Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Det er fedt at være kendt

Skuespiller og Instagramstjerne Sidsel Boel Kruse har gjort kometkarriere i Sygeplejeskolen. Hun elsker rampelyset, sin mand Christian – og at vise verden, at mennesker med Downs syndrom kan alt, hvis bare de får chancen

MAGASINARTIKEL

KORT FORTALT


Sidsel Boel Kruse er skuespiller og kendt fra tv-serien Sygeplejeskolen. Hun har Downs syndrom og elsker at vise, at man kan mere, end folk tror.

På Instagram har hun mange følgere, som hun kalder sine fans.

Sidsel bor i Kerteminde tæt på sin mand Christian, som hun elsker højt.

Hun ønsker meget, at de kan flytte sammen.

Hun siger: ”Hvis jeg kan, kan du også.”

AF ARNE DITLEVSEN | FOTO: LIV M. KASTRUP

"Hov – en ny følger…”

Sidsel har lige lagt røret efter en snak med sin mand, Christian, da der popper en notifikation op på mobilen. En hundefrisør har trykket følg.

Snart runder hun 1.900 følgere på Instagram. Og hun elsker det. Ingen falsk beskedenhed her. ”Det er fedt at være kendt,” siger hun med et grin.

På Instagram kalder hun sig skuespiller, model, illustrator og hustru til Christian. Og hun beskriver sig selv med ordene: “Jeg synes, det ser kedeligt ud at være normal”.

Kedelig er Sidsel i hvert fald ikke. Hun er et fyrværkeri af fantasi, kærlighed og vilje.

Som man kan se på hendes følgertal på Instagram, er hun banket igennem. Folk er vilde med hende, og pressen kan heller ikke få nok af ’hende den nye’.

”Jeg bliver genkendt hele tiden. Nogle vil have selfies. Så siger de: ’Hej Sidsel, Smil!’,” griner Sidsel.

Jeg bliver genkendt hele tiden. Nogle vil have selfies. Så siger de: ’Hej Sidsel, smil!’

Nervøs for jernlungen

I efteråret kunne man se Sidsel Boel Kruse som Andrea i hitserien ’Sygeplejeskolen’ på TV2. Her spiller hun en kvinde med Downs syndrom, der bliver indlagt på et hospital i 1950’erne, og det fremgår tydeligt, at samfundets syn på mennesker med udviklingshandicap generelt er meget hårdt og koldt på den tid. En sygeplejerske kalder hende både for idiot og åndssvag.

Sidsel har også Downs syndrom, og mange har spurgt hende, hvad hun tænker om forskellene på dengang og nu for mennesker med udviklingshandicap. Men hun er god til at skille ’det rigtige liv’ fra filmens historie, så for hende handlede det om at spille godt skuespil, selv om der var nogle svære scener.

”I starten var jeg lidt nervøs, og så skulle jeg ligge i den der jernlunge (det er en tidlig form for respirator, hvor patienten ligger med hele kroppen i en tank, og kun hovedet stikker udenfor, red. bem.). Så sagde jeg til mig selv: Skal jeg, kan jeg? Nej! Jo, jeg kan godt. Og så kunne jeg godt alligevel,” husker Sidsel.

Slap af, det er bare skuespil

For flere af de andre skuespillere i serien var det svært at spille de hårde scener over for Sidsel. En medskuespiller skulle således gribe hendes arm, men hun gjorde det så forsigtigt, at scenen måtte tages om flere gange.

Hun var bange for, at det gjorde ondt. ”Er det ok?” spurgte hun. ”Men hun kunne bare tage fat, for det var kun skuespil,” siger Sidsel.

Også skuespilleren Søren Sætter-Lassen var nervøs inden optagelserne. Så nervøs, at han inviterede Sidsel hjem til kaffe og kage. Hun tog sin søster og ledsager, Thea, med, og snart var han beroliget. For Sidsel havde ingen problemer med rollen:

”Jeg syntes, at det var lidt for fjollet at græde over det her. Han måtte sige det, han skulle. Jeg brugte bare min fantasiverden til at tænke på noget andet,” fortæller Sidsel

Kort om Sidsel

Sidsel er 33 år og gift med Christian på 8. år. Hun bor i Kerteminde.

Sidsel har i år medvirket i serien ’Sygeplejeskolen’ på TV2 og spillefilmen ’Honey’. Hun og Christian var i 2019 hovedpersoner i dokumentarfilmen ’Et ægte par’. I 2024 var hun med i kortfilmen ’Forskel fra fødslen’.

