Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre.
Hvis en person ønsker, at en anden person skal repræsentere sig og dermed få beføjelse til at handle på sine vegne, vil der være tale om partsrepræsentation. Det betyder med andre ord, at personen overgiver sine partsrettigheder - via fuldmagt - til en partsrepræsentant, og dermed retten til at drøfte og afholde møder med myndigheden, uden parten selv er til stede. For at være i stand til at give en fuldmagt, skal man være i stand til at handle fornuftsmæssigt på egne vegne. Man skal således kunne forstå indholdet i fuldmagten og konsekvenserne af at udstede fuldmagten.
Voksne personer med handleevnen (dvs. ikke underlagt et værgemål) i behold kan (som udgangspunkt) udstede en gyldig fuldmagt. Personen, der modtager fuldmagten, er ansvarlig for, at han handler på baggrund af en gyldigt udstedt fuldmagt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en fuldmagt er så konkret og tydelig som mulig om hvad der gives fuldmagt til. Det hjælper både den unge/voksne, den der skal være partsrepræsentant og de myndighedspersoner, som varetager sagen,
Partsrepræsentation medfører, at også, at myndigheden skal fremsende breve og afgørelser vedrørende parten til partsrepræsentanten, og at partsrepræsentanten har ret til at anmode om aktindsigt eller klage på partens vegne.
Der er situationer, hvor myndigheden, fx kommunen, fortsat kan kræve, at parten medvirker personligt selvom denne har valgt at få en partsrepræsentant.
Den store forskel på en bisidder og en partsrepræsentant består i, at partsrepræsentanten har samme beføjelser som parten - dvs. overtaget partens partsrettigheder - det har en bisidder ikke.