Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Drømmerejsen, der blev til virkelighed

Efter to års forberedelse drog Kasper og hans rejsefæller ud på en livsændrende rejse til Thailand og Cambodia – en tur, der bød på store oplevelser, nye perspektiver og et fællesskab for livet

MAGASINARTIKEL

Af Arne Ditlevsen

To års forberedelse kulminerede fredag den 7. marts. Kasper og de 31 andre deltagere i Lev Viborgs første dannelsesrejse for voksne med udviklingshandicap mødte op på det beskyttede beskæftigelsestilbud Trepas, hvorfra buschaufføren Ebbe skulle køre dem til Københavns Lufthavn. Her ventede et Thai Airwaysfly, som skulle fragte dem til Cambodia. De følgende 16 dage ventede der oplevelser for livet.

”Jeg var lidt nervøs. Men jeg havde været i Thailand før, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til,” fortæller 39-årige Kasper Andersen.

Kaspers første tur til Thailand var netop sammen med vennerne fra Trepas, dengang de stadig kunne få ledsagelse. Men efter de seneste års voldsomme nedskæringer – og indskrænkningerne i ledsagelse – besluttede Lev Viborg, at de var nødt til at træde til.

Det blev som initiativtager til denne dannelsesrejse. Dermed også sagt at rejsen ikke kun handlede om drinks og afslapning ved poolen. Der var et program med blandt andet besøg på et bo- og beskæftigelsestilbud i Cambodia og andre initiativer, der gjorde, at man kom til at lære om de lokale befolkninger og kulturer. De to års forberedelse gjorde desuden, at Kasper og hans rejsefæller var forberedte som ingen andre før en lang rejse. De havde brugt tiden på at samle penge ind og lære om både Cambodia og Thailand.

Jeg ser verden på en anden måde nu. Også hvordan handicappede har det.

Kasper Andersen, med på turen til Cambodia og Thailand

Besøget på et bo- og beskæftigelsestilbud for personer med udviklingshandicap i Cambodia blev en stor succes. Om aftenen var der fest, hvor alle hjalp til med at forberede, herunder lave mad og drinks. Selv om de ikke talte samme sprog, klikkede det bare med det samme, fortæller Kasper Andersen.

At lære at sove i en seng

Kasper er ikke i tvivl om, hvad der for ham var de to mest spændende oplevelser på turen:

”Det var at se, hvordan dem med udviklingshandicap bor i Cambodia.” Kasper blev overrasket over, at beboerne faktisk skulle lære at sove i en seng, for de var vant til at sove på gulvet. Tilbuddet omfatter både boliger og arbejde på en marmeladefabrik. Levs internationale afdeling har et tæt samarbejde med tilbuddet og havde formidlet kontakten.

Den anden store oplevelse var at besøge en elefantfarm i Thailand: ”Man passer elefanter, giver dem mad. Det er elefanter, der har arbejdet på markeder, nogen har redet rundt på dem, men det må man ikke mere,” fortæller Kasper. Han og de andre overnattede på farmen og hjalp med at fodre og bade elefanterne.

To af rejsedeltagerne havde fødselsdag på turen. Den ene blev fejret med flæskesteg på en restaurant i Thailand, ejet af en dansker. Den anden blev fejret med sang på turen derned.

”Jeg var lige vågnet, efter at vi var landet. Så sang folk fødselsdagssang. Jeg tænkte bare: fuck, jeg tror, at jeg lader være med at synge med her, for det er sgu pinligt at synge i en fyldt flyver.”

Gruppen fra Viborg bestod af 27 personer med udviklingshandicap, to ledsagere og tre frivillige.

Drømme kan gå i opfyldelse

Vel hjemme er det igen hverdag. Kasper arbejder på Trepas som pedel, men han er klar, hvis Lev Viborg finder på at stå for en ny spændende rejse.

”Jeg ser verden på en anden måde nu. Også hvordan handicappede har det. Jeg kunne sagtens få lyst til en ny rejse med vennerne fra Viborg – bare et andet sted hen.” Hvis andre drømmer om at tage af sted på en anderledes rejse, har Kasper et godt råd: ”Man skal gøre en indsats for, at drømme går i opfyldelse, men man skal ikke give op – det skal nok lykkedes.”

I første omgang er alle rejsedeltagerne inviteret til en lille sammenkomst, hvor de får en bog fyldt med billeder fra turen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2025

Lev Magasinet 2 2025

- Portræt: StjerneA - Julie har skabt et unikt netværk
- Tema: Ledsagelse - nøglen til frihed og livskvalitet
- Special Olympics: Dansk og Grønlandsk triumf

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.