Handicaporganisationer: Sæt mennesket først i specialeplanen

Regeringen arbejder med en model for en specialeplan på handicapområdet, som er uambitiøs. Hvor perspektiverne fra de mennesker, som specialeplanen skulle omfatte, fylder alt for lidt. Med det udgangspunkt, der foreligger, vil specialeplanen ikke gøre den forskel, som handicaporganisationerne i mere end seks år har håbet på.

Specialer, faglige ambitioner, vidensopbygning samt sammenhængende og forbedrede indsatser er det, vi i handicaporganisationerne forstår ved en specialeplan. De centrale præmisser og forudsætninger for dette er, at borgernes behov og levede erfaringer er centrale, og at kvalitet og faglige indsigter er styrende.

Den retningsangivelse der lægges for, hvilke målgrupper specialeplanen må omfatte, er bekymrende snævert afgrænset.

Desuden skal specialeplanen kun være vejledende for kommunerne som visiterende myndighed. Det er problematisk, da det i bedste fald vil gøre en forskel for en meget lille borgergruppe, som kun kan håbe på, at kommunerne vil benytte special- og rådgivningsfunktionernes viden og kompetencer. Hertil forbedres borgernes mulighed for selv at rette henvendelse til de specialiserede miljøer heller ikke.

Målgruppen og den faglige forpligtelse er for snæver og for uambitiøs. Man lægger op til ti specialegrupper, som estimeret kommer til at rumme cirka 2.500 borgere tilsammen. Et meget lavt antal borgere som ikke stemmer overens med behovene. Handicapområdet omfatter langt flere borgere – og behovet for højt specialiserede indsatser på handicapområdet rækker videre end denne afgrænsning.

Forslag til takstmodel er for ensidig

Regeringen arbejder også på indførelsen af en takstmodel. Takstmodellen har fået en central placering, hvor vi må forstå, at specialeplanen skal indrettes herefter og dermed understøtte takstmodellens konstruktion. Hvis faglighed og specialisering skal udvikles, burde man snarere se på det omvendt.

Regeringens forslag til en takstmodel er for ensidig. Takstmodellen med dens ydelsespakker og ufravigelige faste takster, vil desuden indebære et fundamentalt opgør med grundlæggende principper i Serviceloven, herunder kravet om konkret og individuel udmåling i forhold til borgerens behov.

Desuden udfordres princippet om, at der naturligvis skal være overensstemmelse mellem visitationen af hjælp og den indsats, som borgeren rent faktisk modtager, hvis hjælpen skal udmøntes mere af det enkelte tilbud. En kæmpe udfordring for en i forvejen flosset retssikkerhed.

De oprindelige intentioner var ellers gode med et fokus på øget gennemsigtighed og forudsigelighed. Takstmodellen er langt fra virkeligheden på handicap- og socialområdet med det, som nu ligger på bordet fra regeringen.

En vellykket takstmodel skal være forudsigelig, sikre at høj specialisering i indsatsen er tydelig og kan honoreres inden for taksterne. Ligeledes skal takstmodellen kunne imødekomme ændringer i forhold til ændrede behov hos borgerne over tid. Personer med handicap er ikke statiske i deres støttebehov.

En ambitiøs specialeplan kan give borgere med handicap en bedre fremtid i sigte. Men når specialer og specialiseret viden forbeholdes en lille gruppe, kun er et vejledende redskab og samtidig skal strømlines med en ufleksibel og institutionaliserende takstmodel, er risikoen, at kommunerne ser bort fra specialerne og fortsætter ufortrødent med at undergrave rammerne for beskyttelse og udvikling af højt specialiserede indsatser på handicapområdet. Disse incitamenter er nemlig indlejret i modellen, hvor de økonomiske faktorer bliver styrende.

Risiko for underkompensering

Vi kan ikke efterlade mennesker med handicap med en model, hvor økonomiske kasser bliver definerende. Der vil være stor risiko for underkompensering, fordi man i rammerne ikke prioriterer kvalitet- og udviklingsperspektiver. Det truer borgernes retssikkerhed.

Hvis vi i stedet lader mennesket og den nødvendige faglighed komme først, får vi flere korrekte visitationer, vi får færre omgørelser, vi får større forudsigelighed. Samtidig får vi bedre trivsel hos personer med handicap, vi får mere tryghed og tillid til det system, der forvalter, vi får et mindre udgiftspres. Vi sætter mennesket først.

Regeringens forslag til specialeplan og takstmodel er mere af det samme: Ensidig fokus på hvordan man kan spare på hjælpen til borgerne ved at forringe specialisering, viden, faglighed og retssikkerhed. Hvis det er regeringens ambition, er vores svar et pænt nej tak.