I sin fritid elsker Sidsel at tegne, male, lave mad og bage. Og se film på Disney Channel

Det her er min adresse, ikke min mands… det kan jeg ikke li’, så bliver jeg ked af det… det eneste, jeg ønsker mig, er, at vi kan bo sammen i fremtiden.

Fantasien hjælper med følelserne

Ud over Sygeplejeskolen har Sidsel i år medvirket i spillefilmen ’Honey’, og i 2019 var hun med i dokumentarfilmen ’Et ægte par’, der handler om Sidsel og hendes mand, Christians, liv. Hun har desuden medvirket i flere teaterstykker, og op til jul er hun med i Kerteminde Amatørteaters opsætning ’Alle tiders jul’.

Da Lev Magasinet møder Sidsel i hendes hjem i Kerteminde, er Thea der også. Egentlig er de grandkusiner, men de er vokset op sammen, så de er næsten som søstre.

Thea er også skuespiller og en vigtig ledsager for Sidsel – ikke mindst når der er film på programmet. Hun er med ude på filmoptagelser, hvor hun kan støtte Sidsel. Hun kan også hjælpe Sidsel med at øve replikker – sammen med Sidsels tro følgesvend, hendes ’fantasifamilie’. De hjælper hende med at finde de rigtige følelser, når hun skal spille. Hvis hun skal spille vred, forestiller hun sig bare, at hendes fantasi-lillebror driller hende.

”Så er det nok!” udbryder Sidsel og demonstrerer, hvordan fantasi-brorens drilleri kan tænde hende på få sekunder. ”Min fantasifamilie er der også, når jeg bliver interviewet som nu. Så hjælper den med, hvad jeg skal tænke og svare,” siger Sidsel.

"Tag raketskoene på"

Sidsel bor sammen med syv andre i et botilbud i Kerteminde. Ja, egentlig bor hun tre steder, for hun bor også på gården, hvor Christian bor, og hos sine forældre. Og selv om hun og Christian er sammen rigtig meget, også på aktivitetstilbuddet Paletten, savner hun, at de bor rigtigt sammen.

”Det her er min adresse, ikke min mands… det kan jeg ikke li’, så bliver jeg ked af det… det eneste, jeg ønsker mig, er, at vi kan bo sammen i fremtiden. Det er svært at bo hver for sig. Det har jeg ikke lyst til… ikke for evigt i hvert fald…”

Sidsel bliver stille og hendes øjne fugtige, og Thea må trøste hende. Men det varer ikke længe, så er Sidsel frisk igen. Følelserne sidder uden på tøjet. Måske er det derfor, hun er så god en skuespiller. Hun er ikke bange for at vise, hvad hun føler. Og da Christian kort efter ringer og siger, at han er på vej, udbryder Sidsel: ”Juhu! Tag raketskoene på!”

 

Hvis der kommer en opringning fra Hollywood, siger jeg ja tak på stedet.

"Hvis jeg kan, kan du også"

Hvis jeg kan, kan du også” Sidsel har allerede opnået meget. Men drømmene stopper ikke her.

”Jeg vil gerne spille prinsesse i en julekalender, der foregår i kongehuset, hvor jeg bliver gift inden juleaften. Kong Frederik og Dronning Mary skal spille mine forældre. Det kunne jeg godt tænke mig,” siger Sidsel med et smil.

”Og hvis der kommer en opringning fra Hollywood, siger jeg ja tak på stedet. Fingeraftryk på fliserne. Garderobe med en stjerne på døren. Makeupartist – og alt det der.”

Men hun vil også gerne inspirere andre – med eller uden handicap – til at turde kaste sig ud i livet. ”Brug det, du er god til. Syng, tegn, dans. Hvad du kan. For jeg ved, du kan. Hvis jeg kan, kan du også.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2025

KORT FORTALT


Sidsel Boel Kruse er skuespiller og kendt fra tv-serien Sygeplejeskolen. Hun har Downs syndrom og elsker at vise, at man kan mere, end folk tror.

På Instagram har hun mange følgere, som hun kalder sine fans.

Sidsel bor i Kerteminde tæt på sin mand Christian, som hun elsker højt.

Hun ønsker meget, at de kan flytte sammen.

Hun siger: ”Hvis jeg kan, kan du også.”

Lev Magasinet 6 2025

- Portræt: Sidsel fra sygeplejeskolen: "Det er fedt at være kendt"
- Tema: Ny teknologi: Brødre genfinder hinanden
- Ildsjæl: "Særlige stjerner" giver plads til alle

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.