Ngo: Førtidspension er det eneste rigtige for mennesker med udviklingshandicap
Mennesker med udviklingshandicap er ude af stand til at udvikle deres arbejdsevne, så de kan blive selvforsørgende. Derfor er førtidspension den eneste rigtige forsørgelse for denne gruppe, skriver Anni Sørensen.
Både Radikale og Konservative har her i Altinget spillet ud med forslag, der har det primære formål at nedbringe antallet af førtidspensionister, særligt dem under 40 år. Og statsministeren fulgte i sin åbningstale op med lignende meldinger.
Intentionerne er måske gode, men husk nu, at der er behov for solide forvaltningsmæssige hegnspæle, der beskytter de såkaldte "åbenlyse sager".
I 2012/13 havde vi et lignende politisk fokus på førtidspensionerne, der førte til reformen i 2013 med et fokus på at bremse for førtidspension til yngre voksne under 40 år.
Den reform havde markante effekter umiddelbart efter, den var trådt i kraft. Kommunernes ny-tilkendelser af førtidspension dykkede voldsomt de første år, men steg så igen gradvist fra omkring 2018.
Førtidspension er det eneste rigtige
De seneste politiske meldinger har igen blikket rettet mod de yngre førtidspensionister, der generelt fremstilles som mennesker, der er "parkeret og glemt af samfundet". Mennesker, som er "udelukket fra arbejdsfællesskabet", og som "henslæber en hel voksentilværelse i passivitet".
Derfor er førtidspension fra den unge fylder 18 år den eneste rigtige forsørgelse for denne gruppe.
Anni Sørensen, Landsformand, Lev
Om det er en rimelig beskrivelse af tilværelsen for nogle af dem, som tildeles førtidspension, før de er fyldt 40 år, skal jeg ikke kunne sige.
Men som formand for Lev, vil jeg slå fast, at det er en helt fortegnet karakteristik af mennesker med udviklingshandicap, der er tildelt en førtidspension.
Mennesker med udviklingshandicap er – på grund af deres kognitive og ofte også kommunikative og fysiske handicap – ude af stand til at "udvikle deres arbejdsevne", så de kan blive helt eller delvist selvforsørgende.
Deres handicap er medfødt og betydeligt, og det ændrer sig ikke i løbet af livet. I hvert fald ikke i en retning, der gør det mere sandsynligt, at de bliver selvforsørgende.
Derfor er førtidspension fra den unge fylder 18 år den eneste rigtige forsørgelse for denne gruppe. En opfattelse, som jeg i øvrigt oplever, at der er bred landspolitiske konsensus om.
Tryghed styrker tilværelsen
En førtidspension til voksne med udviklingshandicap under 40 år behøver heller ikke være en "passiv parkering uden for arbejdsfællesskabet". Trygheden som den helt grundlæggende forsørgelse er tværtimod en adgangsbillet til en aktiv tilværelse.
Voksne med udviklingshandicap og deres pårørende er lige nu bekymrede for, hvad der mon er på vej.
Anni Sørensen, Landsformand, Lev
Det kan være i form af et skånejob, som vi for eksempel yder støtte til etableringen af med vores succesfulde beskæftigelsesindsats Lev Job (tidligere KLAPjob).
Eller det kan være i et af de vigtige beskæftigelses- eller aktivitetstilbud, som tilbydes efter Serviceloven.
I disse sammenhænge er førtidspensionen en afgørende forudsætning for at kunne bidrage – ikke en hindring.
I 2012/13-reformen blev det understreget i lovforslagets bemærkninger, at blandt andre unge med udviklingshandicap fortsat skulle tilkendes førtidspension.
Noget som daværende socialminister Manu Sareen fulgte op med hyrdebrev til landets kommuner efter reformens ikrafttræden.
Alligevel så vi en voldsom opbremsning af kommunernes ny-tilkendelser af pension til netop unge med udviklingshandicap umiddelbart efter reformen. Faktisk skete der en halvering i det første år og kun en meget gradvis genopretning i årene derefter.
Lad bekymringen være ubegrundet
Den voldsomme opbremsning i ny-tilkendelserne havde store negative konsekvenser for nogle meget sårbare mennesker.
Unge med udviklingshandicap blev parkeret (og ja, her er betegnelsen dækkende) på kontanthjælp eller blev trukket gennem udsigtsløse jobprøvnings- eller rehabiliteringsforløb.
Frem for alt, så blev alt for mange forsinket i at komme i gang med det rette tilbud for dem. Hvad enten det er beskyttet beskæftigelse, et aktivitetstilbud eller et skånejob.
Det må ikke ske igen. Og min indtrængende opfordring til regeringen og Folketingets partier er derfor: Sørg for at opsætte solide forvaltningsmæssige hegnspæle, som beskytter mod kortsigtet kommunal kassetænkning, og sikrer de åbenlyse pensionssager for unge med udviklingshandicap eller andre tilsvarende funktionsnedsættelser.
Og sørg for at være tydelige om det i kommunikationen om de aktuelle reformplaner.
Alt for mange voksne med udviklingshandicap og deres pårørende er lige nu bekymrede for, hvad der mon er på vej i forhold til deres grundlæggende forsørgelse. En bekymring, som jeg naturligvis håber, er helt ubegrundet.