Mennesker i botilbud har også behov for ledsagelse

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand i Lev, bragt i Altinget tirsdag den 10. november 2020

Hvad er egentlig logikken i, at mennesker med udviklingshandicap, der bor i botilbud, skal have langt dårligere mulighed for ledsagelse end andre med handicap?

Behovet for ledsagelse til at kunne besøge venner og familie, benytte kulturtilbud eller at shoppe er præcis det samme. Alligevel viser en ny undersøgelse, at langt de færreste i denne sårbare gruppe modtager den ledsagelse, som de har behov for og ret til.

Undersøgelsen baserer sig på svar fra 1.079 pårørende og er gennemført af Lev henover de første uger af oktober måned. Lad os tage et par resultater i kort form.

Langt de fleste beboere i undersøgelsen har behov for ledsagelse. Alligevel er det kun omkring en tredjedel, som er tildelt en ledsageordning på 15 timer månedligt (§ 97 i serviceloven).

En ledsageordning er tydeligvis afgørende for, om man kan komme uden for botilbuddet eller ej.  

Næsten 40 procent af de beboere, som ikke har en ledsageordning, modtager to eller færre timers individuel ledsagelse om måneden. De modtager altså ledsagelse på et ekstremt lavt niveau, uagtet at deres behov for ledsagelse er det samme, som dem der har en ledsageordning.

Ekstremt ringe vilkår
Men selv blandt de botilbudsbeboerne, som er så heldige at have en ledsageordning, er der store udfordringer.

Mindst hver fjerde har fået taget timer ud af deres ledsageordning med den begrundelse, at de bor i botilbud, og de får meget sjældent den erstatningsledsagelse fra botilbuddet, som de har krav på.

Fradraget kan være helt op til otte timer om måneden. Og i de fleste tilfælde er det timer, som bare forsvinder ud i det blå, fordi beboeren ikke får erstatningsledsagelse fra botilbuddet. På årsbasis kan det løbe op i tabt ledsagelse svarer til 14 heldagsture af syv timer.

Der kan siges meget om komplicerede regler på socialområdet. Det kan der også i dette tilfælde, hvor undersøgelsens resultater afspejler et samspil mellem ledsageordningen (§ 97), socialpædagogisk bistand (§ 85) og botilbud (blandt andet § 108 og 107).

Men egentlig kunne vi gå langt mere enkelt til værks. Vi kunne begynde med at svare på, om det er rimeligt, at mennesker med udviklingshandicap har så ekstremt dårlige vilkår for at komme uden for deres botilbud?

Konkrete lovintiativer
Synes vi egentlig, at det er fair, at ledsageordningen i praksis indeholder langt færre timer, blot fordi man bor i botilbud?

Og mener vi, at mennesker med omfattende og komplekse handicap skal have markant dårligere mulighed for den ledsagelse, som er en forudsætning for at de kan pleje deres sociale netværk, besøge familien, deltage i sociale og kulturelle aktiviteter i lokalsamfundet og gå ud og spise?

Det fleste vil nok svare nej til ovenstående spørgsmål. Alligevel er det sådan virkeligheden tager sig ud for nogle af de mest sårbare af vores medborgere.

Jeg kan heller ikke forestille mig, at man i regeringen og i Folketinget synes, at situationen er holdbar.

Derfor er der heller ingen grund til at trække tiden ud længere. Der er behov for konkrete lovinitiativer, som kan rette op på det omfattende svigt som undersøgelsen dokumenterer, og de forestående finanslovsforhandlinger er sådan set et passende sted indlede det arbejde.

Læs mere
Læs debatindlægget på Altinget.dk