Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fra sundhedstjek til sundere liv

Sundhedstjek på Botilbuddet Skovlund har været med til at give et øget fokus på sundhed 

MAGASINARTIKEL

AF ARNE DITLEVSEN 

'Sundhedstjekket!’

Det fik Botilbuddet Skovlund i 2024 Levs diplom for at være. Og beboernes sundhed fylder meget på botilbuddet.

Faktisk mere og mere. Det skyldes ikke mindst lovkravet om at tilbyde sundhedstjek og hele debatten om den ulighed i sundhed, der førte til loven.

Det fortæller afdelingsleder Stine Møller Olesen fra botilbuddet, hvor der bor 28 personer med forskellige grader af udviklingshandicap.

”I Aarhus Kommune arbejder vi med, at sundhed skal være lige for alle. Det har været med til at sikre sundheden for de borgere, der bor her på Skovlund. Men det har også været med til at styrke vores samarbejde med de praktiserende læger og hele tiden have fokus på borgernes sundhed.”

På Botilbuddet Skovlund arbejder man systematisk med sundhedstjek. Blandt andet bruger man det spørgeskema, som er udarbejdet af Danske Handicaporganisationer til forberedelse af hvert enkelt sundhedstjek. Alle beboerne skal tilbydes sundhedstjek mindst hvert andet år. Nogle får det dog tilbudt hvert år, hvis lægen og botilbuddet mener, at det er relevant. Og effekten er til at se.

”Vi oplever, at nogle af beboerne tager større del i deres sundhed og aktivt er med til at forberede sundhedstjekket. Vi oplever også at sundhedstjekket giver mulighed for at fange sygdomme inden de udvikler sig alvorligt såsom diabetes, forhøjet blodtryk og lignende, siger Stine Møller Olesen. Hun fortsætter:

”Mennesker med udviklingshandicap fortjener lige sundhed. Vi skal sikre, at vi ikke overser noget, og at beboerne får den hjælp, de skal have. Så jeg synes, at det gør en stor forskel og giver en tryghed for både beboerne, personalet og de pårørende.”

Bostedslæge skal både hjælpe beboere og personale

På Skovlund har man en sundhedsgruppe med social- og sundhedsassistenter tilknyttet. Der er også en sundhedsfaglig koordinator, som understøtter afdelingerne, hvis man observerer noget usædvanligt.

Den 1. januar i år blev det muligt at få en decideret bostedslæge. Og det har man nu fået på Skovlund. Det er en læge, som kommer fast på botilbuddet.

En del af beboerne brugte i forvejen den pågældende læge, men beboere, der ikke ønsker at bruge bostedslægen, fortsætter uændret med deres egen læge. Ud over at være læge for beboere, skal lægen også indgå i et tæt samarbejde med bostedet og opkvalificere personalets kompetencer

Artikel bragt i Lev magasinet nr. 5 2025.

 Læs også:

De tavse fortjener at blive hørt

Hvis Miilas var blevet set og bemærket, som det menneske han var, ville han måske stadig være her. Men Miilas var handicappet og kunne ikke tale. Han er en af de tavse og sårbare, som vores sundhedsvæsen risikerer at overse.

Lev Magasinet 5 2025

- Interview: Casper Eric: "Hvad savner jeg hende for? For ingenting"
- Tema: Så skal vi til valg: Fælles ansvar - fælles stemme
- Dødsfald på botilbud: De tavse fortjener at blive hørt

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Skal dit bosted også være Sundhedstjekket?

Hvis jeres botilbud har arbejdet konsekvent og pædagogisk med at sikre sundhedstjek til beboerne, kan I få et bevis for det af Lev. Det har over 300 botilbud allerede fået.

Skriv til lev@lev.dk med dit navn og botilbuddets adresse, så sender vi et indrammet diplom til jer kvit og frit, hvor det fremgår, at botilbuddet er ”sundhedstjekket”.