Mindst 5.500 voksne med udviklingshandicap modtager mindre end otte timers individuel ledsagelse om måneden. Det viser en ny stor undersøgelse fra Lev
Mange med udviklingshandicap får meget lidt hjælp til at komme ud.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Lev.
Især dem med størst behov mangler ledsagelse til fritid og hverdag.
Det gør det svært for dem at leve et godt liv.
Af Hans Andersen og Arne Ditlevsen
Det står generelt skidt til med mulighederne for ledsagelse for mennesker med udviklingshandicap. For mange er især den selvvalgte og individuelle ledsagelse stort set ikke-eksisterende. Mange får helt ned til et par timers ledsagelse om måneden. Men også ledsagelse i grupper som en del af botilbuddet er meget mangelfuld.
Det er nogle af de triste resultater i en ny undersøgelse, som Lev har gennemført blandt mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
Ifølge undersøgelsen er det især mennesker med de største udviklingshandicap, der har svært ved at få den nødvendige ledsagelse. Over 90 procent af denne gruppe kan slet ikke færdes på egen hånd uden for boligen. De har derfor brug for en ledsager, der kender dem godt, og som kan aflæse deres behov, da mange ikke selv kan udtrykke ønsker og behov verbalt.
Der er for mennesker med udviklingshandicap primært to måder at få ledsagelse på. Hvis man har et stort udviklingshandicap, kan man typisk kun modtage ledsagelse af botilbuddets personale (efter §85 om socialpædagogisk bistand). I forhold til denne målgruppe svarer over tre ud af fire i undersøgelsen, at niveauet ”slet ikke” eller ”i mindre grad” er tilfredsstillende.
De mangler blandt andet ledsagelse til indkøb/shopping, idræts- eller andre fritidsaktiviteter, gåture og musik-, kultureller sportsarrangementer.
Undersøgelsen skønner på baggrund af svarene, at mindst 5.500 voksne personer med et middel til svært udviklingshandicap modtager mindre end otte timers individuel ledsagelse om måneden.
En af de pårørende til en ung kvinde, der ikke får ledsagelse til andet end korte gåture sammen med andre beboere og til tandlægebesøg, beskriver i et svar i undersøgelsen situationen således:
”Der er ikke personale til at tage af sted med min datter. Hun elsker at komme til svømning og det er bevilget som en fritidsaktivitet for fire år siden. Men der er stadig ingen, der har haft tid til at tage afsted med hende.”
Voksne med især lettere udviklingshandicap kan i højere grad få ledsagelse igennem den såkaldte ledsageordning (§97 i serviceloven). Godt hver anden i denne gruppe er i ”høj grad” eller ”nogen grad” tilfreds med den ledsagelse, de/deres familiemedlem får.
Men der er også store udfordringer for dem med en ledsageordning. For det første rækker de 15 timer om måneden, som er det maksimale, man kan få, ikke til meget. Slet ikke hvis man ønsker et aktivt ungdomsliv. Som en mor til en ung kvinde fortæller i undersøgelsen:
”15 timer om måneden er ALT FOR LIDT til et ungt menneske”.
Derudover er mange af dem, der bor i botilbud, også ramt af, at kommunen ifølge lovgivningen kan fratrække timer i de 15 timer, hvis man som en del af støtten i botilbuddet ydes individuel og selvvalgt ledsagelse i et tilsvarende omfang. Men hvis der fratrækkes timer i ledsageordningen skal der ydes erstatningsledsagelse, der i timer skal modsvare det antal timer, der er blevet fratrukket. Undersøgelsen viser imidlertid, at det er der mange, som ikke får. Hver anden af dem, der får fratrukket timer i ledsageordningen, oplever således, at de ”aldrig eller sjældent modtager erstatningsledsagelse”.
Det er da en livsret at komme ud og opleve noget og ikke være spærret inde på et bosted og blive lagt i seng tidligt.
Far til midaldrende mand med udviklingshandicap
Den manglende ledsagelse har store konsekvenser for den enkelte - for muligheden for at komme afsted til svømning, på indkøb, hjem til mor og far, ud at gå en tur, på café osv. Mere generelt har det stor betydning for inklusionen, for muligheden for at kunne danne og vedligeholde sociale relationer, for selvbestemmelsen, for værdigheden, for trivslen og for livskvaliteten. Kort sagt for muligheden for at leve et rimeligt normalt liv.
En far til en midaldrende mand, der har en ledsageordning, hvor der er fratrukket syv timer, siger det således i den nye undersøgelse:
”Det er da en livsret at komme ud og opleve noget og ikke være spærret inde på et bosted og blive lagt i seng tidligt. Ingen rejser. Intet ungdomsliv. Det er så trist at se. Derfor tager vi ham hjem til os, så tit vi kan… Og ja, han har 15 timers ledsagelse, men bostedet tager de syv timer fra ham. Det vil sige, han kun har otte timer pr. måned, og bostedet gør absolut intet med ham.”
Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse i november 2024. I alt har 1.178 personer besvaret spørgeskemaet. Besvarelserne er fra forældre (70 pct.), søskende (knap 8 pct.), medarbejdere (6 pct.) og personer, der selv har et udviklingshandicap (5 pct.). De sidste ca. 10 pct. er besvaret af diverse andre.
Der er besvarelser fra samtlige af landets kommuner bortset fra Fanø, Langeland, Vallensbæk og Ærø. Skemaet havde i alt 22 spørgsmål, der dels skulle belyse en række baggrundsforhold, dels vilkårene og behovet for ledsagelse.
Læs også:
Uden sine forældre ville 29-årige Cecilie sjældent komme på café, i biografen eller til bowling – aktiviteter, hun elsker. Hendes bosted har ikke ressourcer til ledsagelse, og den ordning, hun tidligere havde, blev taget fra hende. Nu er det op til familien at sikre, at hendes liv ikke går i stå.
For mange mennesker med udviklingshandicap skal man se ledsagelse som en kompensation på linje med en blindestok til en blind eller med en kørestol til en, der er lam i benene.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
