Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Et monument for de glemte kvinder

På Sprogø er der nu rejst et mindesmærke for de omkring 500 kvinder, der mellem 1923 og 1961 blev anbragt på øen – mod deres vilje og med store menneskelige omkostninger

MAGASINARTIKEL

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anders Mielcke Grønbæk / Danmarks Forsorgsmuseum

På Sprogø har der i mange år stået en mindesten for lægen Christian Keller, der oprettede kvindeanstalten på øen i 1923. Men der har ikke været et mindesmærke for de omkring 500 kvinder, der blev anbragt der. Før nu. Den 8. april blev et mindesmærke i form af et bronzerelief sat i en sten, som viser og repræsenterer de kvinder, der var anbragt på øen, nemlig afsløret. Mindesmærket er udført af billedhugger Nanna Drewes Brøndum.

For de anbragte kvinder var det et liv præget af uforståelig indespærring, straf og tvangssterilisering. Som 20-årige Carla, der var anbragt på øen i mange år, skriver i et brev: ”Man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særligt på en ensom ø.” Brevet nåede aldrig frem til modtageren, fordi det blev konfiskeret og havnede i Carlas journal. Sarah Smed, museumsleder ved Danmarks Forsorgsmuseum, fortæller historien i forbindelse med sin tale ved afsløingen af mindesmærket.

Tilstede ved afsløringen var nu 94-årige Regine Løndorf. Hun blev anbragt på Sprogø i 1958. Regine er den ene af de to eneste nulevende anbragte kvinder, der i 2024 stævnede staten for at have anbragt dem på Sprogø. Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse har sammen arbejdet for, at der blev etableret et mindesmærke for de anbragte kvinder på Sprogø. Om vigtigheden af at mindes kvinderne og hele historien om særforsorgen sagde Sarah Smed:

”Vores forhåbning er, at mindesmærket vil hjælpe os som befolkning med at huske […] så vi ikke glemmer det skete eller dem, der blev berørt. Vi håber, at mindesmærket vil støtte kommende generationer i at lære om og forsøge at sætte sig ind i denne del af vores historie. Og hvem ved? Måske også lære af den?”

Mindesmærket er blevet til efter en bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og den A.P. Møllerske Støttefond med opbakning fra Sund&Bælt.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2025

Lev Magasinet 2 2025

- Portræt: StjerneA - Julie har skabt et unikt netværk
- Tema: Ledsagelse - nøglen til frihed og livskvalitet
- Special Olympics: Dansk og Grønlandsk triumf

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.