Var det en undskyldning? Eller bare ord?

Indlægget er bragt i JP 22. september 2025

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

I disse dage er det to år siden, at daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil overbragte tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen en officiel undskyldning fra den danske regering.

Undskyldningen angik perioden fra 1933 til 1980, hvor vold, seksuelle overgreb, nedværdigende behandling, tvangssterilisering og indespærring var hverdag for tusindvis af anbragte. Særligt i Statens Åndssvageforsorg var omfanget stort, og overgrebene voldsomme og systematiske.

Staten svigtede tilsynet med forholdene for de anbragte på det groveste, og sårbare børn, unge og voksne med handicap var reelt helt forsvarsløse over for de forråede miljøer, de var anbragt i.

Undskyldningen blev givet ved et arrangement den 11. september 2023, og det var både højtideligt og bevægende for os alle – selvfølgelig først og fremmest for de tidligere anbragte selv.

Mange var lettede over endelig at få anerkendt – og en undskyldning for – de overgreb og svigt, de var blevet udsat for i forsorgen.

Men en undskyldning kan ikke ses isoleret fra, hvem der giver den og fra den politiske kontekst, som den gives i. En meningsfuld undskyldning udtrykkes nemlig ikke kun i ord, men også i handlinger. Derfor er det også oplagt at gøre status for, hvordan regeringen har handlet siden sin undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen.

Her må det desværre konstateres, at regeringens handlinger mest har bestået i at gennemføre angreb på rettigheder, vilkår, beskyttelse og værdighed for mennesker med handicap. Særligt mennesker med udviklingshandicap – der som bekendt var den gruppe mennesker, som udgjorde langt hovedparten af de anbragte i sær- og åndssvageforsorgen – er blevet udsat for disse angreb.

Blot et år efter undskyldningen fremsatte regeringen i marts 2024 et vidtgående lovforslag til ændring af servicelovens magtanvendelsesregler. Målet var at give medarbejdere i botilbud mv. (dvs. “nutidens institutioner”) øget adgang til fysiske fastholdelser og anden magtanvendelse over for mennesker med handicap.

Fremover skulle der bruges magt i flere situationer og over for flere. Ganske som i de ”gamle dage”, der nu er sagt undskyld for, er fysiske fastholdelser og anden magtanvendelse nu på vej til at blive et redskab til ”opdragelse” af mennesker med handicap, som personalet synes opfører sig ”grænseoverskridende” eller ”konfliktoptrappende”.

Dette historiske skred i synet på brugen af magt over for sårbare mennesker med handicap blev i øvrigt suppleret af lovgivning, der reducerer krav til registrering og indberetning. Registreringer, som er afgørende for at føre tilsyn og yde beskyttelse af borgerne mod unødvendig magtanvendelse og for at sikre en basal retssikkerhed.

I foråret 2025 var det blevet Socialtilsynets tur. Tilsynet skal holde øje med forholdene for blandt andre mennesker med udviklingshandicap i botilbud, herunder personalets brug af magt.

Men i afbureaukratiseringens navn har regeringen med et lovforslag besluttet at beskære tilsynet med en tredjedel og pålægge en række ændringer i tilsynskonceptet, der målrettet sigter på at nedbringe kvaliteten i den hjælp, som ydes.

Begge lovforslag modtog rigtig mange kritiske høringssvar. Men regeringen vendte det døve øre til og stod fast. Begge lovforslag er vedtaget.

Undskyldningen for vold, overgreb og svigt blev med andre ord fulgt op af mere magtanvendelse og flere indgreb. Og undskyldningen for statens svigt af sit tilsyn med forsorgsinstitutionerne blev fulgt op af nedskæringer i Socialtilsynet.

Selvom undskyldningen var vigtig i sig selv, da den i 2023 blev givet til de tidligere anbragte, har regeringen på lange stræk undergravet dens betydning. Det har hverken de tidligere anbragte eller alle andre mennesker med handicap fortjent.