Indlægget er bragt i Socialmonitor 26. marts 2026

Af Anni Sørensen, formand for Lev og Pia Allerslev, formand for CP Danmark

Forstå os ret: Egentlig hader vi at være brokkerøve og kværulanter, der kun er til besvær. Vi ved godt, at alt for mange politikere automatisk lukker ned, ruller med øjnene og vender hovedet den anden vej, når de konfronteres med de vedvarende – og tilsyneladende uløselige – problemer på handicapområdet.

Men sandheden er, at der er noget fundamentalt galt på handicapområdet. Noget, der har store daglige konsekvenser for de mennesker, vi repræsenterer i henholdsvis Lev, Landsforeningen for mennesker med udviklingshandicap - og CP Danmark, Landsforeningen for mennesker med cerebral parese.

Derfor må vi for en stund leve med at være brokkehoveder. For handicappolitikken har de seneste tre år været en katastrofe.

En rammeaftale, der skaber problemer

Lad os kalde en spade for en spade: Rammeaftalen fra maj 2024 på det specialiserede område har på alle måder været en katastrofe for handicapområdet. Den har nemlig givet kommunerne frihed til at lade økonomi gå forud for både faglighed og menneskelighed.

Man behøver hverken være en dreven politiker, embedsmand eller en helt almindelig borger med handicap for at forstå, hvad konsekvenserne bliver, når et så ensidigt fokus på økonomi spiller ind i en virkelighed, hvor kommunerne i forvejen føler sig ekstremt økonomisk presset.

Derfor beder vi det næste folketing om at rulle rammeaftalen tilbage. Tag ansvar, og vis danskerne og vores medlemmer, at handicappolitikken i Danmark stadig har ambitionen om at være et velfærdssamfund værdigt.

Bag de tørre tal

Ser man på tallene, var der i 2022 194.000 borgere med handicap, der fik hjælp og støtte, sammenlignet med 171.000 borgere i 2018. I samme periode faldt den bevilgede hjælp med 15.000 kroner per borger. Det viser Tranæs-rapporten.

Det er lige præcis dette mismatch mellem udviklingen i det demografisk bestemte behov for ydelser og udviklingen i bevillingerne, der har fået politikerne til at introducere kompensation for det såkaldte demografiske træk på en lang række velfærdsområder. Lige undtagen på handicapområdet.

Her følger udgifterne ikke den demografisk bestemte udvikling i efterspørgslen efter hjælp. Flere deler simpelthen færre ressourcer.

Kort sagt: Man fodrer hunden med sin egen hale, når det gælder handicapområdet.

Bag tallene gemmer sig de reelle konsekvenser og omkostninger for vores medlemmer. De får ringere hjælp i hverdagen, og kampen med systemet for at få den nødvendige hjælp er blevet langt mere konfliktfyldt.

Med konkrete lovændringer har rammeaftalen også lagt op til at erstatte pædagogiske metoder og faglighed med mere magtanvendelse. I stedet for at skærpe kontrollen og udbygge tilsynet med det, der foregår inden for murene på nogle af vores botilbud, har regeringen samtidig valgt at skære voldsomt ned på socialtilsynet.

Alle kender til Nannas dybt tragiske dødsfald. Nanna, der døde på grund af omsorgssvigt på sit botilbud, og selv om den slags tragiske dødsfald heldigvis er relativt sjældne, er det ikke enestående.

Det er derfor svært at begribe, at regeringens svar har været at skære i det sociale tilsyn, hvis opgave netop er at forebygge, at vi skal opleve nye tragiske Nanna-sager.

Det er også svært at forstå i en tid, hvor flere private botilbud er under beskyldning for økonomisk kriminalitet og hvidvask af sorte penge. Hvorfor er svaret mindre tilsyn?

Når systemet svigter mennesker

Vores medlemmer har derudover svært ved at forstå og leve med, at Ankestyrelsen igen og igen omgør lige under halvdelen af alle sager i kommunerne på socialområdet – uden at det tilsyneladende har nogen konsekvens. I 2024 var omgørelsesprocenten 44,9 procent.

Det er på den ene side et billede på en retstilstand, som ikke ville blive tålt på noget andet område. På den anden side en systematisk krænkelse af vores medlemmers rettigheder, når myndigheder kan overtræde loven næsten hver anden gang, de træffer en afgørelse, uden at nogen løfter en finger.

Tænk hvis de regionale sygehuse lavede fejl i halvdelen af deres operationer. Hvad ville der så ske?

Rammeaftalen til kommunerne med det ensidigt fokus på økonomi og besparelser – og de mange lovforslag til implementering af rammeaftalen, som er blevet gennemført på denne regerings vagt siden foråret 2024 – er samlet set et af de største tilbageskridt, vi har oplevet på handicapområdet i moderne tid.

Derfor må det være afgørende for en kommende regering at få rullet rammeaftalen tilbage og rettet op på de mange afledte konsekvenser: Svækkelsen af socialtilsynet, den åbenlyse ligegyldighed over for kommunernes systematiske lovbrud, svækkelsen af borgernes retsstilling med de nye magtanvendelsesregler – og den gentagne udskydelse af specialeplanen.

Det har før været Arnes tur, børnenes tur, de ældres tur og grisenes tur. I det nye folketing må det blive mennesker med handicaps tur.

Vi hjælper gerne med at skrive: ’Turen går til et mere handicapvenligt land’.