Lev Magasinet 5 2025
- Interview: Casper Eric: "Hvad savner jeg hende for? For ingenting"
- Tema: Så skal vi til valg: Fælles ansvar - fælles stemme
- Dødsfald på botilbud: De tavse fortjener at blive hørt
"Hvad savner jeg hende for? For ingenting?"Caspar Eric bruger poesien til at råbe politikerne op – og til at give stemme til de erfaringer, mange familier med handicap lever med, men sjældent får sagt højt
MAGASINARTIKEL
KORT FORTALT
Caspar Eric er digter og handicapaktivist.
Han skriver om livet med handicap og om politikere, der glemmer de svageste.
Caspar vil give sprog til den vrede, mange ikke kan sige højt.
Han håber, at hans bøger kan åbne øjnene og starte nye samtaler.
Og han vil skabe steder, hvor mennesker med handicap kan mødes og blive set.
AF ARNE DITLEVSEN | FOTO: LIV M. KASTRUP
Caspar Eric kommer smilende ind i caféen. I shorts og t-shirt. Vi drikker en Fritz Kola (uden E-numre). Man bemærker næsten ikke, at Caspar har CP. Og hvad gjorde det, hvis man kunne?
For som hans seneste bog hedder ”Crip”, så er Caspar også crip.
”Crip kommer fra det amerikanske udtryk cripple (krøbling). Det er både en bevægelse og en måde at forstå handicap på, som handler mere om muligheder end begrænsninger. Og så har det meget ofte en samfundskritisk vinkel,” forklarer 38-årige Caspar.
Caspar har skrevet bøger om det. Han har talt om vilkårene for mennesker med handicap. Han har talt om politikernes manglende moral. Han har talt med politikerne. Og jo mere han er dykket ned i området, jo vredere er han blevet.
”Da Astrid Krag var socialminister, tænkte jeg, åh gud, kan vi ikke få en minister, der vil et eller andet? Og nu savner jeg Astrid Krag. Er det ikke forfærdeligt? For hvad savner jeg hende for? For ingenting. Ingenting er bedre end det, de har gang i nu. Enten aner vores folkevalgte politikere ikke, hvor katastrofale de kommende nedskæringer bliver. Eller også ved de præcist, hvad de gør. Og jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.”
Enten aner vores folkevalgte politikere ikke, hvor katastrofale de kommende nedskæringer bliver. Eller også ved de præcist, hvad de gør. Og jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
Caspar Eric
Åbn øjnene
Caspar Eric bruger sine egne erfaringer med CP som afsæt, men han giver også stemme til erfaringer, som mange andre med handicap kan nikke genkendende til.
Det kan være, når han peger på usynligheden som et historisk vilkår, som når han skriver: jeg vrider om på min ankel to gange om ugen / at folk kigger på mit ben sårer mig ikke. / men det vidner om fraværet / af andre crips. / i kulturhistorien. / i gadebilledet. / i mediedækningen. / på legepladsen.
Andres stemmer er i øvrigt helt konkret med i afsnittet ”mødrene”. Her fortæller en række mødre om det bedste og det værste ved at have et handicappet barn. En af dem er Levs formand, Anni Sørensen. Hun siger: det bedste ved at have et handicappet barn er: at hvis Mads fik lov at bestemme, ville vi have en smukkere verden. – Det værste ved at have et handicappet barn er: at hvis verden fik lov at bestemme, ville Mads ikke være her.
Et andet sted skriver Caspar Eric: siden jeg sidst skrev et digt / om mit handicap / har regeringen foreslået / aktiv dødshjælp / de raskes løsning / på de syges problem.
I cafeen på Frederiksberg forklarer Caspar Eric det således: ”Jeg prøver i mine digte at give sprog til en vrede, som man kan have svært ved at finde plads til mange andre steder. For eksempel har jeg mødt flere, der skal visiteres, og som er bange for, at hvis de fortæller, hvordan de virkelig har det, så får de bare ikke det fucking hjælpemiddel. Og så er de på skideren.”
Hans budskab til de læsere, der ikke er i berøring med handicap i deres dagligdag, er ret simpelt: ”Åben øjnene. Og så håber jeg, at jeg har lavet noget rigtig god kunst, som kan sætte gang i en masse samtaler. At den gør en forskel. Det er derfor, jeg laver kunst.”
Kort om Caspar Eric
Han er 38 år og født i København. Uddannelse: Kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede med digtsamlingen ”7/11” i 2014.
Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, 2015. Michael Strunge-prisen, 2016. Prins Henrik Prisen, 2023. Bjørnsonprisen, 2024.
