Agerbækhuse_006_Lasse.jpg Foto: Hans Juhl 08.09.2016

Bolig her og arbejde der - Miljøskifte er stadig det eneste rigtige

Et dagligt miljøskifte var et af forsorgschef Bank-Mikkelsens vigtigste normaliseringsprincipper. Snart 60 år efter, at han begyndte at tale om dette princip, er det stadig lysende aktuelt. For retten til at bo et sted og have et dagligt arbejde eller aktivitet et andet sted er flere steder under kraftig beskydning. Ikke mindst for de borgere, som har de fleste og mest indgribende handicap. Hvad nytter det, synes tanken at være. På de kommende sider kan du komme med på besøg i bofællesskabet Agerbækhuse og Aktivitetscentret Blumesvej og her møde en række grunde til, at retten til et dagligt miljøskifte her i 2016 stadig giver rigtig god mening.

Af Thomas Gruber og Arne Ditlevsen - Foto: Hans Juhl

Hvor fedt er det lige at skulle stå op klokken 6.30 hver morgen, tage bad, spise morgenmad, børste tænder, sige farvel til ens bofæller, tage overtøj på, drage afsted i sne, slud og regn for 30 minutter senere at køre ind på parkeringspladsen ved ens arbejde. Kunne man dog ikke bare ordne det hele indendørs, uden træls transporttid, uden at blive våd og kold og i hjemlige trygge rammer?

Hvis man spørger Lasse Lesmann er der ingen tvivl. Selvom det kan være bøvlet at få Converse gummiskoen på plads, så vil han for alt i verden ikke nøjes med alt-i-en-modellen, hvor hele livet nærmest kan foregå derhjemme.

Lasses øjne stråler, når han svarer ”ja” til, at det er fedt at køre med bus. Han er også blevet ven med flere af buschaufførerne, der nu i 26 år har kørt ham frem og tilbage mellem aktivitetscenteret og boligen alle hverdage i ugen.

Agerbækhuse
Lasse bor i Markhuset i bofællesskabet Agerbækhuse, som ligger i Køge. Her bor han sammen med 44 andre voksne personer med udviklingshæmning. De fleste af dem kommer i hverdagen på Aktivitetscentret Blumesvej, som ledelses- og administrationsmæssigt hører under samme hat som bofællesskabet, men der er et par kilometer mellem de to enheder.

Agerbækhuse stod færdigt blot fire år efter amternes overtagelse af ansvaret for Statens Åndssvageforsorg i 1980, og byggeriet er dermed en del af opgøret med de enorme totalinstitutioner, som langt de fleste udviklingshæmmede var henvist til i det meste af det tyvende århundrede.

De mere end 30 år som bosted for mennesker med handicap fornægter sig ikke i mødet med Agerbækhuse. Ikke på grund af manglende vedligeholdelse – og udefra kunne bostedet godt ligne ordinær boligbebyggelse. Men indvendigt er institutionstrækkene tydelige: Omdrejningspunktet er fælleskøkkenet og stuen, værelserne er relativt små, og ingen af beboere har eget badeværelse. Alligevel er det rart at besøge Lasse og de andre beboere i Markhuset. Og det er ikke kun fordi, at det er nogle festlige beboere. I de gule murstenshuse, der er omkranset af græs, terrasser og prydæbletræer, er der ingen lange hospitalslignende gange, ingen trappeopgange og intet sterilt gråt linoleum på gulvene. I stedet er der parketgulve, og boligerne er placeret i tæt kontakt til køkken og fællesstue, hvor livet leves for de fleste af beboerne. Men de små forhold gør, at det er svært at være privat med gæster, hvis man ikke har lyst til, at de skal sidde på ens seng.

Morgen
På morgenbordet står der havregryn, pålægschokolade, kaffekopper og franskbrød. Rundt om bordet sidder Willy, Henriette, Lasse, Frank, Nicolas, Katarina og Johan sammen med det personale, der hver dag hjælper med at forberede måltidet og beboerne med at spise. Lasse og Nicolas gaber højlydt. Det er dagen derpå for dem, efter at de var på Sjællandsfestivalen aften før.

Groggy og med lidt tømmermænd kommer de langsomt op til overfladen. Alle Markhusets beboere har multiple handicap, med både store fysiske og kognitive udfordringer. Ingen kan gå selv, og de fleste har kun et meget begrænset verbalt sprog.

Det er en helt almindelig torsdag i Markhuset på Gymnasievej i Køge. De syv beboere forbereder sig til dagens program. En skal til ridning, en skal til svømning, en skal til sanseterapi, en skal til gangtræning og en har hjemmedag. Og at man har været til festival dagen før betyder ikke, at man kan ligge inaktiv hen dagen lang.

Morgenrutinerne er forskellige for hver enkelt af beboerne. Nogen sidder lidt i deres egen verden. Mens andre er i dialog med andre af beboerne eller personalet. Med personalet som understøttende i kommunikationen er der en varm og hyggelig samtale på tværs af morgenbordet. Der er dog ikke tid til at dvæle for længe over morgenkaffen. Kl. 9.30 begynder der at være opbrud. Der er snart afgang til Aktivitetscentret Blumesvej, hvor størstedelen af dagens aktiviteter foregår.

Regnen siler stille ned, så Lasse og hans bofæller får regnslag over sig og triller langsomt ud til de ventende busser. Lasse demonstrerer under store grin, at han har lært selv at styre køretøjet med munden og et joystick. Tilbage i Markhuset er der pludselig helt stille som efter at glade gæster har forladt en fest. Kun personalet er tilbage, og de holder hver dag en kort evaluering af morgenens arbejde, og om der er noget i forhold til de enkelte beboere, man lige skal være opmærksom på. Derefter står den på oprydning, administrativt arbejde og klargøring til, at beboerne kommer hjem og næste hold personale tropper op.

