Indlægget er bragt i Socialmonitor den 25. februar 2026

Af Lev, TUS - Talerøret for Unge på STU, Danske Handicaporganisationer, Foreningen af Frie Fagskoler, Fonden Unges, Ligeværd, Glad Fonden, Selveje Danmark, Incita Center for Autisme, Hans Knudsen Instituttet, CP Danmark, AspIT, Videnscenter om handicap.

Regeringen har netop lanceret en ny handicappolitisk handlingsplan med en ambitiøs målsætning: 15.000 flere mennesker med handicap skal i arbejde. Overgange bliver nævnt som en af de største udfordringer – men én gruppe risikerer at blive overset: unge, der afslutter en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

For alt for mange unge er overgangen fra STU ikke et springbræt til job, uddannelse eller et relevant tilbud. Den opleves som en tid med stor usikkerhed, ventetid, isolation og tab af motivation, når der ikke umiddelbart er noget på den anden side, og vejen til det næste er uigennemskuelig og uden tilstrækkelig støtte.

Besparelser kan betyde nedprioritering af målgruppen

Andelen af tidligere STU-elever, der kommer i arbejde eller uddannelse umiddelbart efter afslutning af STU, er lav. Det gælder således kun seks procent for elevårgangen, der afsluttede STU i 2019.

Det er dog værd at bemærke, at der er sket en stigning på to procentpoint i forhold til årgang 2011, og hvis man ser fire år efter afsluttet STU, er andelen i arbejde eller uddannelse steget fra 18 procent blandt årgang 2011 til 28 procent blandt årgang 2019.

Tallene dækker samtidig over store forskelle på, hvor mange der kommer videre i beskæftigelse eller uddannelse efter endt STU. Det viser, at udvikling er mulig. Men det peger også på et uforløst potentiale: Med den rette støtte vil flere unge i målgruppen kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

Derfor er det afgørende, at unge fra STU ikke glemmes, når vi taler om overgange, beskæftigelse og reformer.

Den handicappolitiske handlingsplan indeholder en vigtig prioritering af indsatsen i Lev Job, som skal give mennesker med mere omfattende udviklingshandicap mulighed for et skånejob på det ordinære arbejdsmarked. Men bortset fra dette initiativ er fokus på overgangen fra STU stort set fraværende.

Lige nu gennemføres en reform af beskæftigelsesområdet, der på én gang indebærer større kommunal frihed og markante besparelser. Her frygter vi, at unge, der står længere fra det ordinære arbejdsmarked – og som har behov for en håndholdt, individuelt tilpasset indsats – vil blive særligt hårdt ramt, når de kommunale budgetter skal fastlægges og rammer virkeligheden.

Vi skal lytte til de unges behov

Erfaringer fra TUS - Talerøret for Unge på STU – samt fra en række civilsamfunds- og uddannelsesorganisationer, der er samlet i STB-alliancen (Særligt Tilrettelagte Beskæftigelsesindsatser) peger – i lighed med Videnscenter om handicaps interviewundersøgelse på området – i samme retning. Der er brug for at styrke betingelser og støttestrukturer i overgangen, og særligt fire områder er vigtige at handle på:

1. Læg en plan, der skaber tryghed

Overgangen fra STU skal planlægges i god tid. En klar plan for tiden efter STU skaber tryghed og forudsigelighed. Selvom ambitionen er denne, er virkeligheden for mange unge, at de oplever lange ventetider, usikkerhed fordi afgørelser trækker ud, og for flere at de står uden at vide, hvad de skal, når STU stopper.

»Det du skal forstå er, at alt bare bryder sammen. For eksempel det sociale – først og fremmest så kom jeg ikke rigtig nogen steder hen, hvor jeg kunne se andre folk.«

Dette er et af udsagnene fra en ung, der efter STU står uden nogen plan og uden nogen aktivitet eller beskæftigelse. Usikkerhed, ventetid og huller uden aktivitet opleves meget belastende, og selv korte perioder uden beskæftigelse kan for mange af disse unge føre til tab af færdigheder, energi og motivation. Der er behov for en plan, der udvikles i samarbejde mellem den unge selv, pårørende, STU og kommune. Det kræver tidlig og aktiv inddragelse af kommunen og et tillidsfuldt samarbejde på tværs af fagligheder.

