Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Det var højstemt og bevægende, da den daværende socialminister sagde undskyld på vegne af den danske stat for de omfattende og systematiske overgreb og svigt, som fandt sted i sær- og åndssvageforsorgen frem til 1980.

Forholdene for de anbragte er omhyggeligt dokumenteret i en udredning, som den daværende regering havde bestilt hos Svendborg Forsorgsmuseum forud for undskyldningen. Heri kunne man læse, hvordan særligt anbragte i Åndssvageforsorgen blev udsat for rutinemæssig fastspænding, indespærring, afstraffelse, tvangssterilisering, seksuelle overgreb og vold. For rigtig mange var det vilkår, som de levede under i årtier.

Udredningen viste ligeledes, at statens tilsyn med institutionerne under forsorgen var meget mangelfuldt. Staten havde kendskab til de uacceptable forhold for de anbragte, men man undlod at føre et tilstrækkeligt tilsyn og gribe ind over for institutionerne, selvom der også efter datidens standarder var tale om grove overgreb og krænkelser. Der var med andre ord rigeligt at sige undskyld for.

Undskyldning uden handling

Undskyldningen havde i sig selv stor værdi for de tidligere anbragte – både dem som kunne være til stede ved det officielle arrangement den 11. september 2023 i Horsens og alle de øvrige.

Men når en stat siger undskyld, må den også være indstillet på at yde økonomisk erstatning for de overgreb og svigt, som den hævder, at den tager ansvaret for. En erstatning er den måde, hvorpå vi almindeligvis viser, at undskyldningen ikke bare er ord.

Sådan ser den danske stat – her Socialministeriet – det imidlertid ikke.

Staten kæmper mod sit eget ansvar

Tilbage i 2023 bad Lev den daværende socialminister om at tage konsekvensen af sin undskyldning og etablere en enkel erstatningsordning for de tidligere anbragte i forsorgen. En ordning hvor denne gruppe sårbare mennesker blev skånet fra at skulle lægge sag an ved domstolene, og som kunne sikre alle lige adgang til erstatning – uanset deres handicap, mulighed for bistand fra pårørende mv.

Det forslag afviste ministeren imidlertid. Hvis tidligere anbragte i Åndssvageforsorgen ville have staten til at leve op til ånden i undskyldningen og yde erstatning, måtte de lægge sag an ved domstolene, var svaret på vores forslag.

Den 21. oktober i år faldt der dom i en sådan anlagt erstatningssag ved Københavns Byret. Her havde Karoline Olsen og Regine Løndorf krævet en erstatning på hver 300.000 kr. fra Socialministeriet for de svigt og overgreb, de blev udsat for under deres anbringelse på Sprogø-anstalten og i andre dele af Åndssvageforsorgen.

Retten gav medhold, men næsten ingen erstatning

Dommens resultat er lidt juridisk kompliceret. Men grundlæggende siger byretten, at det er bevist, at Karoline og Regine blev udsat for en række overgreb i forsorgen, herunder tvangssterilisation, vold og indespærring. Og at deres menneskerettigheder derved blev krænket af den danske stat.

På grund af regler om forældelse, samt at menneskerettighedskonventionen først trådte i kraft i Danmark i 1953, blev Regine imidlertid kun tilkendt en erstatning på 50.000 kr. fra Socialministeriet, og boet efter Karoline, der afgik ved døden, inden sagen var afgjort, fik ingen erstatning.

Ikke noget godt resultat, når det kommer til størrelsen af erstatningerne. Alligevel er det måske en dom, som kan få positiv betydning for andre tidligere anbragte i forsorgen.

Det skyldes først og fremmest, at byretsdommen lægger vægt på den historiske udredning som et bevis, der understøtter Karoline og Regines egne fortællinger om de overgreb, de blev udsat for – også selvom der ikke er konkrete optegnelser af de enkelte overgreb, andre vidneudsagn eller lign.

Og det er en meget vigtig pointe, fordi vi kan håbe, at den bevisbyrde, som i fremtidige erstatningssager pålægges de tidligere anbragte, derved bliver lavere, end man ellers kunne frygte. Og det er vigtigt.

Dyre advokater frem for retfærdighed

Dommen er et nederlag for staten/Socialministeriet. For på trods af den vigtige officielle undskyldning til de tidligere anbragte, har staten valgt at bruge et kæmpe beløb på advokatsalærer og andre sagsomkostninger på at forhindre Karoline og Regine i at opnå erstatning. Jeg kender ikke de præcise beløb, men det kan sagtens være mange gange mere end de 50.000 kr., som Regine fik tildelt i byretten.*

Det var Kammeradvokaten, der førte sagen på vegne af Socialministeriet, og fra den side blev der kæmpet indædt for at friholde staten for ethvert ansvar. Socialministeriet skulle frifindes var påstanden, og der var intet belæg for Regine og Karolines fortællinger om de overgreb, de var blevet udsat for. Statens tilsyn med forsorgsinstitutionerne var der heller ikke grund til at kritisere, mente Kammeradvokaten.

Behov for en enkel erstatningsordning

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det er Kammeradvokatens opgave at fremføre disse påstande, når nu Socialministeriet har bedt dem om at sørge for, at staten bliver frikendt for ansvar. Men det er ikke kønt at se på, når statens advokater nærmest tilsidesætter dokumentationen i den historiske udredning og udfolder store bestræbelser på at undergrave troværdigheden af Karoline og Regines fortællinger om det, de blev udsat for i åndssvageforsorgen.

Det er en væsentlig del af grunden til, at vi i Lev har foreslået, at regeringen etablerer en administrativ erstatningsordning, hvor tidligere anbragte i forsorgen kan søge erstatning uden at skulle lægge sag an, hyre advokat, afgive vidneforklaringer og blive afhørt. Og uden at skulle udsættes for en potentielt re-traumatiserende proces, hvor der udfoldes store bestræbelser på at rejse tvivl om rigtigheden af de oplevelser, de beretter om.

I en sådan erstatningsordning skulle udgangspunktet være, at den danske stat naturligvis påtager sig (det fulde) ansvar for de overgreb og svigt, som samme stat har sagt undskyld for. Lignende ordninger er etableret i andre lande – og er i øvrigt også en model, som den danske regering selv har været inde på i forbindelse med undskyldningen til grønlandske ofre i ‘spiralsagen’. For selvfølgelig kan det lade sig gøre at etablere en mere værdig tilgang til erstatning for tidligere anbragte i forsorgen, hvis den politiske vilje er til stede.

*) Kort inden Lev Magasinets deadline har vi fået oplyst, at Socialministeriet ønsker at anke sagen til landsretten. 95-årige Regine skal således trækkes gennem endnu en retssag

Artikel bragt i Lev magasinet nr. 6 2025.