Check løser ikke voksende fattigdomsproblem

Huslejen æder en stor del af indkomsten

Voksne med udviklingshandicap befinder sig desuden i en helt særlig situation sammenlignet med mange andre med lav indtægt. De har nemlig ofte uforholdsmæssigt høje udgifter, og disse høje udgifter er i mange tilfælde en konsekvens af deres handicap.

Den klart største udgift for mange med udviklingshandicap er deres husleje. Og her er der over de seneste årtier sket en markant udvikling, hvor en stadigt større andel har fået en bolig i nybyggede botilbud opført efter almenboligloven.

Det har for mange betydet bedre og mere moderne boliger, men det har samtidigt medført store stigninger i den månedlige husleje. Stadigt flere oplever, at boligudgifterne udgør en meget stor andel af de månedlige udgifter. Og alt tyder på, at den udvikling vil fortsætte de kommende år.

Kostpakker presser økonomien yderligere

En anden væsentlig komponent i de stramme budgetter er de såkaldte ’fuld kost’ kostpakker (madservice). Her opkræver kommunerne typisk lovgivningens maksimumbeløb, hvilket er over 4.200 kr. om måneden (2025 niveau). En kæmpe belastning i en stram økonomi, fordi man i disse kostpakker – foruden råvarer – også betaler en andel af kommunens lønomkostninger til fremstilling af maden.

Når rådighedsbeløbet er omkring 1.000 kroner

Levs rådgivning får ugentligt henvendelser fra frustrerede pårørende, der fremviser budgetter for deres søn eller datter med udviklingshandicap, hvor det månedlige rådighedsbeløb er i omegnen af 1.000 kr. Det vil sige, når de helt basale udgifter til husleje, forsikring, tøj, specialtandpleje, medicin – og ja, kostpakker – er betalt.

Det levner ikke mange muligheder for fornøjelser, fritidsinteresser eller en årlig ferie. En stor del af de høje udgifter er en konsekvens af at have et udviklingshandicap. Det gælder huslejen i de almene botilbud, og det gør sig i høj grad også gældende i forhold til kostpakkerne.

Og modsat mange andre med en lav indkomst har flertallet af mennesker med udviklingshandicap ingen mulighed for at nedbringe udgifterne. De kan ikke ’bare’ vælge en anden og billigere bolig. Lejligheden i et botilbud er ofte forudsætningen for, at de kan få den nødvendige hjælp. Og de kan i mange tilfælde heller ikke ’bare’ vælge en billigere kost. Kostpakken fastlægger prisen, og det er jo en ’pakke’, de modtager, fordi de ikke selv er i stand til lave mad.

Der er brug for varige løsninger – ikke engangschecks

En fødevarecheck er naturligvis velkommen. Også selvom den er midlertidig og af relativt beskeden størrelse. Men en check løser på ingen måde de helt grundlæggende og stigende udfordringer med at få enderne til at mødes i privatøkonomien.

Når checken er brugt, står vi stadig tilbage med et stigende og mere strukturelt problem, hvor mange lever i noget, der ligner livslang fattigdom i væsentligt omfang på grund af ekstra udgifter, som skyldes deres handicap. Det kalder på en mere varig løsning, som regering og Folketing bør tage ansvar for.

Et første skridt i den retning kunne være at fjerne betalingen for kommunens lønomkostninger til fremstilling af mad i de tidligere nævnte kostpakker. Det er en urimelig betaling, der rammer mennesker, som ikke selv kan lave mad. I den seneste finanslov brystede regeringen sig med, at den sænkede loftet for egenbetaling for madservice. Desværre omfattede dette loft lige præcis ikke borgere i botilbud (eller på plejehjem) med fuld kost pakker. Deres betaling er uændret og vil stige over de kommende år.

Huslejeniveauet i botilbud i de almene boliger bør ligeledes reguleres mere, end det sker i dag, så niveauet i højere grad afspejler, hvad andre – uden handicap – betaler for deres bolig.

Politik blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2026.