Arbejde
Ude på parkeringspladsen er de fire hvide minibusser linet op til afgang. Chaufførerne mosler kørestolene på plads, og i ventetiden er der friske kommentarer fra Lasse til Chaufføren og de øvrige passagerer. Inden længe kører busserne til aktivitetscentret.

Bag den anonyme rødstensfacade gemmer der sig en guldgrube af aktivitetsmuligheder – og så er der et hold ergoterapeuter, fysioterapeuter, musikpædagoger, socialpædagoger og andre specialister klar til at assistere med dagens program. Centret ligger i et af byens ældre villakvarterer og består af tre bygninger i stueplan.

Frank og Lasse er helt klar over, hvad de skal bruge dagen på, for det er torsdag, og så skal Frank til ridning, mens Lasse skal i bassinet. For alle mennesker gælder det, at hvis man ikke holder færdigheder ved lige, så forsvinder de lige så langsomt. Og det gælder i endnu højere grad for mænd som Lasse og Frank, der begge er stærkt spastiske og ikke selv kan træne muskler og led. En del af tiden i aktivitetscenteret går derfor med at vedligeholde og udvikle det fysiske funktionsniveau.

Men centret er ikke blot et træningscenter – der er også stærkt fokus på de mentale og sociale kompetencer. Blumesvej rummer mange muligheder for stedets brugere: Musikterapi, rum hvor man kan stresse helt af til musik i et hav af små bolde, handicapidræt og billedkunst for blot at nævne nogle enkelte aktivitetsmuligheder. Det er terapi og sanseintegration på alle planer – alt tilpasset den enkelte borgers behov. Nogle aktiviteter sker individuelt, mens andre afvikles på en måde, der understøtter samspillet mellem brugerne af centret. For hver borger arbejdes der med individuelle mål og handleplaner – eksempelvis er fokus for Lasse i øjeblikket brug af kugledyne, at sætte ord på følelser og fysisk regulering. Resultaterne af arbejdet kan tit være svære at se, det er et tålmodighedsarbejde, hvor man skal være i stand til at glæde sig over de små sejre. For nylig gik Henriette ti meter i et gangstativ og overraskede fuldstændig både sig selv og fysioterapeuten. Det var så en af de store sejre, men både små og store sejre bruges på personalemøder til at vise, at det kan nytte, og at man har gang i noget rigtigt.

Hen på eftermiddagen sætter nogle af medarbejderne gang i en øvelse med en såkaldt faldskærm, som udspændes mellem fem af centrets brugere i en cirkel. De har alle tag i stoffet og kan registrere bevægelsen, lydene og vindpustene, når der for alvor kommer gang i den farverige faldskærm.

Lasse er også klar til øvelsen med faldskærmen – men koncentrationen er ikke helt i top. Kort inden fik han nemlig øje på Blumesvejs musikterapeut, som smuttede gennem lokalet. Lasse elsker musik, og med brug af sin store charme og stærke vilje får han sat gang i en ændring af musikterapeutens tidsplan. Lasse er nemlig slet ikke på listen i dag, men vedholdenhed betaler sig – og kort efter afslutningen på øvelsen med faldskærmen er Lasse til musik-enetime.

Aktivitetscentret Blumesvej er på mange måder en arbejdsplads – ikke kun for personalet, men også for beboerne i Markhuset og de andre brugere. Om morgenen forbereder de sig på, at de skal hen på Blumesvej for at gøre alt det bedste de kan med det, de nu skal lave den dag. De er nødt til at spise et godt morgenmåltid for at have energi til dagens prøvelser. Og der er personale, som hjælper og holder dem til ilden, hvis motivationen halter lidt. Det er også et sted, hvor man kan møde andre, end dem man lige bor i bofællesskab med. Der bliver dannet venskaber på kryds og tværs. Og som på alle andre arbejdspladser er der også nogen, som bliver kærester.

Klokken 15.30 holder de hvide busser klar igen. Der er fyraften, og det er nogle lidt trætte beboere fra blandt andet Markhuset, som vender snuden hjemad.

Weekend
Alle beboerne i Markhuset har en hjemmedag hver anden uge, det vil sige en dag, hvor man holder fri fra arbejdet i aktivitetscenteret. Her kan man tage ned i byen med en af medarbejderne og købe ind, tage på en udflugt eller slappe af derhjemme.

Den slags aktiviteter er ikke mulige i weekenderne, hvor personale-normeringen ikke er til at lave større individuelle ting med beboerne. Men her hygger man sig i stedet i Markhuset. Man står op, når man har lyst, morgenmad og frokost er afløst af brunch, og om aftenen griller man måske. Det er hygge og socialt samvær.

Der bliver grint og gasset en del i Markhuset, så man skal kunne klare lidt røg fra både medbeboere og personale. Tidligere holdt man ofte ret vilde improviserede fester. Det sker ikke helt så tit mere i takt med, at beboerne er blevet ældre - de syv beboere er mellem 20 og 62 år, de fleste i den lidt højere ende. Men det sker stadigvæk, at der kommer øl, vin og chips på bordet og skrues op for musikken.

Forældre og andre pårørende er selvfølgelig velkomne til at besøge deres søn eller datter i Markhuset. De kan både spise med, men flere af beboerne er også tit med forældrene på søndagskøreture eller med hjemme på besøg. Mandag er det tilbage til hverdagen og arbejdet på Blumesvej.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap