Når vi sætter os ned - og lytter

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Der har været masser af aktiviteter gennem årene. Ridning, svømning, ture ud af huset, faste programmer og veltilrettelagte dagsplaner.

Alt sammen gjort i den bedste mening. Men noget manglede.

”Vi havde måske glemt bare at sætte os ned foran dem. Selvom de ikke taler. Bare sidde der. Være der. Og tage imod det, de sender,” siger socialpædagog Bettina Møller.

Sammen med kollegaen Søren Stilling arbejder hun på Rindbæk Hus 1 i Hedensted, et regionalt botilbud for voksne mennesker under Specialområde Autisme. Begge har mere end 20 års erfaring – og begge blev nysgerrige, da de blev inviteret med i et forløb med tilgangen Intensive Interaction.

Forløbet var et tidsafgrænset udviklingsprojekt, der kørte over 35 uger i 2025. Omdrejningspunktet for projektet var ”hvordan kan vi skabe indflydelse for mennesker, som vi i dag har svært ved at lytte til på grund af deres atypiske kommunikative udtryk?” Og fokus var mere specifikt, om beboerne, der har udviklingshandicap i svær til middelsvær grad samt autisme, kunne få noget ud af Intensive Interaction-tilgangen.

I projektet deltog de to beboere June og Mikkel sammen med Bettina og Søren. Psykolog Ditte Rose Andersen var tilknyttet som vejleder og supervisor (du kan møde Ditte Rose i artiklen på side 24).

Projektet blev afsluttet med en rapport, som pegede på tydelige positive erfaringer med Intensive Interaction. Både i forhold til beboernes initiativ, trivsel og samspil med personalet. Og med overvejelser om, hvordan tilgangen kan forankres og udbredes mere generelt.

At give slip på programmet

Intensive Interaction handler grundlæggende om relation og samspil. Om at møde eksempelvis en person med omfattende udviklingshandicap der, hvor han eller hun er – med de lyde, bevægelser og rytmer, der allerede findes. Medarbejdernes opgave er altså ikke at styre og foreslå, men at lytte og besvare.

”Vi er vant til at præsentere programmet: Nu skal vi det her, nu skal vi det næste. Men hvad nu, hvis vi venter og ser, hvad June eller Mikkel egentlig vil?” siger Søren.

Det var ikke helt let i starten. Hverdagen i et botilbud er præget af strukturer, planer og kommunale mål. Og mange har lært, at tom tid helst skal undgås.

”På et tidspunkt blev der nærmest indført en idé om, at der ikke måtte være tom tid. Al tid skulle fyldes med noget. Men hvorfor egentlig?” spørger Bettina.

Med Intensive Interaction-forløbet fik hun og Søren både undervisning, supervision og tid til at arbejde konkret med udvalgte beboere. De filmede samspil, skrev dagbog og så sig selv udefra. ”Videoerne var virkelig lærerige. Ikke kun i forhold til June og Mikkel – men også i forhold til os selv. Hvor meget fylder vi? Giver vi for meget? Eller kan vi godt bare være afventende?”

Bettina afventer, at June viser hende, hvad hun har brug for. June har intet sprog, men bruger af og til sine hænder og lyde, når hun vil kommunikere.

June ved nu, at hun bliver hørt

June er en af de beboere, der har de største kommunikative udfordringer. Hun har svært ved at fastholde opmærksomhed og har tidligere hurtigt forladt situationer, hvor en fra personalet satte sig hos hende.

”I starten kunne hun måske sidde et sekund. Så gik hun,” fortæller Bettina. I begyndelsen virkede det næsten forkert bare at sidde stille i Junes lejlighed. Når personalet kom ind, betød det jo normalt, at der skulle ske noget. Så June gik ud i fællesarealet.

Derfor begyndte arbejdet et andet sted – og langsomt.

”Jeg begyndte at svare hende med de samme lyde, hun lavede. Og så kom der mere og mere kontakt. Øjenkontakt. Små smil,” siger Bettina.

