Fuck ferien
Kenneth har skabt sig et navn med blandt andet sine farverige værker af strikket plastik. Nogle af dem kæmpe værker, som man har kunnet se i stormagasinet Illum i København og på udstillinger i Europa, Japan, Australien og USA.
Han laver også keramiske figurer, linoleumssnit og malerier. Og han er sin kunst. Det er vildt, smukt, skørt og fyldt med ornamenter og detaljer. Ofte er der tekststykker som ”Fuck janteloven – og ferien”. Og så er der cjørcebønkerne – små ansigter med vingelignende armene og ben. De er hans egen opfindelse – også navnet, der er en hilsen til den norske sanger Sidsel Kyrkjebø.
Hvor alle ideerne kommer fra, aner han ikke. ”Hvor skulle jeg vide det fra? Hvordan skulle man kunne forklare, hvor det kommer fra? Det kommer bare. Ja, det tænker jeg. Hvis min hjerne var et træ, så var det en troldhassel,” forklarer Kenneth, der i mange år har været elev på Kunstskolen Bifrost i Randers, en skole for personer med særlige behov.
”Fuck ferien” er ikke bare en overskrift i Kenneths værker – det er et opråb. I starten var han frustreret over, at ferier og weekender betød, at han ikke kunne arbejde. Han skrev breve til sine lærere med sætningen gentaget 30 gange på hver side. ”Han ville bare arbejde,” fortæller Mai Kjer, lærer på Bifrost. Det blev starten på Kenneths eget værksted i Underværket i Randers, som han har haft siden 2009.
”Tillykke med dit gennembrud”
For Kenneth Rasmussen fylder arbejdet med kunsten næsten alt. Enten på Bifrost, i sit eget værksted i Underværket eller hjemme i privaten. Det betyder også, at han er utrolig produktiv. På spørgsmålet, hvad han var blevet, hvis kunsten ikke havde vundet, siger han:
”Det ved jeg sgu ikke. Så var jeg blevet ingenting.”
Det er måske ikke helt forkert. I mange år fyldte bajerne alt for meget i hans liv, men ikke mere. Og det er kunsten, der har en stor del af æren for det. ”Nu har jeg været ædru i 16 år. Når jeg laver kunst, drikker jeg ikke. Strikning giver sindsro – jeg går helt i zen,” forklarer Kenneth.
Kendskabet til hans værker er efterhånden nået vidt omkring. I kunstkredse hyldes han af blandt andre professor og billedhugger Bjørn Nørgaard. Og den brede offentlighed har også lært ham at kende gennem tv-serien Originalerne på DR. Her følger man nogle af de særlige kunstnere på Bifrost.
”Nogle fremmede mennesker, som jeg slet ikke har kendt, er kommet med skulderklap på alle mulige måder. Og en gang var der en mand, en fremmed mand, der kørte forbi i bil og råbte ud ad vinduet ”tillykke med dit gennembrud”.”
Ærligt talt, få fingrene ud. Røvkommune.
Kenneth Rasmussen er utilfreds med, at der ikke har været en stor udstilling med hans værker i hans fødekommune, Aarhus
Kenneth Rasmussen er især kendt for sine store strik-værker. Men han laver alt muligt andet på Kunstskolen Bifrost, blandt andet malerier.
Plagede sin mor om at få lov til at strikke
To personer, der aldrig har oplevet Kenneths værker og gennembrud, er hans mor og far. Ikke mindst hans mor har ellers en aktie i det.
”Jeg plagede min mor, som så mange andre børn gør. Men stik imod hvad andre børn gør, så plagede jeg min mor om at få lov til at strikke. Jeg har altid været sådan lidt en rasmus modsat. Hun var lidt skeptisk i starten. Men det ærgrer mig, at mine forældre ikke har set det her. Min far døde i 1989 og min mor året efter. Begge to på en mandag. Og begge to i en alder af 56 år. Noget spooky noget.”
Få fingeren ud, Aarhus
Nu tilbage til det med Aarhus. Kenneth stammer fra byen, men har siden 2009 boet i Randers. Og han er ikke imponeret over sin gamle by – og dens manglende interesse for kunst lavet af mennesker med særlige behov. Og anerkendelse af hans kunst.
”Det er åbenbart rigtigt, at kunsten i Randers er mere ærlig end kunsten i Aarhus. For hvis kunsten i Aarhus havde været ærlig, så havde Aarhus jo lavet Bifrost. Men det har de ikke. De har kun ARoS, de har kun det statsanerkendte. De handicappede har da ikke noget at sige. ”De kan jo ikke blive kunstnere. De kan ikke tage vare på sig selv.” Sådan føler jeg, de tænker. Ærligt talt, få fingrene ud. Røvkommune.”
Har han stadig drømme som kunstner? ”Jamen, det er bare at blive ved at lave, det jeg laver. Jeg har været meget heldig. Jeg har oplevet meget af det, som mange kunstnere først oplever, når de er døde. Det skal man tænke på. Man skal være taknemmelig. Ellers ville jeg være et skarn.”
Og så tilføjer han med et glimt i øjet: ”Der mangler bare de dumme aarhusianere der.”
Tema blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2025.