Jeg har lige haft religion, men nu er jeg hjemme. Vi har et ’hulmodul’, så det passer helt perfekt med en snak.”

Det er en fredag formiddag. Magnus Vorre går på HF, og i hans travle hverdag har han lige fået presset et interview med Lev Magasinet ind i en fritime. Klokken 11:45 skal han være tilbage på skolen, for så er der historie og engelsk på skemaet.

Måske kender du allerede 17-årige Magnus fra Viborg, for man har kunnet følge hans møder med ikke mindst lokale politikere på Levs sociale medier i de seneste uger.

Frem til kommunal- og regionsvalget vil han fortsat dukke op med sin nysgerrige mikrofon og spørge politikerne, om ikke de skulle tage at skrive under på Levs handicapløfte.

"Hun fortjener at have det godt"

Magnus’ tvillingesøster Anne har omfattende udviklingshandicap. Og det har været med til at præge hele hans tilgang til livet.

Han ønsker at lave mange ting om, give unge mennesker en stemme og sidder derfor også i Viborg Kommunes ungdomsråd. Men især fylder handicapområdet. Som den yngste nogensinde har han fået plads i kommunens handicapråd.

”Jeg har oplevet, at systemerne kan være uretfærdige i forhold til min søster. Når jeg ser billeder af hende, kan jeg godt få den følelse, at hun fortjener fandme også at have det godt.”

Derfor er Magnus heller ikke bleg for at tage kappen på og kaste sig hovedkulds ind i kampen for Anne og alle andre som hende. En retfærdighedens rytter?

”Det må du gerne kalde mig, det har jeg selv gjort flere gange. Selv om det til tider kan være hårdt og tungt, giver det mig styrke at hjælpe andre, for der er meget uretfærdighed,” forklarer Magnus.

En anden måde at påvirke tingenes tilstand på kan være i et politisk parti, men indtil videre har Magnus sagt nej tak til alle de henvendelser, han har fået. Til gengæld kan han godt forestille sig engang at komme til at arbejde med kommunikation for et parti eller en organisation.

Fra en lømmels perspektiv

Ordene vælter ud af Magnus. Han har så meget på hjerte. Om opvæksten med en søster med handicap siger han:

”Jeg har mange gange fået det spørgsmål, om jeg ikke har følt mig tilsidesat. Men jeg synes egentlig ikke på den måde, at jeg har haft et anderledes liv, for jeg har været utrolig privilegeret ved at have en tæt kontakt til min mor på mange andre områder.

Vi har haft mange snakke over spisebordet. Her er det da tit politik og snakke om kommunen, der fylder. Men vi kan også have det sådan, at nu snakker vi ikke om det, for det kan godt blive for meget.”

Men som mange andre børn og unge har oplevet det, kan det være svært med en søskende, der skiller sig ud som Anne.

”Nogle gange, når vi har været til arrangementer og min søster har været med og larmet, har jeg været opmærksom på, at der var andre folk til stede og har tysset på hende, selv om det jo er helt forkert. Det, tror jeg, er en af de store forskelle på min mor og mig. For det er hun helt ligeglad med, Anne har lige så meget ret til at være her som alle andre.”

Magnus kalder selv sin mor en strong independent woman. Og hun har også med sin uforfærdede tilgang til livet været en stærk læremester for ham:

”Helt bestemt. Jeg tror også, det er derfor, at jeg bare sparker dørene ind til kommunen og andre steder og siger: Tag mig som jeg er. Det er jeg hende meget taknemmelig over.”

Det siger han samtidig med, at han ikke er blind for paradokset i, at han på den ene side er vokset op med en mor, der i årevis har kæmpet mod afdelinger og beslutningstagere i kommunen, mens han nu selv sidder i styregruppe med direktøren for børn og unge, og her kan se visse ting fra det, der tidligere var ’lømlernes’ perspektiv.