Anni_Sørensen_4_HIGH.jpg Foto: Ricky John Molloy 14.11.2019

Ny teknologi giver enorme muligheder for mennesker med udviklingshandicap

Leder af Anni Sørensen, formand for Landsforeningen LEV 

Dette nummer af LEV Bladet rummer et tema om teknologi og kommunikation - og bidragene kommer ude fra virkelighedens verden.

Det er helt fantastisk at læse de gode historier om, hvordan mennesker med udviklingshandicap ligesom alle os andre kaster sig over og har glæde af de muligheder, som den digitale kommunikation giver. Med den nye teknologi åbner der sig nye muligheder for at kommunikere med omverdenen og med hinanden. Det har mange positive perspektiver – blandt andet kan det forhåbentlig være med til at dæmme op for den ensomhed, som jo desværre er en omfattende problematik blandt mennesker med udviklingshandicap.

Men samtidigt skal det også nævnes, at der sammen med de store muligheder også er store udfordringer. Og nogle gange kommer disse udfordringer desværre til at skygge for mulighederne. For eksempel kan du her i temaet læse om en specialskolelærer, der oplever, at visse elevers digitale kommunikationsevner ret hurtigt falder bort efter, at de har forladt skolen, fordi de ikke holdes ved lige.

Det hænger ifølge flere af bidragyderne sammen med, at man ude på botilbuddene fra ledelsesside for sjældent påtager sig den opgave, det er at arbejde helhjertet med brug af sociale netværksværktøjer og digitale kommunikationsformer.

LEV har sammen med Socialpædagogerne og en lang række andre handicaporganisationer advokeret for, at socialpædagogikken får en særskilt uddannelse for at højne det faglige niveau blandt socialpædagogerne. Det er derfor helt oplagt, at fremtidens socialpædagoger, som en vigtig del i deres uddannelsesforløb har digital kommunikation og dets muligheder og udfordringer for mennesker med udviklingshandicap.

Mange mennesker med udviklingshandicap er nemlig meget afhængige af, at personalet, og i et vist omfang også de pårørende, omfavner - faktisk knuskrammer - den nye teknologi: At de rigtige programmer findes, installeres og opdateres, og at man er i stand til at søge ny viden og nye muligheder på borgerens vegne.

Det er ganske enkelt nødvendigt at se på digital kommunikation som et socialpædagogisk kerneområde. Helt på linje med hjælp til at spise for et menneske med multiple funktionsnedsættelser eller med støtten til at skabe ro i et kaotisk sind hos et menneske med autisme.

Og ja, der er helt sikkert masser af udfordringer – eksempelvis omkring datasikkerhed, misbrug af personlige oplysninger og en flad indlæringskurve, der kræver mange ressourcer. Derfor er det også helt afgørende, at professionshøjskolerne påtager sig den store opgave med at lære kommende socialpædagoger at kende og bruge ny teknologi og sociale medier. Det vil LEV sammen med alle dedikerede faglige og andre aktører kæmpe videre for.

Rigtig god læselyst!

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2019

Familiekursus for børn med handicap i alderen 3-5 år

Familiekursus for børn med handicap i alderen 3-5 år