Fejlene i kommunale afgørelser på handicapområdet er mange – og op mod halvdelen opdages aldrig. Men hverken klager, statistikker eller ’tørresnore’ har fået kommunerne til at rette op. Tværtimod stiger omgørelsesprocenterne
Hvis man har et udviklingshandicap, skal man have hjælp. Det kan være til at få en uddannelse. Eller en bolig. Eller noget tredje.
Og boligen skal være den rette. Det skal være et sted, hvor man får den rigtige hjælp.
Men sådan går det ikke altid. Mange får en hjælp, som er helt forkert.
Og så må man klage. Men en del får ikke klaget. De ved måske ikke, hvordan man gør. Eller er bange for, at nogen på kommunen bliver sure.
Af Arne Ditlevsen
Når afgørelser er forkerte – og ingen opdager det – betaler borgerne prisen. Mange mennesker med udviklingshandicap lever med løsninger, der ikke passer til deres behov. Det gælder for eksempel Katrine og Søren.
Katrine er 30 år og har brug for pædagogisk støtte døgnet rundt. Hun har boet hjemme hele livet, men hendes mor er blevet alvorligt syg, og kommunen tilbyder Katrine en bolig.
Hun får tilbudt en plads i et botilbud, som ikke er specialiseret i udviklingshandicap, men hvor der er ledigt. Moren er skeptisk – men Katrine forstår ikke rigtig, hvad der sker, og moren tør ikke presse for meget. Hun er bange for at blive stemplet som ’besværlig’.
De sagde så ja - selv om det ikke er det rigtige tilbud.
Efter flytningen mistrives Katrine. Hun isolerer sig, får flere udadreagerende episoder, og der er stor udskiftning i personalet. Moren fortryder, men klagefristen er overskredet. De har ikke haft overskud til at gå ind i en sag.
Konsekvens: Kommunen registrerer, at de har ’løst opgaven’ – men det er en løsning, der ikke passer til Katrines behov.
Ingen klage = ingen fejl i systemet.
Søren er 42 år og bor i et botilbud. Han har i mange år haft en professionel værge, udpeget af Statsforvaltningen.
Søren vil egentlig gerne flytte tættere på sin søster, men værgen vurderer, at det er bedst, han bliver boende. Søsteren mener, at Søren ikke bliver hørt, og at værgen handler mere i systemets interesse end i Sørens.
Hun overvejer, om værgemålet skal ændres, men er usikker på, hvordan man klager – og om det overhovedet kan lade sig gøre.
Hun føler sig magtesløs over for systemet og lader det ligge.
Konsekvens: Søren bliver boende. Værgemålet fungerer måske formelt korrekt – men han får aldrig prøvet sin sag. Systemet opdager aldrig, at han måske ville have trivedes bedre et andet sted.
Katrine og Søren er tænkte eksempler på nogle af de mennesker, der gemmer sig i ’mørketallet’. Det er alle de kommunale afgørelser, som aldrig bliver påklaget, selv om de burde. Afgørelser der er forkerte, og som kan have store konsekvenser for det enkelte menneske og dennes pårørende.
Vi har brugt tænkte eksempler her, for de reelle dukker meget sjældent op til overfladen. Men de er der. Det viser handicapsagsbarometrene, som Ankestyrelsen laver.
Handicapsagsbarometre (2023–24) giver et klart billede af, hvor mange ikke-påklagede afgørelser der er fejl i:
• På børneområdet vedrørende merudgifter viser barometret, at 50 procent af sagerne lider af væsentlige retlige mangler, og 45 procent ville blive ændret eller hjemvist, hvis der blev klaget.
• På voksenområdet (ledsagelse efter § 97) havde 47 procent af sagerne retlige mangler.
Det betyder, at omkring halvdelen af fejlbehæftede afgørelser aldrig kommer til Ankestyrelsen. Det er ikke nødvendigvis det samme, som at der ikke er klaget. For hvis en borger klager, skal kommunen altid først revurdere sagen. Hvis kommunen her erkender en fejl, og retter afgørelsen, bliver sagen ikke sendt videre til Ankestyrelsen.
Et er de skjulte fejl. Noget andet er de markante fejl i det, vi ser. Når borgere klager, ændrer Ankestyrelsen således mange afgørelser:
• På børnehandicapområdet lå omgørelsesprocenten i 2024 på 48,9 procent.
• På voksenhandicapområdet (voksenområdet) lå den på 40,4 procent.
Med andre ord: Af dem, der klager, får op mod halvdelen ændret deres sag.
Siden 2018 er omgørelsesprocenterne blevet offentliggjort i det Danmarkskort (også kaldet tørresnoren), som daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) lancerede. Det gjorde hun, fordi der skete alt for mange fejl i kommunernes sagsbehandling på socialområdet. Tanken var, at tørresnoren skulle presse kommunalbestyrelserne til at handle.
Omgørelsesprocenterne kan variere meget fra kommune til kommune. Men generelt har tørresnoren ikke haft nogen synlig effekt, for omgørelsesprocenterne fortsætter med at stige, selv om opmærksomheden om hele området har været stor.
Rigsrevisionen rettede i en rapport i 2022 hård kritik af kommunernes forvaltning af handicapområdet og socialministerens tilsyn. Blandt andet skrev Rigsrevisionen:
”Kommunernes forvaltning af handicapområdet har været utilfredsstillende. Konsekvensen er, at der er en øget risiko for, at borgere med handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettiget til efter serviceloven”.
En lovændring, som blev vedtaget i december 2024, betyder, at det skærpede krav til kommunalbestyrelserne om behandling af Danmarkskortet er afskaffet. Lovændringen betyder ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens (S), at kommunalbestyrelserne ikke længere er forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en handleplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling.
Tema bragt i Lev magasinet nr. 4 2025.
Læs også:
Marlene og Christian har ført sag på sag mod kommunen for at få den støtte, de har krav på til deres datter Sofie. Det er ikke i orden, mener de, men helt nødvendigt. Undervejs er ChatGPT blevet en ven i nøden, som de opfordrer alle til at bruge.
Som far til en dreng med udviklingshandicap har Oskar Rubin fået et indgående kendskab til ikke mindst serviceloven og barnets lov. Og som jurist har han bedre muligheder end de fleste for at gennemskue systemet. Det har han skrevet bogen ”Sygt barn, sygt system” om. Her fortæller han, hvordan man skriver en god klage
John Klausen er professor i socialret ved Aalborg Universitet og har i sin forskning blandt andet afdækket alvorlige problemer i den måde, sager behandles og kontrolleres på i det sociale system. Han peger særligt på de mange forkerte afgørelser, der aldrig bliver klaget over – og som derfor heller aldrig bliver rettet. Lev Magasinet har bedt ham vurdere, hvordan retssikkerheden reelt ser ud for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
Caspar Eric har i de seneste år manifesteret sig som ’Danmarks handicapdigter’.
Med sin nye digtsamling "Crip" skriver han om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
