2.000 danskere er berøvet muligheden for at færdes uden for deres hjem

Indlægget blev bragt i Politiken den 6. maj 2025

Forestil dig, at du på grund af et omfattende fysisk handicap kun er blevet bevilliget en kørestol 15 timer om måneden. Kørestolen skal nemlig i den resterende tid bruges af andre, som har tilsvarende behov.

Sådan er reglerne om bevilling af en kørestol heldigvis ikke indrettet. Enhver kan se, at det ville føre til ekstrem forringelse af mulighederne for at have en rimelig hverdag, for at være en del af samfundet og holde kontakten til venner og familie.

Men hvis du ikke har behov for en kørestol, men i stedet har et udviklingshandicap, der betyder, at du ikke kan færdes på egen hånd, og derfor har behov for ledsagelse, ja, så er det faktisk sådan dine vilkår er. I mange tilfælde tilmed endnu værre. Det er det billede, der tegner sig i resultaterne af en ny undersøgelse med svar fra flere end 1.100 mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, som Lev netop har gennemført.

Kort fortalt, så viser undersøgelsen, at ca. 41 % af voksne med udviklingshandicap er bevilget en ledsageordning efter Serviceloven. Den giver ret til 15 timers individuel og selvvalgt ledsagelse om måneden, med mulighed for at spare sammen til større ture. Nu er 15 timers ledsagelse om måneden jo ikke meget, hvis man fx vil gå til håndbold, en tur op og ned ad gågaden, og måske en tur hjem til mor og far – kort sagt, have de samme basale muligheder som alle andre. Men som undersøgelsen også dokumenterer, så er 15 timers ledsagelse månedligt nærmest imponerende meget, sammenlignet med en særlig sårbar og udsat del af den samlede målgruppe.

Lovgivningen på området er nemlig indrettet på den besynderlige måde, at mennesker med mere omfattende og komplekse handicap i praksis modtager langt mindre ledsagelse, fordi de er afskåret fra at kunne bevilges en ledsageordning på 15 timer månedligt. Faktisk modtager mere end 60 % af dem med størst hjælpebehov to eller færre timers ledsagelse om måneden. Det kan være svært at opgøre, hvor mange mennesker, det præcist drejer sig om, men i Lev skønner vi på baggrund af undersøgelsen, at der er tale om 2.000 personer på landsplan.

Med andre ord: Hvis du har flere og mere omfattende handicap, så er du som hovedregel berøvet muligheder for at færdes uden for dit hjem. Berøvet muligheden for at tage en tur ned i byen, besøge venner og familie og alt det andet, som alle andre betragter som helt almindelige og nødvendige aktiviteter.

Jeg er med på, at det lyder virkelig underligt og dybt diskriminerende, at vi i Danmark har indrettet lovgivningen sådan, at de mest sårbare mennesker med udviklingshandicap i praksis får markant mindre ledsagelse. Ikke fordi deres behov er mindre, men udelukkende fordi omfanget og karakteren af deres handicap er anderledes end det er for dem, som kan tilkendes en ledsageordning. Men sådan er virkeligheden desværre for mange – og konsekvenserne fremtræder tydeligt i vores undersøgelse.

Lev har gennem årene påpeget og dokumenteret problemerne med den manglende ledsagelse til mennesker med udviklingshandicap ved adskillige lejligheder. Vi har udpeget årsagerne og kommet med helt konkrete bud på, hvordan man kan løse det. Men indtil videre har svaret fra skiftende regeringer kun været sympatitilkendegivelser og udenomssnak. Og frem for alt: Manglende vilje til at gøre noget ved problemet.

Det er dybt urimeligt. Det tror jeg, at langt de fleste danskere vil være enig med mig i, for i Danmark vil vi gerne se os selv som et samfund, der tager hånd om de svageste.

Og jeg kan faktisk ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det har været politikernes ambition at fratage de allersvageste borgere muligheden for at komme udenfor deres hjem, dengang reglerne om en ledsageordning blev indført. Dengang har politikkerne sikkert troet, at disse borgere i stedet ville modtage ledsagelse som en del af støtten i deres botilbud. Sådan var det måske også dengang, men sådan er det altså langtfra nu.

Nu har Lev endnu engang dokumenteret problemernes omfang. Jeg håber, at der denne gang er politisk vilje til at rette op og sikre anstændige vilkår.