Hvorfor vil kommunerne ikke have hjælp?

Af Hans Andersen, politisk konsulent i Lev

Den 19. juni lancerede Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) en ny rådgivningsydelse om de mest komplekse sager i kommunerne. Her kan kommunerne gratis få rådgivning om indsatsen til unge og voksne med meget komplekse udfordringer og omfattende støttebehov. Den nye rådgivningsydelse er bare et af en lang række tilbud, som VISO tilbyder kommuner og andre aktører på handicapområdet.

Den slags tilbud kan vi naturligvis kun hilse velkommen, da der på mange områder er brug for både specialiserede indsatser og i høj grad også specialiseret viden.

På VISOs hjemmeside skriver de således om det nye tilbud:

“For borgere med meget komplekse støttebehov kan præcisionen i tilrettelæggelsen af den sociale indsats have en afgørende betydning for den enkeltes trivsel. Lykkes det ikke – eller kun delvist – at imødekomme borgerens behov, kan det resultere i mistrivsel og udfordrende adfærd, som måske kræver en omlægning af indsatsen. Det kan både have store menneskelige omkostninger for borgerne og være fagligt udfordrende – og også ende med at blive dyrt for kommunerne.”

Det kunne jeg ikke have skrevet bedre selv – for ja, det er en menneskelig tragedie, når mennesker med komplekse behov svigtes, fordi der ikke inddrages den nødvendige specialviden og kompetence. Og ja – det er nogle gange rigtig dyrt for kommunen at svigte.

Udgiftsdrivende besparelser

I Lev har vi i efterhånden mange år talt om det, vi kalder ’udgiftsdrivende besparelser’. Det skal forstås sådan, at når der ikke fra starten visiteres til den rette og tilstrækkelige støtte, så er der stor risiko for, at borgeren på sigt får et væsentligt større og mere fagligt komplekst støttebehov. 

Det burde ikke være en overraskelse, at mennesker, som svigtes fordi de ikke modtager den rette hjælp – i rette omfang og kvalitet – udvikler mistrivsel og tab af kompetencer. I en del tilfælde fører det til øget konfliktniveau mellem beboere indbyrdes og mellem beboere og personale. Så er den negative spiral i gang, og det bliver stort set altid dyrere at rette op, end hvis man havde leveret den rigtige indsats fra start af.

Det er den slags menneskelige tragedier og alvorlige og faglige økonomiske konsekvenser, som VISOs gratis rådgivning er sat i verden for at modvirke. Alligevel vælger alt for mange kommuner at ignorere denne specialviden og disse specialkompetencer i VISO.

En analyse fra december 2023 lavet af Komponent viser, at kommunerne i behandlingen af det, de kalder ”de særligt dyre enkeltsager”, kun benyttede VISOs rådgivning i 34 procent af sagerne. Siden har Komponent sammen med Sofiefonden analyseret rapportens resultater – og konklusionen er klar:

Der er mange penge at spare, når man vælger det rigtige botilbud i første omgang. Det kan blive dyrt, når borgerens behov ikke mødes.

Afspecialisering

Den forkerte visitation har ikke kun konsekvenser for den enkelte borger. For når der ikke visiteres til de specialiserede tilbud og indsatser, så udhules den specialiserede faglighed. Kvaliteten styrtdykker – og det samme gør økonomien i tilbuddene, da de kun finansieres af takster for de borgere, som modtager hjælp fra tilbuddet. Konsekvensen er ultimativt, at tilbuddene lukker, og de faglige kompetencer spredes for alle vinde og går tabt.

Det har vi for eksempel set på botilbudsområdet. Siden kommunalreformen har der været en tendens til, at kommunerne for at spare penge bygger store botilbud og hjemtager deres borgere fra ofte mindre og mere fagligt specialiserede tilbud. I samme periode har vi set udgifterne til det specialiserede område bare stige og stige år for år. Det er nærliggende at tænke, at der er en sammenhæng. Altså at dette er endnu et eksempel på de ’udgiftsdrivende besparelser’.

Behov for ny kollektiv og solidarisk finansieringsmodel

Men hvorfor benytter kommunerne ikke VISO mere, end de gør?

Mit bedste bud er, at kommunerne tror, at der er besparelser at hente ved ikke at søge fagligt specialiseret vejledning hos VISO. Opfattelsen er tilsyneladende, at det er dyrt at basere visitationer på den specialiserede viden og indsigt fra eksperter.

Og måske er det rigtigt, at en fagligt solid og højt specialiseret indsats i nogle tilfælde er dyrere. Men som nævnt – det er kun på helt kort sigt – indtil konsekvenserne af de faglige svigt begynder at melde sig i borgernes trivsel og behovet for endnu mere hjælp.

Vi har med andre ord at gøre med et system, der tilskynder kommunerne til at træffe kortsigtede økonomiske beslutninger, som efterfølgende rammer med endnu større negativ effekt – både menneskeligt og økonomisk.

Derfor er det vigtigt, at handicapområdet får en ny og mere solidarisk finansieringsmodel på tværs af kommunerne. Den skal først og fremmest sikre, at det er økonomisk attraktivt for den enkelte kommune at trække på den specialiserede viden og ekspertise, som findes i VISO-netværket – og efterfølgende basere deres indsatser på denne viden.

For mig at se er en ny finansieringsmodel på handicapområdet en forudsætning for at få en specialeplan på handicapområdet til at virke i praksis. For det er vel næsten ligegyldigt, hvor godt et overblik over indsatser, tilbud, viden og faglighed en specialeplan giver, hvis kommunerne ikke benytter denne viden og ikke visiterer deres borgere til de rigtige tilbud og de rette indsatser.

Artikel bragt i Lev magasinet nr. 4 2025.