Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Kære kandidat: Gør vores stemme til din – underskriv Handicapløftet! 

Lev lancerer Handicapløftet forud for kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november. Kampagnen giver kandidater landet over mulighed for at vise deres støtte og forpligte sig til at kæmpe for rettigheder og levevilkår for mennesker med udviklingshandicap.

PRESSEMEDDELELSE

Alt for mange mennesker med udviklingshandicap oplever, at deres rettigheder ikke bliver tilstrækkeligt beskyttet, og at den støtte, de har krav på, ikke altid leveres med den nødvendige faglighed og kvalitet. Samtidig ser vi udfordringer med tilsyn og pædagogiske rammer.  

Resultatet er, at alt for mange mennesker med udviklingshandicap i dag befinder sig i alvorlig mistrivsel. Det samme gør de mange pårørende, som magtesløst må se til, mens systemet svigter deres kære.  

Situationen kalder på et fornyet fokus og fælles handling. Det kræver, at politikerne melder sig under fanerne og tager ansvar – ikke kun på Christiansborg, men også i landets kommuner og regioner.  

Derfor lancerer Lev op til kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november kampagnen “Handicapløftet” – et løfte, som kandidater over hele landet kan skrive under på. Med Handicapløftet får kandidaterne mulighed for at vise, at de vil stå side om side med mennesker med udviklingshandicap og kæmpe for deres rettigheder og værdighed, hvis kandidaterne bliver valgt ind. På den måde kan vælgerne – også mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende – se, hvilke kandidater man kan stemme på i kampen for at opnå positive forandringer på handicapområdet.  

"Når en kandidat skriver under, giver man et klart løfte: ”Jeg står på borgernes side”. Og her er det Levs opgave at sikre, at det løfte indfries af kandidaterne, efter valget er slut, og det konkrete arbejde går i gang.” 

Anni Sørensen, landsformand i Lev

Som folkevalgt vil jeg kæmpe for: 

  • at styrke rettigheder og retssikkerhed i sagsbehandlingen – også for dem, der aldrig søger eller klager 
  • at sikre høj faglighed – i botilbud, på skoler og i alle andre indsatser 
  • at sikre ledsagelse til alle mennesker med behov – det er forudsætningen for trivsel og deltagelse 
  • at styrke sundhed og trivsel – specifikt at sikre gennemførelse af sundhedstjek for mennesker i kommunens botilbud 
  • at styrke kvalitet og ambitioner for alle elever med udviklingshandicap i grundskolen – på almenområdet, i specialklasser og på specialskoler 
  • at sikre beskyttelse og tilsyn med vilkår for mennesker i sociale tilbud 

 

Et løfte – nu og i fremtiden 

Handicapløftet samler de vigtigste politiske løfter, som tilsammen skal sikre, at mennesker med udviklingshandicap får et liv med lige rettigheder, kvalificeret faglig støtte og reelle muligheder for deltagelse i samfundet.  Som landsformand i Lev, Anni Sørensen, siger: 

“Med Handicapløftet giver vi kandidaterne en enkel og tydelig mulighed for at vise, at de vil tage ansvar for mennesker med udviklingshandicap. Handicappolitik handler om retssikkerhed, faglighed og værdighed – og det skal være en del af den politiske dagsorden i alle kommuner og regioner. Når en kandidat skriver under, giver man et klart løfte: ”Jeg står på borgernes side”. Og her er det Levs opgave at sikre, at det løfte indfries af kandidaterne, efter valget er slut, og det konkrete arbejde går i gang.”