John Klausen er professor i socialret ved Aalborg Universitet og har i sin forskning blandt andet afdækket alvorlige problemer i den måde, sager behandles og kontrolleres på i det sociale system. Han peger særligt på de mange forkerte afgørelser, der aldrig bliver klaget over – og som derfor heller aldrig bliver rettet. Lev Magasinet har bedt ham vurdere, hvordan retssikkerheden reelt ser ud for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
John Klausen forsker i regler om hjælp fra det offentlige.
Han siger, at mange får forkerte afgørelser fra kommunen – men de klager ikke.
Måske kender de ikke reglerne. Måske forstår de ikke afgørelsen.
Kommunen laver mange fejl, men vi opdager kun dem, der bliver klaget over.
Problemet er ganske enkelt, at kommunerne ikke overholder loven.
Af Arne Ditlevsen
Er klagesystemet i praksis tilgængeligt for alle?
”Der er noget, der tyder på, at netop de svageste grupper ikke benytter Ankesystemet fuldt ud på samme niveau som andre grupper. Det kan man blandt andet se i nogle af Ankestyrelsens praksisundersøgelser, hvor styrelsen undersøger sager, der ikke er blevet påklaget. Der har man undersøgt sagerne på samme måde, som man vil afgøre en klagesag. Der har i nogle af de undersøgelser været højere fejlprocenter end i de sager, der bliver påklaget. Så der er et stort mørketal, der faktisk ikke er nogen præcis opgørelse over.”
Så selv om omgørelsesprocenterne ikke afdækker alle retssikkerhedsproblemerne, viser de dog, at der er alvorlige retssikkerhedsproblemer, mener John Klausen. Han henviser blandt andet til hele processen omkring en klage:
”Når omgørelsesprocenten er mellem 40 og 50 procent på handicapområdet, er det altså sager, der er behandlet i to omgange i kommunen. Det er sådan, at når borgeren klager over en afgørelse til kommunen, skal den sendes til kommunen, så kommunen har mulighed for at revurdere sagen. Og det er jo kun der, hvor kommunen fastholder afgørelsen, og altså ikke mener, at de har begået en fejl, at sagen går videre til Ankestyrelsen. Men når man har så høje omgørelsesprocenter, er der et eller andet rivende galt.”
Hvad ved vi om dem, der ikke klager?
”Vi ved, at der er borgere, som ikke får klaget – selvom der er rigtig god grund til det. Det kan der være flere forklaringer på: Nogle kender måske ikke deres klagemuligheder. Kommunen har pligt til at give klagevejledning, men det er ikke alle borgere, der er i stand til at forstå den fuldt ud. Nogle holder sig måske også tilbage af frygt for, at en klage kan skade deres fremtidige samarbejde med kommunen. Der kan altså være mange grunde til, at folk ikke klager – og det er et stort problem, som vi ved eksisterer, men som vi stadig ved alt for lidt om.”
Bør man indføre en slags automatisk kontrol eller uvildig kvalitetssikring i sager med særligt sårbare borgere?
”Det kunne der være god grund til. Der er faktisk gjort ganske meget, men uden at det har hjulpet – tværtimod. I 2018 blev der ved lov indført en pligt til, at alle kommunalbestyrelser på et møde hvert år behandler danmarkskortet over omgørelsesprocenter på det sociale område Danmarkskortet er en slags tørresnor, hvor man kan se, hvor høje omgørelsesprocenterne er i klagesager i den enkelte kommune. Fra 2023 har Ankestyrelsen udarbejdet det såkaldte Handicapbarometer på tværs af alle landets kommuner på en udvalgt bestemmelse i serviceloven. Ankestyrelsen har også gennem årene lavet en række praksisundersøgelser af tilfældigt udvalgte sager, der ikke er blevet påklaget. Så der bliver gjort noget, men der er ikke noget, der tyder på, at det har haft den store virkning. Det ser ud til, at der i nogle kommuner mangler respekt for at overholde loven. Hvis det medførte en form for straf, når en kommune ikke overholder lovgivningen, ville meget se anderledes ud.”
Han tilføjer: ”Klagesystemet skulle både sikre, at der træffes korrekte afgørelser og give borgeren tillid til forvaltningen – der kan være tvivl om begge dele på det sociale område. Overholder kommunen ikke lovfastsatte tidsfrister eller træffer kommunen afgørelser, der er forkerte eller så fejlbehæftede, at de er ugyldige, har det ingen konsekvenser. I nogle situationer bliver kommunen reelt belønnet ved at opnå en besparelse på en ydelse, der skulle være ydet. En række sociale ydelser og indsatser kan ikke ydes med tilbagevirkende kraft selvom en borger får medhold i en klagesag.”
Hvordan hænger retssikkerhed og kommunalt skøn sammen – kan man beskytte borgeren uden at fjerne kommunens fleksibilitet?
”Ankestyrelsen efterprøver kun retlige spørgsmål, det vil sige, at Ankestyrelsen ikke tilsidesætter kommunens skøn med mindre, det er i strid med loven. Den enkelte kommune kan også inden for lovens rammer fastsætte serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter serviceloven. Det er således overholdelse af lovgivningen, der er problemet og ikke det kommunale skøn eller de kommunale serviceniveauer.”
Tema bragt i Lev magasinet nr. 4 2025.
Læs også:
Marlene og Christian har ført sag på sag mod kommunen for at få den støtte, de har krav på til deres datter Sofie. Det er ikke i orden, mener de, men helt nødvendigt. Undervejs er ChatGPT blevet en ven i nøden, som de opfordrer alle til at bruge.
Fejlene i kommunale afgørelser på handicapområdet er mange – og op mod halvdelen opdages aldrig. Men hverken klager, statistikker eller ’tørresnore’ har fået kommunerne til at rette op. Tværtimod stiger omgørelsesprocenterne.
Som far til en dreng med udviklingshandicap har Oskar Rubin fået et indgående kendskab til ikke mindst serviceloven og barnets lov. Og som jurist har han bedre muligheder end de fleste for at gennemskue systemet. Det har han skrevet bogen ”Sygt barn, sygt system” om. Her fortæller han, hvordan man skriver en god klage
Caspar Eric har i de seneste år manifesteret sig som ’Danmarks handicapdigter’.
Med sin nye digtsamling "Crip" skriver han om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