I dag kan June sidde sammen med personalet og være i samværet i lang tid. Nogle gange op til en time. Hun tager initiativ. Hun rører ved personalet for at invitere dem med ind i lejligheden – ikke for at få noget bestemt, men bare for at være sammen. ”Hun kalder mere på os nu. Og hun gør det, fordi hun har erfaret, at hun bliver hørt.”

June er også begyndt at bruge kroppen mere målrettet: tage jakken og række den frem, når hun vil ud at gå. Tage personalet med hen til badeværelset. Ikke altid fordi hun skal tisse – men fordi hun øver sammenhængen mellem handling og respons. ”Det er små ting. Men for June er det kæmpestore skridt."

Mikkel tager meget mere initiativ

Inden arbejdet med Intensive Interaction begyndte, var Mikkels hverdag i høj grad struktureret og styret af personalet. Man var ikke i samme omfang opmærksomme på hans atypiske måde at kommunikere på eller på relationens betydning. Mikkel har verbalt sprog, men har haft svært ved at bruge sproget til at give udtryk for ønsker og det, der er vigtigt for ham.

Det har ændret sig. I dag tager Mikkel langt oftere selv initiativ og byder ind i samspillet, fortæller Søren.

”Mikkel kommer selv og inviterer os,” siger han. ”Han kan finde på at sige: ’Jeg vil gerne op og hente en kage i Brugsen.’ Det har han ikke gjort før.”

Tidligere arbejdede personalet meget med visuel støtte, hvor Mikkel blev præsenteret for få, forudbestemte valgmuligheder. Den støtte bruges langt mindre i dag, fordi Mikkel i højere grad selv giver udtryk for, hvad han har lyst til at foretage sig.

Samtidig er der kommet mere ro. Den motoriske uro er mindsket, og Mikkel bliver ikke så let overstimuleret. Hvis han alligevel bliver det, ved personalet nu, hvordan de kan støtte ham.

”Når vi møder ham med øjenkontakt, samspil og nærvær – altså Intensive Interaction – så falder han hurtigt til ro,” siger Søren. ”Det gør en stor forskel for ham.”

Der er også kommet flere ting ind i Mikkels lejlighed. Han kan have ting omkring sig, uden at han bliver overstimuleret. ”Det betyder noget – både for Mikkel og for hans familie.

”Det ser mærkeligt ud udefra”

Ikke alle kolleger var begejstrede fra start. Nogle var usikre. Andre direkte skeptiske. ”Når man ligger på gulvet og kopierer lyde eller bevægelser, kan det udefra se mærkeligt ud. Som om man laver fis,” siger Bettina.

Der var også misforståelser. Skulle man kopiere alt? Også uhensigtsmæssig adfærd? ”Nej. Det handler om lyde, mimik, rytme, små bevægelser. Ikke om at gøre alting,” forklarer Søren.

Vendepunktet kom, da kollegerne så videoerne – og udviklingen hos June. ”Da de så, hvad der faktisk skete med hende, hoppede de på. Alle sammen.”

I dag arbejdes der på at brede tilgangen ud til hele Rindbæk Hus 1.

Mikkel kan nu bedre sidde i sofaen i længere tid og være i samværet. Der er mere ro," fortæller Søren Stilling, pædagogisk medarbejder.

”Man kan ikke planlægge Intensive Interaction”

Hvis andre botilbud spørger, hvad det kræver organisatorisk, er svaret klart: Det kan ikke sættes på skema. ”Man kan ikke sige, at torsdag kl. 12–14 er der Intensive Interaction,” siger Bettina.

Det handler i stedet om at kigge på hverdagen: Hvor kan tempoet sænkes? Hvad kan der skrues lidt ned for? Hvor kan der opstå plads til at sidde? ”Det er ikke ekstra tid. Det er en anden måde at bruge tiden på.”

Et andet udgangspunkt

For Bettina og Søren har Intensive Interaction ikke været et brud med deres faglighed – men en påmindelse. ”June har altid haft en stemme. Forløbet har mindet os om at lytte.”

Hvis de skal sige én ting til andre steder, der overvejer tilgangen, er svaret enkelt: ”Bare gå i gang. Det er fedt. Og det handler om noget helt grundlæggende: At lytte. Og lade borgeren føre an.”

Tema blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2026.