Aktivisme: Caspar Eric laver podcasten ”Mødrene” på Radio IIII, hvor han interviewer mødre til børn med handicap. Han var i 2024 en af arrangørerne af demonstrationen på Christiansborg Slotsplads mod regeringens planer på handicapområdet.
Og senest var han en af initiativtagerne til den første crip-fest i København.
Vi vil skabe et sted, hvor alle kan være sammen på tværs af deres kroppe. Med natklubstemning, koncertstemning, alle mulige ting.
Sæt ord på tavsheden
Sproget kan åbne øjne. Men Caspar Eric har ingen tro på, at sproglige forandringer alene er nok.
”Ord kan gøre alt muligt, men jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi også snakker om det, vi ikke siger. Altså tavsheden, når det kommer til handicapområdet. For mig er det ligegyldigt, om man siger mennesker med handicap eller handicappet. Jeg siger handicappet om mig selv. Men der er selvfølgelig nogle nedsættende vendinger, som jeg er glad for, at vi ikke bruger mere, ord som spasser og mongol. Men samtidig tror jeg, at vi indadtil i handicapbevægelsen skal passe på med at bruge alle vores kræfter på sproglige diskussioner.
Mere end at være sproglig præcis handler det om at få viden ud til folk. Mange går rundt og aner ikke, hvordan det for eksempel er at leve med et udviklingshandicap i Danmark. Og de aner intet om kampe med systemet eller om glæden og sorgen,” mener Caspar Eric.
Knækket tillid har skabt sammenhold
Han har efterhånden fået en rolle som selvstændig aktør på handicapområdet. En der både kan beskrive dagligdagen, men også med stor indsigt og viden sætte fingeren på løgne, omskrivninger og politisk ligegyldighed. Det har også givet ham en vis forbindelse med mange organisationer, forskere og græsrødder, der i årevis har talt mennesker med handicaps sag. Som Lev for eksempel.
”Der har jo været masser af stemmer før mig. Der har været masser, der har lavet et fuldstændig uvurderligt arbejde og kæmpet utallige kampe før mig. Men jeg fornemmer, at der er ved at ske nogle skift i forhold til, hvad man må kræve, hvad man må sige. Jeg har haft en fornemmelse af, at handicapbevægelsen har været meget ’ordentlig’ i Danmark gennem mange år, og også på en måde bureaukratisk. Det mener jeg på den bedste måde. Det her med at tro på, at hvis vi opfører os ordentligt, hvis vi følger reglerne, og hvis vi viser de rigtige tal, så må de jo forstå os.
Men nu fornemmer jeg, at den tillid er knækket. Og det føler jeg er noget, vi er mange i handicapbevægelsen, der er sammen om. Det er jo hårdt at have mistillid, men det er også dejligt at kunne kigge hinanden i øjnene og sige ’Nej! Sådan her ser virkeligheden sgu ud!’ Uanset om man er en ensom digter som mig eller en organisation som Lev. Og hvis vi vil lave noget om, må vi få folk til at vågne op.
Caspar Rest in Peace
C.R.I.P. Caspar Rest in Peace. Det er de sidste ord i Crip. Caspar Eric overlader nu handicappoesien til nye stemmer. Fremtiden er crip, nu er det jeres tur, skriver han. Og ja, for Caspar er det slut med digtene. Nu kaster han sig over andre litterære genrer.
Men han vil stadig være handicapaktivist, blandt andet med crip-fester. Den første crip-fest blev afholdt i slutningen af august i København. Men hvad er det egentlig for noget? ”
Ja, hvad fanden er det for noget? Jeg og Martin (Lykkegaard Krat), som jeg laver det sammen med, har savnet et rum, hvor man godt kunne have handicappede kunstnere på scenen. Og man godt kunne sige, at det her er for handicappede og for alle mulige andre. Og vi må også gerne snakke politik.
Så det er et forsøg på at putte handicappede kunstnere på scenen, så vi kan se al den fede kunst, de allerede laver. Vi vil skabe et sted, hvor alle kan være sammen på tværs af deres kroppe. Med natklubstemning, koncertstemning, alle mulige ting. Vi har afviklet én fest, men vi skal have flere, og det skal rundt i landet.”
For Caspar Eric er kunsten og aktivismen to sider af samme sag. Digtene peger på de blinde vinkler i samfundet, og crip-festerne skaber rum for fællesskab og fest. Det handler om at skabe steder, hvor man kan være sammen og se hinanden.
”Hvis vi skal ændre noget, må vi kunne mærke, at vi ikke er alene,” siger han. Caspar har lagt poesien bag sig, men kampen fortsætter – nu med nye former og nye fællesskaber.
De citerede digte er alle fra Crip, Gyldendal, 2025.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2025
Følg debatten på Facebook
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
