeg skal ikke gennemgå alle ministeriets forslag i denne lederartikel, men blot fremhæve to, som desværre er ganske kendetegnende for linjen i anbefalingerne.

For det første anbefales det i rapporten, at en række indgreb, som i dag defineres som magtanvendelse, fremover skal ses som ’omsorgshandlinger’. Det skal være muligt for personalet at anvende såkaldt ’fysisk guidning’ af eksempelvis voksne med udviklingshæmning, uden at det defineres som magtanvendelse. Forslaget peger i retning af mere håndfast håndtering af beboere i botilbud – vel at mærke uden den registrering og indberetning, som er gældende i dag. En anden anbefaling handler om at give mulighed for at foretage fysisk fastholdelse, hvis en beboer 'chikanerer' eller skaber ’utryghed’ over for andre beboere eller personale i et fællesrum. I dag skal der være risiko for personskade, hvis man skal foretage den slags indgreb.

For det andet lægger rapportens anbefalinger op til en markant svækkelse af retssikkerheden i forbindelse med flytning af en beboer fra sit hjem i et botilbud mod hans eller hendes vilje – eller hvis den pågældende ikke kan give et gyldigt informeret samtykke til en flytning. Det skal kort fortalt være nemmere for kommunerne på egen hånd at beslutte en flytning. I tråd med økonomiaftalen for 2018 mellem KL og regeringen anbefales det, at kommunerne får lov til at indskrive en såkaldt klausul i botilbudsbeboeres lejekontrakt eller boligdokument. Med denne klausul kommer beboerne til at bo på kommunale myndigheders nåde, idet kommunen skal kunne revisitere (tvangsflytte, red.) til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres.

Mange af rapportens anbefalinger er i mine øjne udtryk for et ganske markant skred i tilgangen til magtanvendelse på socialområdet. Der er nærliggende risiko for en glidende udvikling, hvor ’en fast hånd’ bliver en mere almindelig del af personalets værktøjskasse, hvilket uvægerligt vil svække det faglige arbejde for at forebygge magtanvendelse. Denne risiko for faglig svækkelse er meget foruroligende.

Indførelsen af klausuler i lejekontrakter og boligdokumenter samt lempeligere kriterier for flytning uden samtykke udtrykker det samme skred. Signalet er her, at mennesker med udviklingshæmnings værdighed og ret til et hjem skal underlægges kommunale systembehov. I grundlæggende strid med Danmarks internationale konventionsforpligtelser og bærende værdier i dansk handicappolitik.

Rapporten og dens anbefalinger er baseret på et såkaldt praksistjek gennemført af Ankestyrelsen. Her har man spurgt pædagoger og plejepersonale på handicap- og ældreområdet, repræsentanter fra de kommunale forvaltninger samt pårørende om deres erfaringer med de nugældende magtanvendelsesregler. LEV har desuden været repræsenteret i den nedsatte referencegruppe for arbejdet i ministeriet.

Der er altså kommet input med meget vigtige perspektiver og erfaringer i et sådant praksistjek fra en bred personkreds. Men jeg savner alligevel noget, nemlig perspektivet fra de mennesker, der selv har været udsat for en magtanvendelse: Det enkelte menneskes oplevelse af, hvordan det er at blive holdt fast, når der skal børstes tænder, eller gang på gang blive ført til et andet rum mod sin vilje. Eller oplevelsen af, at retten til eget hjem afhænger af, hvad de synes oppe på kommunen. Det kan være udfordrende at spørge alle i denne målgruppe, men selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde mennesker, som kan indvie os i, hvad det vil sige at være blevet udsat for en magtanvendelse.

Mennesker med udviklingshæmning er ikke en ’anden slags mennesker’. Ganske som hos alle andre sætter det spor i ens selvbillede, værdighed og integritetsfølelse, når en anden anvender tvang over for dig. Og nej, jeg tror ikke, at det er noget, som hurtigt er overstået – og så er det glemt. Det sætter sig’ i kroppen og i sindet’. Og her kan det blive siddende. Dette helt grundlæggende menneskelige perspektiv må vi aldrig glemme i overvejelserne, om hvornår – og under hvilke betingelser – det kan være nødvendigt at anvende fysisk magt over for mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap. Det kan i særlige tilfælde være nødvendigt – det er jo derfor reglerne findes. Men vi skal gøre alt for, at det forbliver undtagelsen, og her peger en række af ministeriets anbefalinger i den helt forkerte retning.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018

En fik således lænset sin konto for 450.000 kroner på en weekend, uden at Danske Banks systemer registrerede noget unormalt.

En anden mistede 200.000 kroner, da hun blev narret til at udlevere en række personlige oplysninger, så svindleren kunne oprette et Dankort i hendes navn. Svindleren narrede hende desuden til at købe otte nye telefoner.

Gerningsmanden bag begge svindelnumre var angiveligt den samme. Han er i øjeblikket tiltalt for bedrageri af i alt 14 personer.

Til Kontant udtalte Danske Banks ansvarlige for bekæmpelse af snyd og svindel, Linus Fugl, sig om sagen med de 450.000 kroner:

”Det er en meget usædvanlig sag og en rigtig ulykkelig sag, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at vores systemer ikke har været effektive nok til at fange den her svindel hurtigt nok.”

En 100 procents garanti for, at så noget ikke kan ske, er svær at give, men LEVs landsformand, Anni Sørensen, mener, at svindelsagerne er eksempler på, hvordan nogle mennesker med udviklingshæmning kan komme i klemme i digitaliseringen:

- Det er vigtigt, at banker og televirksomheder tager ansvar her. Både i forhold til etik i handlen, men også ved at kompensere borgerne, hvis misbrug sker. Banker og virksomheder har trods alt store gevinster ved digitaliseringen, og så må de også tage ansvar for dem, som kommer i klemme.

- Jeg synes, at det er meget ubehageligt og uforståeligt, at nogle svindlere skruppelløst går efter at bedrage nogle af de mest udsatte medborgere. Men det er desværre nok ikke til at undgå helt, så derfor er det vigtigt, at vi forsøger at forebygge denne type udnyttelse – for eksempel ved øget oplysning om risici og ved solid pædagogisk indsats. Alt sammen dog på en måde, så vi ikke skræmmer folk.