2. Giv støtte i overgangen

Netop i overgange, hvor alt er nyt og ukendt, er der brug for at kunne trække på støtte fra personer, der kender den unge. For de unge som starter på ordinære arbejdspladser, kan kontakt med kendte støttepersoner fra STU’erne gøre overgangen tryggere og mere stabil – både for den unge og for arbejdspladsen, fordi de forstår de unges signaler og behov.

For nogle er der behov for mere tid. Der er i dag ikke fastlagt mulighed for en reel udslusningsperiode fra STU, selvom mange elever peger på behovet for netop en blødere overgang til livet efter. De løsninger, der i praksis findes, opstår ofte ad hoc og afhænger af kommunal velvilje snarere end klare rammer. Særligt Tilrettelagte Beskæftigelsesindsatser, som fx Joballiancen og Klar til Start, er eksempler på, hvordan der kan bygges bro mellem uddannelsesaktører, kommuner og virksomheder, men der er behov for, at gode erfaringer kortlægges, udbredes og gøres tilgængelige på tværs af kommuner.

3. Understøt betydningsfulde fællesskaber

Når STU slutter, mister mange unge ikke kun en uddannelse, men også deres sociale fællesskab. Flere af de unge har svært ved at holde kontakt, og tabet af relationer kan være et stort tilbageskridt, og allermest for de unge, der ikke kommer videre i job, uddannelse eller et fast tilbud. Der ser vi, at flere STU’er har startet fx netværksgrupper for tidligere STU-elever, der mødes jævnligt, og giver mulighed for at ses og holde kontakten. Netop derfor er det vigtigt også at understøtte fællesskaber uden for STU, så afslutningen ikke bliver et brat stop, men en blød overgang til et liv efter STU, hvor relationer og struktur kan bæres videre. Sociale relationer er centrale for, at de unge kan trives og fastholde et aktivt liv efter STU, og bør også tænkes systematisk ind i overgangen.

4. Der mangler reelle valgmuligheder for de unge

Mange unge mangler reelle valgmuligheder efter STU. I modsætning til de fleste andre unge er der meget få uddannelsesmuligheder for unge med en STU. STU’er fortæller, at det er vigtigt, at de unge er afklaret inden STU stopper, for at de ikke skal falde i et hul efter STU’en og stå uden tilbud.

Der er således et øget pres på denne gruppe, som typisk modnes senere til tidligt at finde ud af, hvad de skal, end for andre unge og betydelig færre muligheder for uddannelse og opkvalificering, der kan gøre dem i stand til at varetage jobfunktioner.

En af de få undtagelser er Glad Fondens 2-årige Flexuddannelse, der er en forsøgsordning. Fleksible uddannelses- og opkvalificeringstilbud, der matcher forskellige behov og tempo, er afgørende.

Også for den del af gruppen, hvor det ordinære arbejdsmarked ikke er muligt, er det vigtigt med flere valgmuligheder. Her er det ofte afhængigt af, hvilken kommune man er tilknyttet, om der kun bliver givet et tilbud, eller om der er mulighed for at vælge et tilbud for eksempel uden for kommunegrænsen. Det skaber ulighed og oplevelsen af manglende indflydelse på eget liv.

En kritisk overgang kræver en styrket indsats

Hvis vi mener alvorligt, at flere mennesker med handicap skal have mulighed for et arbejde, må unge, der afslutter STU, ikke glemmes i reformer og handlingsplaner. Det er afgørende, at denne gruppe unge, som har brug for støtte, også får den fornødne støtte i overgangen.

Overgangen fra STU er en kritisk fase, hvor der er behov for en særlig og målrettet indsats, så de unges potentiale udnyttes – og ikke tabes. Overgangen må ikke være et frit fald og en ensom rejse. Den skal være et springbræt ind i meningsfulde fællesskaber. Det kræver politisk vilje, koordination og investering – men gevinsten er stor: Flere unge, der kommer godt videre og får mulighed for at bidrage og deltage i meningsfulde tilbud, uddannelse og arbejdsfællesskaber.