Lev Magasinet 5 2025
- Interview: Casper Eric: "Hvad savner jeg hende for? For ingenting"
- Tema: Så skal vi til valg: Fælles ansvar - fælles stemme
- Dødsfald på botilbud: De tavse fortjener at blive hørt
        Miilas døde i 2023. Han blev 18 år gammel.
Da Miilas blev syg, kontaktede botilbuddet ikke Miilas’ mor, Ann-Louise.
Hun mener, at de svigtede Miilas.
Hans død skal ikke bare gemmes væk. Derfor fortæller Ann-Louise nu om hans dødsfald.
AF KARIN DITLEVSEN | FOTO: SIMON LÆSSØE
Udover den ufatteligt store sorg, som det er at miste et barn, er der en anden voldsom følelse, som i dag plager Miilas’ mor, Ann-Louise Rusborg. Det er følelsen af svigt.
Personalet på Botilbuddet Blindenetværket i Gentofte, hvor hendes søn Miilas boede, brød nemlig en klar aftale, som de havde lavet med hende. Aftalen var, at botilbuddet altid, dag eller nat, skulle ringe til hende, hvis Miilas viste tegn på at være syg.
Men i den fatale weekend, hvor Miilas blev alvorligt syg, var der ikke nogen, der ringede til Ann-Louise.
Miilas havde det meget dårligt. Han kunne bare ikke fortælle det, med ord. Men selv om han ikke kunne sige noget, udtrykte han sig normalt altid meget fysisk. Og personalet, der kendte ham, burde have kunnet se, at der var noget rigtigt galt med ham, siger Ann-Louise Rusborg.
Og så kommer vi til det, som ligger hende voldsomt på sinde: At vi skal tale de tavses sag.
”Mit opråb handler ikke bare om Miilas. Det handler om alle de sårbare mennesker, der er afhængige af systemet, men som ikke har en stemme. Ikke har sprog eller kræfter til at råbe op,” siger Ann-Louise.
Alle handicappede, som ikke kan tale deres egen sag, fortjener at blive mødt. Ikke ignoreret og i sidste ende risikere at blive glemt. Min søns død må ikke gå i glemmebogen, som ’endnu en sag.
Ann-Louise Rusborg
        Ann-Louise har aldrig fået en undskyldning eller forklaring fra nogen af de parter, der var involverede i Miilas’ død.
”Jeg har ikke modtaget én eneste undskyldning; ikke fra botilbuddet, ikke fra kommunen, ikke fra nogen. Ingen har taget ansvaret på sig. Sagen er blevet behandlet, afsluttet - og forsøges nu glemt og gemt,” siger Ann-Louise.
Efterfølgende er Miilas blevet reduceret til blot at være en ’hændelse’. En hændelse, hvor ”Miilas dødsfald med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået”.
Det står sort på hvidt i de papirer, Ann-Louise har modtaget, at hendes søn med en rettidig behandling måske kunne have overlevet den infektion, som udviklede sig til en alvorlig blodforgiftning.
En forfærdelig viden for en mor.
Først et år efter Miilas’ død magtede Ann-Louise at indlede kampen for hans sag, dels ved at klage over botilbuddets svigt, dels ved at klage over akutafdelingens forsinkede behandling.
”Jeg var syg af sorg i et år. Jeg kunne ikke arbejde. Jeg kunne ingenting. Jeg græd hver dag,” fortæller Ann-Louise.
”Men langsomt fik jeg det bedre, og så kunne jeg have en dag, hvor jeg ikke græd. Og så en mere. Jeg tænker stadig på Miilas hver dag, men jeg prøver at gøre det på en måde ’i ro’. Det er bedre end at mindes ham i vrede over, hvad der skete for ham,” fortæller Ann-Louise.
Som hun sidder der i sofaen i sit hjem, er hun omgivet af Miilas - de mange, mange dokumenter spredt om sig, som alle fortæller hver deres del om episoder i Miilas liv.
”Jeg har kæmpet for Miilas i de 18 år, han nåede at leve. Nu har jeg kæmpet for ham i to år efter hans død,” siger Ann-Louise.
”Jeg har det, som om jeg står og skubber til en cola-automat, der ikke kan rokkes. Det her er mit sidste puf.
Det er mit sidste krigsråb. Jeg magter ikke mere. Jeg vil fortælle Miilas historie nu her. Men herefter tror jeg ikke, jeg magter at kæmpe mere,” siger Ann-Louise.
        Miilas lever stadig videre inde i Ann-Louise. Hun taler med ham og han svarer hende, og på sin egen måde er han stadig med hende.
Men Ann-Louise føler, at resten af verden ofte overser de svage, der ikke kan tale for sig selv. Og som derved risikerer at blive fejl- eller underbehandlet i systemet.
”Alle handicappede, som ikke kan tale deres egen sag, fortjener at blive mødt. Ikke ignoreret og i sidste ende risikere at blive glemt. Min søns død må ikke gå i glemmebogen, som ’endnu en sag’. For det var ikke bare en ’sag’. Det var min søns liv,” siger Ann-Louise Rusborg.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2025
 Læs også: