Hvornår bliver det borgernes tur?

Af Hans Andersen, politisk konsulent i Lev

På trods af en udredning af det ’specialiserede socialområde’ og rapporter, der viser massive problemer med kvaliteten i både tilbud og visitationer. På trods af massiv kritik fra FN’s Handicapkomité. Og på trods af det stort anlagte handicappolitiske samarbejdsforum ’Sammen om handicap’ - så står vi nu med en lang række forringelser af valgmuligheder, støtte og retssikkerhed for mennesker med handicap i form af blandt andet svækket tilsyn og begrænsning i det frie valg af bolig.

Forringelserne skyldes i høj grad de årlige økonomiaftaler mellem KL og Finansministeriet. I forbindelse med disse aftaler er der nemlig også indgået en stribe aftaler, der ikke bare handler om, hvor mange penge kommunerne skal have og må bruge, men i høj grad også om hvordan kommunerne bedre kan styre økonomien. Og det er sidstnævnte aftaler, der er styrende for de ændringer, vi ser i lovgivningen på handicapområdet.

Handicaporganisationerne står noget forslåede tilbage

Handicaporganisationerne blev sammen med en lang række andre aktører på socialområdet inviteret ind i regeringens samarbejdsforum ’Sammen om handicap’, og her har vi spillet ind med mange gode, relevante og konstruktive forslag til forbedringer. Men inddragelsen har ikke været reel. Der er slet ikke blevet lyttet til os. Derfor måtte vi i Lev, sammen med Danske Handicaporganisationer (DH), naturligvis sige nej til at være en forpligtende del af rammeaftalen. Og derfor blev aftalen til en ren politisk aftale, som regeringen sidste forår indgik med Konservative, Liberal Alliance og Radikale. En rammeaftale som økonomiaftalerne mellem KL og Finansministeriet i høj grad var retningsgivende for.

Selvom de besparelser, forringelser og udhulinger af rettigheder og støtte på handicapområdet, som vi har været vidner til gennem i hvert fald det seneste årti, har vist sig ikke at have den ønskede effekt på økonomien, fortsætter KL og Finansministeriet - og dermed handicappolitikken – alligevel ufortrødent med ’mere af det samme’.

Tilbage står vi nu med ændringer baseret på mangelfulde data og ’anekdotisk evidens’. Ændringer der udelukkende har et kortsigtet økonomisk sigte, og som over en bred kam må ses som markante forringelser for den enkelte borger. Og det på trods af de ’fine indpakninger’ ved ministerens præsentationer af lovforslagene. Den netop indgåede økonomiaftale mellem KL og regeringen fortsætter ligeledes ad samme spor: Ingen økonomiske løft af handicapområdet, men løft af de øvrige velfærdsområder.

Taler KL borgernes sag?

KL er jo egentlig ’bare’ en interesseorganisation for kommunerne. Og det er da også fornuftigt, at kommunerne har et fælles talerør.

Men når det bliver så tydeligt, at KL udelukkende taler kommunernes ’egne’ økonomiske interesser, så står borgerne pludselig uden nogen til at tale deres sag i økonomiforhandlingerne. Selvfølgelig er ’borgerne’ også mange andre end lige mennesker med udviklingshandicap, men jeg kan ikke komme i tanke om andre grupper, som kommunerne i den grad presser på for ’at styre’ via svækkede rettigheder. Til sammenligning kan man vel ikke forestille sig KL forhandle for at få lov til at putte 60 elever i hver klasse i skolerne, for at få økonomien til at hænge sammen?

Og det er et problem, for KL har intet demokratisk mandat, og derved efterlades borgerne i et demokratisk vakuum, hvor de har helt utilstrækkelig indflydelse på den hjælp og støtte, de modtager.

Specialeplan må ikke stå alene

Selvom det seneste års lovændringer har været mildest talt skuffende, opgiver vi selvfølgelig ikke kampen. Næste store opgave er arbejdet med at udforme en såkaldt specialeplan.

Tanken er, at specialeplanen skal sikre, at de rigtige specialiserede indsatser, tilbud, viden og faglighed er til stede. Og at de løbende udvikles og vedligeholdes samt at visitation og finansiering er skruet sammen, så mennesker med handicap rent faktisk får den rigtige hjælp første gang – og løbende, hvis funktioner og behov ændrer sig.

Her ligger der en stor opgave for handicaporganisationerne. For overblik over, og udvikling af, tilbud, indsatser og faglighed er naturligvis vigtig. Men hvis ikke finansiering og organisering er skruet sammen på en måde, der giver kommunerne incitamenter og pligt til at lytte til – og rette sig efter – faglige anbefalinger når de visiterer, så får borgerne ingen glæde af specialeplanen.

Og det skal de have – nu må det være borgernes tur!

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2025