Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Dansk og grønlandsk triumf ved Special Olympics Vinterlege 2025

De danske og grønlandske atleter leverede imponerende præstationer i Torino og tog både guld, sølv og bronze med hjem – men fællesskabet og de uforglemmelige oplevelser var den største sejr

MAGASINARTIKEL

KORT FORTALT


Der deltog over 1500 atleter fra 100 lande.

Der var konkurrencer i otte idrætter blandt andet alpint skiløb, langrend, dans, kunstskøjteløb og floorball.

Af Arne Ditlevsen | Foto: Special Olympics World Games og Parasport Danmark

En uge fyldt med store oplevelser, fællesskab og uforglemmelige øjeblikke. Special Olympics World Winter Games 2025 i Torino vil stå længe i mindet hos de 12 idrætsudøvere, der repræsenterede Danmark, samt trænere og ledere. Legene startede med en flot åbningsceremoni, hvor de danske atleter trådte ind i arenaen i Torino sammen med delegationer fra hele verden. Her blev de mødt af musik og store bifald. Det hele kulminerede med, at ’håbets flamme’ blev tændt.

 

Så var det atleternes tur til at komme i fokus, efter at de var blevet ”divisioneret” – det vil sige inddelt i grupper, så alle fik jævnbyrdige konkurrenter. Oppe i de smukke italienske bjerge slog de grønlandske langrendsløbere, Nuka Martin Lynge og Jørna-Marie Larsen, deres folder. Det blev til mange flotte placeringer og personlige rekorder. Jørna-Marie sluttede af med guld på 500 meter i tiden 2:10 min. En præstation i absolut topklasse!

Også på isen gjorde de danske atleter sig bemærket. Kunstskøjteløberne Laura Ehrhorn Dollerup og Thea Ottilia Vøgg leverede flotte præstationer både i det korte og lange program i hallen i Torino. Det endte med sølv til Thea og bronze til Laura.

Det danske floorballhold fuldendte deltagerlisten. De spillede en række fornemme kampe og endte med en sølvmedalje. Sejren gik til det svenske hold, men begge hold forlod banen med smil og fejrede deres flotte præstationer sammen.

Næste Special Olympics World Summer Games afvikles i Chile i 2027.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2025

KORT FORTALT


Der deltog over 1500 atleter fra 100 lande.

Der var konkurrencer i otte idrætter blandt andet alpint skiløb, langrend, dans, kunstskøjteløb og floorball.

Lev Magasinet 2 2025

- Portræt: StjerneA - Julie har skabt et unikt netværk
- Tema: Ledsagelse - nøglen til frihed og livskvalitet
- Special Olympics: Dansk og Grønlandsk triumf

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.