"Særlige stjerner" giver plads til alle

Af Arne Ditlevsen | Foto: Kim Dahl Hansen

Hvad gør man, hvis man har tre mindre børn, heraf en med udviklingshandicap, driver en frisørsalon, har hus på landet, er gymnastiktræner for et børnehold – og en mand, der kun er hjemme i weekenden? Man starter da sit eget gymnastikhold. I hvert fald hvis man hedder Jane Alstrøm Pedersen.

”Der var jo ikke noget til MaxEmil. Så jeg var nødt til selv at gøre noget,” forklarer Jane med et grin med henvisning til sin i dag 13-årige søn, der har Downs syndrom.

Hvordan startede det?

”Da MaxEmil var mindre, gik han til gymnastik sammen med sine to yngre søskende på et almindeligt hold. Da han var lille, gik det fint nok. Men jo ældre de blev, des sværere var det for ham at være med på holdet.

Så jeg måtte selv gøre noget og spurgte foreningen, om vi ikke skulle starte et hold for børn med særlige behov. Den var de helt med på – hvis bare vi kunne finde den rigtige instruktør. Det behøvede de dog ikke bekymre sig om, for det havde jeg tænkt, jeg selv ville være. Det lå lige til højrebenet for mig,” siger Jane. Dermed var ”Særlige stjerner” født – og det var bare at gå i gang.

På det første hold var der fem børn i alt. Det var i 2022. De følgende år har der været mellem ti og 13 børn på holdet. I klubben, Vodskov Gymnastikforening, er man så stolte af Janes store arbejde, at hun har fået prisen som årets ildsjæl.

Hvad er det bedste ved at stå i hallen en onsdag eftermiddag med børnene?

”Det er at se deres glæde ved, at nu skal de til gymnastik. Der er skabt nogle venskaber for de her børn, og det er ikke en selvfølge. Der er mange af dem, der ikke har legeaftaler i hverdagen. De har ikke så meget udover deres skolegang.

For min egen dreng er det bare lykken, når August kommer løbende, og der skal gives krammer. Det hører jeg også fra de andre forældre. De er rigtig glade for det fællesskab, vi har fået skabt samtidig med, at børnene får sved på panden og har det sjovt.

Det varmer også, når en mor fortæller, at det har været en virkelig dum dag i skole, men da de så skal til gymnastik, er det glemt, for det er bare ugens højdepunkt.

Nogle af pigerne er blevet veninder og skal være sammen i weekenden. Det er fedt, at vi har fået sådan noget til at spire,” siger Jane, der selv er ’gammel’ gymnastikpige og stadig elsker at komme i hallen og få brændt noget energi af.

Hvad har du selv lært – om dig selv, om børn, om tålmodighed, om ­glæde?

”Jeg lærer hele tiden om de her børn, og jeg synes, det er et enormt spændende felt. Kunne jeg have sadlet om, gad jeg godt arbejde med børn som dem her.

Så har jeg lært, hvordan man tilrettelægger ting til den målgruppe. De kan selvfølgelig ikke det samme som et hold for helt almindelige børn. De har ikke de samme muskler i ben og arme til at kunne holde sig i en håndstand og sådan noget. Så man må gribe det lidt anderledes an.

Men de lærer jo også. Det er spændende at se udviklingen, fra de begyndte at komme her og måske kun kunne lidt med armene, til de faktisk kan rigtig meget.”

Hvad kan få hele hallen til at bryde sammen af grin under en træning?

”Nogle af dem er lidt hæmningsløse. Står vi i en rundkreds, og jeg lige skal fortælle, hvad vi skal gøre, så er der en, der bare ud af det blå slår en prut, ikke? Og det kan de jo tisse i bukserne af grin over.

Og hvis vi danser, kan der godt være nogen, der lige pludselig synes, de vil vise maven eller numsen frem. Så griner vi af det. Det er skønt, at de hviler så meget i sig selv.”

Hvordan drømmer du om, at gymnastikholdet udvikler sig?

”Der må gerne komme lidt flere på det her hold. Tanken har også strejfet mig at hjælpe andre foreninger til at starte noget tilsvarende op. Det er en drøm – men det kunne være fedt.”

Hvordan får du selv energi – når du ikke står i hallen?

”Jamen, det giver mig jo faktisk energi til resten af ugen at være der. Jeg kan godt nogle gange tænke, pyh, er det onsdag igen?

Den dag kan godt blive lidt hektisk, og man ved aldrig, hvad man møder dernede. Men det giver mig altid megameget energi at komme i hallen og gøre noget for de her unger.”

Artikel bragt i Lev magasinet nr. 6 2025.