Agerbækhuse_118_Frank.jpg Foto: Hans Juhl 08.09.2016

Hvorfor vil KL og socialministeren afskaffe miljøskiftet?

Retten til en meningsfuld og normal hverdag med aktivitet, afveksling og tilpassende udfordringer. Det er kerneværdien bag det miljøskiftebegreb, som i tre årtier har stået centralt i indsatsen for mennesker med udviklingshæmning. Men måske er det ved at være slut? Alt tyder på, at KL og socialminister Karen Ellemann aktuelt arbejder målrettet på at få fjernet udviklingshæmmedes restkrav på et dagligt miljøskifte

Lasse Lesmann, som vi møder i dette blads artikler om Agerbækhuse og Aktivitetscentret Blumesvej, skal måske til at vænne sig til en helt ny hverdag. I hvert fald hvis socialminister Karen Ellemann kommer igennem med det forslag til ændring af serviceloven, der for tiden bakses med i ministeriet. En hverdag uden aktivitetscentret, og som i et og alt er henlagt til hans bolig. 24-7.

Efter den nugældende servicelov har Lasse og de øvrige beboere i Agerbækhuse nemlig en entydig rettighed til et aktivitets- og samværstilbud. Kommunen begår ganske enkelt et lovbrud, hvis den ikke tilbyder Lasse dagtilbud efter servicelovens § 104.

Hvis socialminister Karen Ellemann får overbevist et flertal i Folketinget om sit forslag, så forsvinder denne ret til fordel for et samlet kommunalt skøn over Lasses behov og hvilke tilbud, kommunen synes der kunne matche de behov. Et samlet og helhedsorienteret skøn, der måske lyder flot og rigtigt på papiret, men som i den praktiske kommunale forvaltning vil være en katastrofe for mennesker som Lasse.

Uden det minimum af beskyttelse, som de nuværende rettigheder yder, vil han, og tusindvis af andre i samme sårbare situation, være overladt til et langt friere kommunalt skøn. Og hvis kommunen på et tidspunkt synes, at Lasses aktivitetstilbud er for dyrt, ja, så ender det nok med et ’kommunalt skøn’, der vurderer, at det ville være langt tryggere og gavne hans livskvalitet at blive.

Den nuværende lovgivnings rettigheder
Men hvordan er den aktuelle lovgivning egentlig skruet sammen, når det gælder udviklingshæmmedes tilbud i dagtimerne?

Den beskyttede beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud har hver sin paragraf i serviceloven – henholdsvis § 103 og § 104. Begge tilbud er målrettet personer med ”betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”.

Mennesker med udviklingshæmning – herunder også mennesker med meget betydelige og komplekse multihandicap – har traditionelt været en af kernemålgrupperne for denne type tilbud. Meget overordnet kan man sige, at mennesker med de mest komplekse og indgribende handicap er blevet visiteret til aktivitets- og samværstilbud, mens en større og bredere gruppe udviklingshæmmede har brugt de beskyttede værksteder.

Begge typer tilbud (§ 103 og § 104) kan siges at være en rettighed for mennesker, som tilhører målgruppen, herunder mennesker med udviklingshæmning. Det fremgår således i begge paragraffer, at ”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 'denne type tilbud' til personer med ”betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer” (vores understregning).

Rettigheder som indblanding i kommunalt selvstyre
Det er det lille ord ”skal”, som vækker så stor irritation i nogle kommuner – og nu tilsyneladende også i Socialministeriet. Det virker nærmest som om, man anser de svageste borgeres rettigheder i serviceloven som en slags utilstedelig indblanding i det kommunale selvstyre. De lovbestemte rettigheder, som borgerne har i dag, sætter nemlig visse grænser for kommunens mulighed for at gennemføre besparelser på hjælpen til udviklingshæmmede og andre med handicap.

De seneste par år har vi set adskillige eksempler på kommuner, der forsøger at frakende udviklingshæmmede retten til et dagtilbud. Det mest omtalte er nok Herlev Kommune, der i 2015 via et nyt serviceniveau reducerede det ugentlige antal dage i et § 103 eller 104-tilbud til tre dage. Som vi har berettet her i bladet, blev Herlev underkendt af Ankestyrelsen i mere end 75 procent af de sager (afgørelser), som blev anket. ’

Herlev-sagen’ er ikke enestående – adskillige kommuner har forsøgt at udhule retten til det daglige miljøskifte, som både § 103 og § 104-tilbud udgør. I nogle tilfælde med en hel del succes fordi de berørte borgere – på grund af deres handicap - ikke har skyggen af chance for at kende deres rettigheder, klagemuligheder osv.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap