Fuck janteloven - og velkommen på ARKEN
Kenneth Rasmussen har skabt sig et navn med plastikstrik, keramik skulpturer og fandenivoldsk kunst. Nu rykker han ind på ARKEN Museum for Samtidskunst – som den første med udviklingshandicap
Eva Winther kunne ikke udtrykke sig med ord. I stedet malede hun. I 1967 blev hendes kunst udstillet i et københavnsk galleri. Det startede en debat om kunst, rettigheder og menneskesyn, der stadig er aktuel
Af Arne Ditlevsen | Kilde: Avisudklip og andet materiale venligst udlånt af Dansk Forsorgshistorisk Museum
I vinteren 1967 gik københavnere ind ad dørene til et galleri på Vesterbro uden at ane, hvem kunstneren var. De vidste bare, at der var tale om noget særligt. I indbydelsen til udstillingen blev kunstneren bare omtalt som E. W. Flere aviser var til stede, og i B.T. beskrev anmelderen værkerne som tranceagtige og fantasifulde. Han brugte også betegnelsen ’splittet’ om værkerne – eller måske kunstneren?
Prisen for flere af malerierne var 700 kroner stykket. Det svarer til 6.-7.000 kr. i dag. Et af malerierne blev sat til salg for hele 3.000 kroner.
I dag hænger E. W.’s malerier ikke på et fint galleri på Vesterbro i København. De står på gulvet i et lager hos Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse, hvor de bevares for eftertiden.
En del af Evas billeder opbevares i dag på Dansk Forsorgshistorisk Museum. På maleriet til venstre anes Evas signatur E. W. nederst.
E. W. står for Eva Winther. Hun havde en hjerneskade, udviklingshandicap, tvangsneuroser – efter datidens begreber var hun evnesvag eller åndssvag. Knap ti år gammel blev hun i 1963 anbragt på den store åndssvageanstalt Ebberødgård ved Birkerød.
Evas mor, Gudrun Winther, har fortalt, at Eva altid udtrykte sig gennem tegning og maling. Oplevelser skulle omgående plantes på papir; glade billeder, vrede billeder. Evas verbale sprog var yderst begrænset, så hun ’talte’ i stedet med tegning og maling.
At arbejde med malerier tog for alvor fart, da Eva var 13-14 år gammel. Personalet på anstalten havde fundet ud af, at hun havde evner – og at det også pædagogisk gav mening at lade hende male. Så der blev købt maling, skaffet lærreder, masonitplader, og hvad hun ellers malede på, og så malede hun løs. Motiverne var dyrefigurer, med øjet som en central tilbagevendende form. De kan måske opfattes som selvportrætter, med særligt fokus på øjne og hår, som hun dengang var meget optaget af at studere i spejlet. Farverne var ekspressive røde, orange, brune, med måske en snert af grønt eller blåt.
Mange af Evas værker blev produceret over en periode på omkring et år. Og det var nogle af dem, man kunne opleve på udstillingen i 1967-68.
Eva Winthers historie fyldte medierne i slutningen af 1960’erne, hvor aviser, ugeblade og tv beskæftigede sig indgående med hendes kunstneriske arbejde – og med hendes mor, Gudrun Winthers, kamp for rettigheder til både Eva og andre pårørende.
Evas historie kaster samtidig lys over de vilkår, mennesker med udviklingshandicap levede under i åndssvagforsorgens tid. Rettigheder som både anbragt og som pårørende var omdrejningspunktet i en enorm offentlig og juridisk kamp, som Gudrun Winther kæmpede i de år.
Det handlede om den pædagogiske tilgang til Eva. Hun blev således nægtet at male, fordi der åbenbart var for mange seksualmotiver. Derfor blev hun sat til at arbejde med ler, som overhovedet ikke interesserede hende. Med det resultat at hun fik det dårligere og dårligere – og Gudrun til sidst måtte tage Eva hjem for en periode. Det handlede også om en kamp for, at Eva kunne flytte til et mindre tilbud (som ikke lykkedes). Og så handlede det om retten til Evas billeder. Det viste sig nemlig, at mange af billederne var blevet solgt til personale for en 50’er. Uden Gudruns viden eller accept. Der er talrige artikler fra den periode med portrætter af Eva, debatindlæg om ophavsret og synet på mennesker med udviklingshandicap i det hele taget. Det lykkedes til sidst Gudrun at fremskaffe langt de fleste af de omkring 40 malerier, man kendte til – med hjælp fra landsretssagføreren Carl Madsen, der blandt andet var kendt for at repræsentere personligt og økonomisk ressourcesvage mennesker. I forbindelse med galleriudstillingen blev der lavet et tv-program med titlen ”Hilsen fra et ukendt land”, som handlede om Eva og hendes kunst, og som ligeledes fik enorm gennemslagskraft.
I årene efter arbejdede Eva stadig i perioder med kunst. Men ikke på samme inspirerede måde mere. Hendes humør var meget svingende. Indimellem forlod hun anstalten. Stak af. Hun ’bortgik’ igen den 23. juni 1980. Dagen efter blev hun fundet druknet i Sjælsø, 27 år gammel.
Tema blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2025.
Læs også:
Kenneth Rasmussen har skabt sig et navn med plastikstrik, keramik skulpturer og fandenivoldsk kunst. Nu rykker han ind på ARKEN Museum for Samtidskunst – som den første med udviklingshandicap
Når evner og engagement får lov at skinne, flytter vi grænserne for, hvem der får plads på musikscenen. The Mumes og Peter A.G.’s samarbejde på Sølund Musik-Festival er ikke en gimmick – men et gennembrud for kunstnerisk ligestilling
Når Larna og hendes kolleger på TV Glad møder kendte kunstnere, politikere og sportsfolk i tv-programmet ”En særlig samtale” på DR, er det med professionalisme, nærvær og empati. Det er der kommet mange tankevækkende, dybe og sjove samtaler ud af
Kunst er for alle, der har noget på hjerte – det gælder naturligvis også mennesker med udviklingshandicap. På de følgende sider stiller vi skarpt på kunst og kultur i høj kvalitet, skabt af mennesker, der ofte bliver undervurderet